Taktilt tegnsprog
I taktilt tegnsprog lægger modtageren sine hænder på dekommunikerende hænder og mærker tegnene. Taktilt tegnsprog erbasalt set det samme som almindeligt tegnsprog, men er uden vigtigeelementer som mimik og mundbevægelser. Tegnene udføres tydeligt, såde nemmere kan mærkes med hånden.
Taktilt tegnsprog kan stort set udføres ligeså hurtigt somtegnsprog, hvis modtageren er en rutineret taktilbruger. Det kræverdog en del mere opmærksomhed og koncentration at aflæse taktilttegnsprog.
Taktilt tegnsprog skal altid tilpasses i hastighed og udførelsetil den døvblindes behov. Bekræftende feedback i løbet af entaktil samtale kan gives med små klap på hånden, låret ellerskulderen.
Kilde: Foreningen Danske Døvblinde -synshørehæmmede
Undervisning og Behandling -CDH
Undervisning og Behandling - CDH i Aalborg (tidligere Center forDøvblindhed og Høretab) hører under Region Nordjylland ogunderviser børn, unge og voksne med døvblindhed eller høretab.Høretabet kan være ledsaget af andre funktionsnedsættelser.
Hovedoverskriften for undervisningen er kommunikation. Skolentilbyder undervisning på og i dansk tegnsprog, taktilt tegnsprog,tegn-til-tale, taktil og haptisk kommunikation (en metode til atfortælle den døvblinde, hvad der sker omkring ham, red.) ogfør-sproglig kommunikation.
Undervisningen tilrettelægges ud fra den enkeltes livssituationog betingelser for læring, så eleven kommer til at føle sigbetydningsfuld og oplever at blive set, hørt og forstået.
Kilde: Undervisning og Behandling - CDH
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I modsætning til de fleste andre lærere blev Mads Kopperholdt ikke sendt hjem, da Danmark lukkede ned på grund af corona. Han er lærer i Undervisning og Behandling - CDH under Området for Kommunikation og Specialpædagogik i Aalborg - tidligere Center for Døvblindhed og Høretab. Da en del af eleverne bor i bosteder tæt på skolen, arrangerede undervisningsafdelingen nødundervisning.
"Normalt kommer eleverne i skole til en meget struktureret hverdag, men nogle af dem er i risiko for at blive alvorligt syge og i værste fald dø, hvis de bliver smittet med corona. For at isolere eleverne bedst muligt har vi valgt at undervise dem i deres bosted", fortæller Mads Kopperholdt.
Fotograf portrætterer livet som døvblindfødt
Eleverne er fordelt i grupper på fire med hver to faste lærere og en pædagogmedhjælper.
"Vi holder eleverne isoleret med syv-otte lærere og medhjælpere, som underviser dem på skift. På samme måde bruger bostedet de samme pædagoger og vikarer til eleverne. Vi har et meget strengt miljø omkring dem", siger Mads Kopperholdt.
Læreren har sit ansigt 20 centimeter fra eleven
De døvblinde elever er ikke nødvendigvis helt døve og blinde, men hørelse og syn er stærkt nedsat, og de har desuden andre fysiske og/eller kognitive funktionsnedsættelser. Et af målene med undervisningen er at finde det sprog, den enkelte elev bedst kan gøre sit forståelig på.
"Nogle kan lære at bruge taktilt tegnsprog, hvor der er kontakt mellem hænderne på de talende. Andre har brug for hud til hud-kontakt. Så når vi underviser, er vi måske højst 20 centimeter fra eleven med ansigtet", siger Mads Kopperholdt.
Flere af eleverne udskiller ufrivilligt sekreter, og nogle føler med munden. I de første dage med nødunderisning førte det til usikkerhed blandt medarbejderne.
"Eleverne ville ikke kunne forstå det kognitivt, hvis vi pludselig sad med handsker og masker. Derfor talte vi om, hvordan de ville reagere, hvis de kunne mærke, at vi trak os lidt fra dem. Nogle af dem kan godt forstå situationen, når vi forklarer dem om corona ved hjælp af brochurer, som vores materialecenter har distribueret, men andre kan ikke".
Ledelsen har været god til at gøre lærerne trygge
I dag er Mads Kopperholdt ikke nervøs for at komme tæt på eleverne.
