Falck og intensivafdelingen på Aalborg Sygehus sørgede for, at Niels overlevede. Hjerneskadesamrådet sørger for livet.

Så klart ser det ud, når Lone Bundgaard Larsen og Jens Kjær skal fortælle om den ulykke, deres søn var ude for sidste år, og ikke mindst om tiden efter ulykken.

»Jeg har aldrig troet, at det gjorde den store forskel, hvilket amt man boede i, men nu er jeg dybt taknemmelig for, at jeg boede i Viborg Amt. For her findes et hjerneskadesamråd for børn og unge. En gruppe meget kompetente folk, der har været uundværlige for os i forbindelse med at få vores søn i gang med sit liv igen«, siger Lone Bundgaard Larsen.

Ulykken skete onsdag den 29. juni 2005 lidt før klokken syv om aftenen. Niels og en kammerat cyklede til aftensvømning ad en cykelsti ved Aalestrup. Normalt er der bomme dér, hvor cykelstien krydser en vej, men de var trukket væk denne aften. Drengene snakkede, og Niels kørte lige ud foran en bil i det ellers stille industrikvarter. Han var 14 år.

Niels fik kraniebrud, hjernerystelse og masser af knubs. På Aalborg Sygehus lå han i respirator og fuld narkose i et døgn, før familien fik at vide, at han overlevede. Først kom glæden og derefter tankerne om hvordan. Hvilke skader havde han, hvordan ville hans liv blive?

Da Niels efter fire døgn slog øjnene op, kunne han genkende sin familie, men de ord, der kom ud af munden på ham, lød i begyndelsen som mudder. Han kunne ikke forholde sig til personer, der ikke var til stede i rummet - bortset fra sin nærmeste familie. Han havde problemer med sproget og med hukommelsen.

På sygehuset havde overlægen sagt: »Bor I i Viborg Amt? Det bliver det ikke ringere af«. Men forældrene forstod ikke, hvad han mente. Han fortalte, at så ville de flytte Niels et døgn til Viborg Sygehus, for så var han inde i systemet. Lone Bundgaard Larsen kunne ikke overskue, at sønnen skulle flyttes, og kunne ikke se grunden. Men så fik hun forklaringen med det særlige projekt, som amtet havde under Hjerneskadesamrådet.

»Dagen efter at vi kom hjem fra sygehuset, blev vi ringet op af Aase Tromborg fra samrådet. Og siden har eksperterne spændt et sikkerhedsnet ud under os«.

Forældrene er lærere. Lone Bundgaard Larsen arbejder på Vestrup Skole i Aars, og Jens Kjær på Hvilsom Skole ved Hobro. Familien består foruden Niels også af hans storebror Christian.

Neuropsykolog Aase Tromborg og neuropædagog Lene Daugaard fra Viborg-projektet under Hjerneskadesamrådet regnes næsten også som medlemmer af familien. De kom på besøg, ugen efter at Niels var kommet hjem. Siden har de været på besøg nogle gange, og familien var i begyndelsen i kontakt med dem flere gange om ugen.

»Det har betydet alt. Vi har fået hjælp fra dag ét. De har forklaret og støttet. Fortalt hvor meget vi kan og skal kræve af Niels, hvor tit han skal hvile, hvad vi skulle gøre i forhold til skolen, at han kunne få ekstra tid til forberedelse og til eksamen, og de har støttet os i også selv at komme videre«, siger Lone Bundgaard Larsen.

»De er gode til at sige, at nu tager vi det stille. De kan også sige det til Niels. Det har været optimalt«, mener Jens Kjær.

Niels bliver jævnligt undersøgt af de mange kapaciteter i Hjerneskadesamrådet - både fysisk, psykisk og neurologisk.

Forældrene fortæller, at de ville have gjort meget forkert, hvis de ikke havde fået hjælp.

Niels fik det hurtigt bedre i løbet af sommerferien 2005, og han ønskede selv at komme tilbage i sin klasse. Hans forældre mente, at det var i orden at begynde i klassen. Så kunne de altid se, om det gik, og skrue ned for blusset, hvis det blev nødvendigt.

»Aase og Lene sagde klart nej. Han måtte ikke begynde på fuld tid i skolen. Han skulle have pauser og hvile sig, for det tager et år for en hjerne at hele. Han måtte ikke koncentrere sig for længe ad gangen«, siger Lone Bundgaard Larsen.

