Ledere og lærere på Ishøj Skole har igennem flere år skulle forsikre Marcus om, at det var her på skolen, han hørte hjemme. Han behøvede ikke at være bange for at skulle flytte skole - heller ikke selv om det kunne være sjældent, at han kom på skolen. Marcus lider af angst, og selv om han meget gerne vil i skole og har det godt i sin klasse, er det meget svært for ham at komme derhen. Han har de senere år været på reduceret skema.

Alt dette kan kun lade sig gøre, fordi Ishøj Kommune har valgt at give Marcus et håndholdt tilbud. Bindeleddet har været konsulent Susanne Pliniussen fra PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning).

»I 6. klasse kom Marcus i skole i omkring en ud af fire dage. Vi har ledt efter årsagen og været detektiver, brugt tid på at spørge, og han har svært ved at sætte ord på det. Min erfaring er, at der ofte er flere faktorer, der spiller ind, når et barn lider af skolevægring«, fortæller Susanne Pliniussen.

Et af Marcus' problemer er, at han registrerer alt, hvad der sker omkring ham. For eksempel i klassen. Han ser det hele og mærker det hele. Hvis der er en konflikt mellem nogle i klassen, bliver han meget berørt af det. Det har også gjort det svært at deltage i timer som idræt, fordi der er to klasser sammen, der foregår meget i et stort rum, og der er mange elever og aktiviteter. Det bliver hurtigt for meget for ham.

Skolevægring: De lange skoledage drænede Marcus

»Jeg talte med ham en dag og sagde, at hvis han skulle se sit energiniveau som et mobilbatteri, hvor meget var det så på? Han svarede en procent«, siger Susanne Pliniussen.

For at blive klogere på problemet har kommunens fysioterapeut og ergoterapeut udarbejdet en sensorisk profil på Marcus. Da han var mindre, sad han jævnligt på lederens kontor med nogle spil på sin mobiltelefon, når det blev for meget at være i klassen. Fysioterapeuten støttede det, men Marcus havde også brug for at bruge de store muskelgrupper. At gøre noget aktivt kan godt berolige amygdala. Ligesom det at være forberedt på, hvad der skal ske i undervisningen, kan få hans stressniveau til at falde.

»Vi har fundet ud af, at det er vigtigt for Marcus at vide, hvad der skal ske. Det får hans stressniveau ned«, fortæller Susanne Pliniussen.

»Men han presser faktisk sig selv, har vi opdaget. Fordi han meget gerne vil være i skolen«, supplerer viceskoleleder Anja Mikolajek.

Vi finder vejen sammen

I år mødtes de to klasselærere en uge før skolestart med Marcus og hans mor henne på skolen. Der kunne de se på lokalet, vise ham bordopstillingen, og hvor han skulle sidde. De talte om, hvilke emner klassen skulle arbejde med. Alt sammen for at forberede ham på skolestarten efter sommerferien. Og det virkede tilsyneladende, for Marcus kom i skole de første mange uger efter ferien.

PPR-konsulent Susanne Pliniussen roser skolen for at have været åben og lyttende fra starten.

»De har ikke bare sagt, at her er en ramme og en lovgivning. De har sagt: Hjælp os med at få det bedste ud af det, og lad os sammen finde vejen, så Marcus magter at komme i skole«.

Skolen har også været med til at udarbejde det nødskema, som Marcus arbejder efter, de dage han ikke kommer i skole. Skemaet indeholder noget fagligt og nogle pauser. Det kan være at gå en tur eller fægte i haven og så igen i gang med nogle faglige opgaver.

»Man ved jo noget om, hvad der sker i en hjerne, der gamer meget computerspil. De konstante stimuli er meget anstrengende for en hjerne, der i forvejen er på overarbejde«, siger Susanne Pliniussen, der undervejs har haft mange samtaler med Marcus, og de har arbejdet med mindfulness.

Hun har også haft samtaler med hans forældre om at være forældre til et barn med angst. Marcus og hans forældre deltog i 5. klasse i kommunens Cool Kids-angstgrupper, som Susanne Pliniussen er gruppeleder for, og i 7. klasse gennemgik Marcus et udredningsforløb i børnepsykiatrien.