"Vi har altid brugt håndsprit, men nu spritter jeg mere af og vasker oftere hænder. Samtidig sørger jeg for at holde elevernes ting adskilt, så de ikke sidder med hinandens hjælpemidler", siger han og roser ledelsen for at være god til at skabe tryghed.
"Ledelsen satte hurtigt ind med ekstra håndsprit og håndvaske og retningslinjer for vores arbejde. Ledelsen var også god til at spørge til, hvad vi havde brug for, og til at tage hånd om den enkeltes usikkerhed, så der gik ikke lang tid, før vi følte os trygge. Men vi er bange for at komme med smitte til eleverne. Nu er der åbnet for, at de kan få besøg, og de kan også selv besøge deres familier, så vi tænker: Bare vi nu kan holde virus væk fra dem", siger Mads Kopperholdt.
Svært for eleverne at forstå, at rammen er en anden
Normalt underviser Mads Kopperholdt primært en dreng i 10. klasse, men han kom i en gruppe med andre unge sammen med sin faste medhjælper. I stedet er Mads Kopperholdt i en gruppe med fire elever mellem 10 og 15 år, hvor han hovedsageligt underviser en pige, som han kender, fordi hun til hverdag er i gruppe med hans elev i 10. klasse.
"Jeg kender også de tre andre elever fra skolen. Vi har en lang efteruddannelse i døvblindhed, så vi kender de diagnoser og funktionsnedsættelser, der kan følge med handicappet. Vi har sat os ind i den enkelte elevs diagnoser og undervisningsplaner, og samtidig kan vi støtte os til den i teamet, som har eleven til daglig", fortæller Mads Kopperholdt.
Eleverne er vant til en høj grad af struktur, så i begyndelsen reagerede de på, at de skulle undervises i bostedet. Nogle blev usikre og holdt sig for sig selv.
"Det kan være svært for eleverne at forstå, at de går i skole, selv om de er hjemme i deres bosted. En pige har for eksempel en iPad med fritidsaktiviteter og videoklip, som hun plejer at bruge i bostedet, men nu skal hun arbejde med skolestof. Det har været forvirrende for eleverne, at rammen er en anden, så vi har forsøgt at skabe en tryg hverdag for dem. Vi har blandt andet arbejdet meget med at danne relationer til de lærere, de ikke er vant til", siger Mads Kopperholdt.
Det gode vejr har ført til et forløb om naturens gang
Det har også været en udfordring for lærerne at skulle undervise i bostedet. Eleverne har mange syns- og høretekniske hjælpemidler på skolen, og det har ikke været muligt at flytte alt til bostedet, da hjælpemidlerne kan være både tunge, følsomme og fylde meget.
"Vi har været nødt til at lave nye undervisningsforløb ud fra, hvad der kan fungere i bostedet, og her har vi været heldige med vejret. Vi har været meget ude og har haft et emne om naturens gang. Vi har fulgt med i blomster, buske og træer, der springer ud, så eleverne forstår, at der kommer blade og blomster på et træ, og at blomsterne bliver til æbler. Og hvad kan man bruge æbler til? På den måde giver vi dem en forståelse af årstiderne og sætter ord og begreber på", siger Mads Kopperholdt.
Undervisningen er meget differentieret. Nogle elever kan lære, hvad forskellige æblesorter hedder, mens det hos andre kan handle om at finde ud af, hvilket selvopfundet tegn de bruger for at sige træ.
"Træ kan brænde, så hvordan fortæller en elev, at hun vil sidde ved et bål? Det prøver vi at finde ud af for at udvikle elevens sproglige kompetencer", siger Mads Kopperholdt.
Vil gerne blive på bostedet frem til sommerferien
Selv om det er nemmere at undervise eleverne på skolen, håber Mads Kopperholdt og hans kolleger, at de kan få lov at blive i bostedet frem til sommerferien.
"Vi har andre faciliteter på skolen og kan blandt andet fordele os i små klasselokaler, og vi har flere hjælpemidler, så vi vil gerne tilbage til skolen. Men eleverne er ikke længere frustrerede over at blive undervist på bostedet, så vi vil hellere holde dem i et sikkert miljø der, hvor de på skolen har større risiko for at blive smittet, fordi de skal dele gange og toiletter med de andre elever. Men vi har tilrettelagt undervisningsforløb, som vi både kan afvikle på bostedet og i skolen", siger Mads Kopperholdt.
De elever, som bor hjemme, er tilbage på skolen under Området for Kommunikation og Specialpædagogik i Aalborg.