Så Niels begyndte med tre timer om dagen i skole. Hans mor fortæller også, at hvile for hende var at ligge ned og bestemt ikke at læse eller se på computerskærm. Men eksperterne sagde, at hvile er at skifte aktivitet, så det var okay at læse, se tv eller sidde ved computeren.

Pauserne var vigtige og struktur også. Lene Daugaard udarbejdede et skema over Niels' hverdag. Før ulykken var han blevet optaget i musikskolens talentklasse, hvor han spillede elbas og klaver, og efter et stykke tid fik han igen lov til at spille. Skoletiden er der blevet skruet langsomt op for. For eksempel kan han få lov til at spille til skolefesten, men så må han holde fri hele næste dag.

»Hvis vi ikke havde fået den hjælp, var han begyndt på fuld tid i skolen. Så ville han have risikeret at opleve nederlag, når han ikke kunne klare det. Han kunne have mistet gejsten, og så kunne det virkeligt blive svært. Det forklarede de os, for det havde de set for mange gange«, siger Jens Kjær.

Foruden hvile og pauser skulle Niels genoptrænes både fysisk og psykisk ved for eksempel at lege ordlege. Hans lærere har skrevet udtalelser om, hvordan han var før, så eksperterne fik et godt billede af hans person. Ikke to mennesker er ens, og hjerner er også meget forskellige.

Når forældrene havde spørgsmål, kontaktede de Lene Daugaard. Skrev de en mail om aftenen med spørgsmål om, hvorvidt Niels kunne deltage i en bestemt aktivitet i skolen, havde de svar næste morgen.

En læge forklarede familien, at en hjerneskade svarer til, at man spreder et puslespil på 5.000 brikker totalt og efterhånden samler brikkerne i små løsrevne grupper. Niels fortalte sine forældre, at det var alt for simpelt et billede. Det var, som hjernen var et bibliotek, hvor alle bøger lå spredt på gulvet, og alle sider var revet ud. Først skulle siderne ind i de rigtige bøger, og så kunne bøgerne sættes på plads.

Hjælpen skal komme lige efter hjerneskaden, hvis man skal genoptrænes optimalt. Samtidig viser ny viden, at alvorlige følgevirkninger ofte først viser sig sent i barnets udvikling.

»Fremover skal kommunerne købe ydelserne, og som forældre skal du have en socialrådgiver til at bevilge pengene. Du skal selv slås for sagen, og det har man ikke overskud til i den situation«, understreger Lone Bundgaard Larsen.

Forældrene frygter, at der bliver for langt til de faglige kapaciteter, når kommunerne skal tage stilling til, hvilken behandling der er nødvendig efter en hjerneskade.

»Jeg kan grue for de børn og familier. Ulykke og sygdom tager så meget på kræfterne. Jeg fik en meget kort navlestreng og et stort behov for at passe på min søn. Så familien har også brug for hjælp«.

Hele forløbet har slidt grundigt. Lone Bundgaard Larsen måtte tage en sygemelding på et par måneder. Men de fremhæver deres gode kolleger og den store opbakning i lokalområdet. Mens Niels lå på intensivafdelingen, var Jens Kjær henne hos købmanden og hænge sedler op om, hvordan sønnen havde det. Alle fulgte med.

»Ulykken gør noget ved os. Vi har alle forandret os«, siger forældrene.

Men fremtiden ser lys ud. Niels går i 10. klasse, og det går godt. Han regner med at begynde i gymnasiet efter sommerferien. |

Viborg Amts Hjerneskadesamråd fik i 2004 satspuljemidler til Viborg-modellen, hvor neuropsykolog Aase Tromborg og neuropædagog Lene Daugaard - begge med lærerbaggrund - har hjulpet familier til hjerneskadede med at få dagligdagen til at fungere.

Når amterne nedlægges 1. januar 2007, forsvinder stillingerne i projektet. Aase Tromborg har fået job på hjerneskadecentret Vejlefjord, hvor også Lene Daugaard er ansat i en tredjedel-stilling. Her kan kommuner fra hele landet fremover købe ydelserne.

Læs om Viborg-modellen og bogen »Skolebørn med særlige behov« på Videnscenter for Hjerneskade, www.vfhj.dk