Den nyudnævnte undervisningsminister sidder internt i regeringen i det magtfulde økonomi- og koordinationsudvalg.
Klaus Holsting
Ny undervisningsminister: 'Folkeskolen er hovedopgaven'
Troels Lund Poulsen er Danmarks nye undervisningsminister. Selvom undervisningsområdet er nyt for ham, har han allerede prioriteterne klar - det handler om folkeskolen.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I det historiske Færøsk Pakhus, hvor Undervisningsministeriet har sine tilstødende lokaler, var gemakkerne fyldt til bristepunktet med pressefolk, der skulle overvære endnu en officiel skiftedag i Undervisningsministeriet, kun lidt over et år siden Tina Nedergaard (V) havde overtaget ministeriet efter Bertel Haarder (V).
Troels Lund Poulsen er noget overraskende blevet regeringens nye undervisningsminister. Og den 34-årige tidligere skatte- og miljøminister, virkede ikke som en mand, der havde fået lang forberedelsestid til at sætte sig ind i uddannelsesstoffet.
At uddannelsespolitikken aldrig har været Troels Lund Poulsens spidskompetence, var han selv den første til at indrømme, da han sammen med den afgående minister Tina Nedergaard i Undervisningsministeriet blev præsenteret som ny minister. Alligevel satte han med det samme fokus på grundskolen.
"Det er helt ny for mig, det her, og derfor står jeg heller ikke her med en færdig programerklæring, men jeg glæder mig til at sætte mig ind i et nyt stofområde. Folkeskolen er hovedopgaven, og vi skal have en folkeskole i verdensklasse", sagde den nyudnævnte minister.
Rutineret forhandler
Foran Troels Lund Poulsen ligger en række forhandlingsopgaver, blandt andet skal folkeskolereformen med departementschef Sophus Garfiels ord "sejles i mål" og netop den del af det nye job har Troels Lund Poulsen positive forventninger til.
"Det er ikke nyt for mig at forhandle med KL (Kommunernes Landsforening) og diverse interesseorganisationer. Jeg lavede ikke andet som miljøminister," sagde Troels Lund Poulsen.