Foto: Les Kaner
Rosenkrantz-Theil: Alvorlig udvikling i matematik
"Man kan sige sig selv, at hvis man har haft en målsætning om, at nogle skal blive bedre, men at de i stedet bliver decideret ringere, så har man brugt det forkerte greb", erkender undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil over for Tv2 oven på de nedslående danske matematikresultater i Timss-undersøgelsen.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I svar til flere medier kaldte undervisningsministeren udviklingen i danske elevers matematikkundskaber "alvorlig". I en mail til Jyllands-Posten fortæller hun, at hun snart nedsætter en ekspertgruppe, som skal komme med anbefalinger til at styrke elevernes kompetencer i matematik.
"Det kommer oven i, at regeringen har skaffet skolerne flere midler og etableret et matematikcenter, der skal bidrage til at forbedre kvaliteten af undervisningen".
Som beskrevet på folkeskolen.dk i går har de danske elever, der har deltaget i Timss-undersøgelsen, kun gået i skole efter folkeskolereformen fra 2014. Et mål med reformen var som bekendt, at eleverne skulle blive bedre til at læse og til at regne, men Timss-undersøgelsen viser den stik modsatte udvikling i matematik:
"Det er ganske alvorligt og stik imod hensigten i folkeskolereformen, der havde hovedsigte på, at flere børn skulle forlade skolen som bedre læsere og bedre til matematik. Det vil være noget, jeg kigger igennem med en tættekam", siger ministeren til DR.