Minoritetsdrenge er på tværs

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er ikke fattigdom og forældrenes lave uddannelsesniveau, der er skyld i, at minoritetsdrenge klarer sig dårligt i den danske folkeskole, viser en ny rapport, »Mehmet og modkulturen«, som Undervisningsministeriet har bestilt. Derimod finder drenge med anden etnisk baggrund på mange skoler mening og identitet ved at definere sig i modsætning til skolens normer og forventninger. De mangler anerkendelse og finder i stedet et fællesskab, som har etnisk definerede grænser - og som ofte ikke ser positivt på lektier eller aktiv deltagelse i undervisningen.

»Selv om drengene fra både majoritet og minoritet har forældre, som har interesse i børnenes skolegang og spørger ind til omfanget af lektier med videre, er der betydelige forskelle i udgangspositionerne. De etnisk danske drenge har som regel mulighed for at få hjælp til lektierne, mens forældrene til minoritetsdrengene sprogligt kommer til kort. Da minoritetsdrengene samtidig oplever et stort pres fra familien - både i forhold til valg af uddannelse og rollen som forsørger - opstår der et paradoksalt misforhold mellem den samlede families muligheder for at støtte drengenes skolegang og forventningerne«, hedder det i rapporten, som tager udgangspunkt i, at drenge fra etniske minoriteter gennemsnitligt får et karakterpoint mindre end danskfødte piger. Men meget tyder på, at det ikke går den rigtige vej med de tosprogede drenges skolepræstationer.

Løsningen på problemerne er ikke bare at efteruddanne alle lærere i dansk som andetsprog, vurderer forfatterne, Rambøll Management og postdoc, ph.d. Simon Calmar Andersen. Det vil kunne hjælpe på nogle af de sproglige problemstillinger, men ikke på tendensen til modkultur og til etnisk segregation. De forestiller sig, at man bør kigge bredere på drengenes tilværelse og sætte ind i den fritid, hvor de »hænger ud« - for eksempel ved at hjælpe dem til at få fritidsjob. Rapporten anbefaler, at man iværksætter kontrollerede forsøg, hvor nogle skoler udtrækkes til at afprøve en faglig strategi og andre til integrationspolitiske tiltag, som skal forhindre, at drengene isolerer sig.

Derudover anbefaler rapporten, at man sikrer, at de etniske minoriteter ikke kommer til at udgøre majoriteten af elever på enkelte skoler. Tendensen til at søge sammen i en modkultur forstærkes nemlig på skoler med mange tosprogede elever, viser undersøgelsen. Det skal ske, uden at man samtidig stempler drengene og dermed forstærker tendensen, og derfor foreslår forfatterne, at man også kigger på bredere bolig- og bypolitiske tiltag mod ghettoisering.

»Mehmet og modkulturen - en undersøgelse af drenge med etnisk minoritetsbaggrund« kan hentes på uvm.dk