Har flyttet læsebåndet

De seneste par år har lærere og forældre talt åbent i klassen om de problemer, Marcus har. Det er en ekstremt rummelig klasse, og Marcus har gode venner, fortæller hans lærer Christian Odgaard.

»Han gik faktisk på et tidspunkt hen til en anden elev og sagde: Du skal fortælle de voksne, hvordan du har det. Fordi han kunne se, at den anden elev havde det dårligt«, siger Christian Odgaard.

Han har fået nogle puljetimer, som han kan bruge på at gå eller cykle en tur med Marcus og tale sammen.

»Vi er fysiske og mentale sammen, og jeg har bevidst holdt fast i min lærerrolle. Vi taler om, hvad vi skal arbejde med i klassen, eller hvis vi skal på en tur«, siger Christian Odgaard.

Det var i nogle af enetimerne, at det gik op for Christian Odgaard, at det var svært for Marcus at sidde i hestesko i klassen. Også selv om han havde den yderste plads. Han manglede en mulighed for at kunne skærme sig af. Sammen har lærer og elev også fundet ud af, at det er vigtigt for Marcus at sidde tæt på en ven.

På samme måde har Christian Odgaard og Marcus talt sig frem til, at klassens stille morgenstart med læsebånd ikke er en god løsning for Marcus.

»Det gjorde det sværere for ham at komme i skole. Fordi læsebåndet var en stille stund. Han kunne ikke flytte fokus fra sig selv på den måde, og det gav ham ingen ro. Nu har vi stadig læsebånd indimellem, men ikke om morgenen«, fortæller Christian Odgaard.

De to taler også om, at det ikke bare skal være en gavebod, hvor Marcus kan vælge til og fra. Der er krav, og både lærere og forældre har talt med Marcus om, at der jo er 21 andre elever i klassen.

Tre parter spiller sammen

Hele forløbet omkring Marcus bygger på et tæt samarbejde mellem skole, hjem og forvaltning.

»Relationsarbejdet er vigtigt. Alle skal ville det her, og vi har nogle forældre, der er åbne, og som spiller med. Derfor kan det lykkes«, siger viceskoleleder Anja Mikolajek.

Ishøj Skole er en lille skole, men ifølge viceskolelederen bør denne form kunne fungere på alle skoler. Større skoler vil have flere resurser, men både leder og PPR-konsulent er enige om, at sådan et arrangement er meget personbåret. Alle skal ville det. I udredningsrapporten fra børnepsykiatrien stod, at det nok var bedre for Marcus at være et mindre sted, i et lille miljø, men på et netværksmøde blev man enige om, at det lød rigtig fint, sådan som alle støttede op om Marcus, om skolen og om hjemmet.

På fire år: Dobbelt så mange elever med autisme fastholdes i skolevægring 

»Marcus har nogle opmærksomhedspunkter inden for det autistiske spektrum, men ikke nok til en diagnose. Kognitivt skal vi arbejde med små dele af det, han er angst for, men vi skal justere i det små. Man må ikke give op. Det er min erfaring, at når det handler om skolevægring, kan det desværre tage op til flere år at få vendt problemet rundt. Der ligger et massivt pres på alle, når et barn ikke kommer i skole. Det pres kan desværre betyde, at man kommer til at slippe en vedholdende indsats for tidligt, fordi man ikke kan se fremgang. Her er det vigtigt, at både skole, hjem og forvaltning skal være indstillet på et kontinuerligt arbejde, som kræver, at der sadles om ad flere omgange, da der sjældent er en lige vej at gå«, siger Susanne Pliniussen.

Anja Mikolajek understreger, at det også er vigtigt, at man kan tale ærligt om, hvad man gør ved de faglige huller, og kan tale med familien om angsten for, at skolen underretter. Alle skal trække i samme retning og vide, hvad de andre gør.

»Bare tænk på, hvad det kan koste menneskeligt på den lange bane. Nu har vi en elev, der er inkluderet og trives i sin klasse, og så må vi sammen arbejde videre ud fra det«, mener Susanne Pliniussen.