Troels Lund fik knap 30 besøgende ved den første træffetid.Christian Grunert
26 håbefulde skolefolk og én dino ville besøge Troels Lund
Håbefulde skolefolk og en skuffet dinosaurus havde medbragt undervisningsmaterialer og en ordentlig stak gode ideer til ministeren ved fredagens første træffetid i Undervisningsministeriet. Nu venter de på svar fra ministeren i denne måned.
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Klokken er 14.45, og de fremmødte til dagens træffetid i Undervisningsministeriet bliver eskorteret op til det mødelokale, hvor de skal vente på at få deres maksimalt 10 minutters taletid med ministeren.
Annonce:
Der er i alt afsat to timer til arrangementet, som Troels Lund Poulsen har valgt at genindføre, efter han blev ny minister.
26 sedler bliver delt ud til de forventningsfulde spørgere af en medarbejder fra ministeriet.
Allerede halvanden time tidligere havde John Christensen som en af de første taget plads foran porten til ministeriet. Siden 2002 har han forsøgt at skabe opmærksomhed omkring sit såkaldte Chriba-alfabet, som er et sæt mærkater, man kan sætte på sit computertastatur, så de mindste elever kan se både de små og de store bogstaver.
"Jeg vil prøve min chance i dag. Det vil så være den tredje undervisningsminister, jeg har henvendt mig til", forklarede han.
Annonce:
Skuffet dinosaurus
Da der er gået ca. et kvarter, og der tilsyneladende ikke er flere besøgende til ministeren, kommer der pludselig en person i et grønt dinosaurkostume vraltende hen over Prinsens Bro med retning mod Undervisningsministeriets hovedindgang.
Ved indgangen henvender denne grønne dinosaurus og ledsager sig til vagten.
"Er det for sent at komme til at tale med ministeren", spørger ledsageren vagten.
Annonce:
Vagten tager telefonen.
"Ja, I er desværre for sent på den", siger vagten.
"Men vi er gået helt fra Christianshavn, og Dino kan bare ikke gå særligt hurtigt", forklarer ledsageren.
"Desværre", siger vagten.
Annonce:
Ledsageren, Tav Klitgaard fra firmaet 'ABCity', var skuffet. Han og Dino havde håbet på at skulle demonstrere sine læselæringsspil for de 4-7-årige for ministeren.
Efter ca. 10 minutter var John Christensen tilbage foran indgangen, efter at have talt med ministeren og foræret ham et eksemplar af sit alternative tastatur til ministeren. Og han var godt tilfreds.
"Ministeren lovede mig, at han ville vende tilbage, så det ser jeg frem til", sagde han.
Troels Lund: En blandet landhandel
Annonce:
Af de mere kendte ansigter ved fredagens fremmøde var også tv-værten Thomas Uhrskov, som de fleste nok kender for hans skiprogrammer på TV2. Det var dog ikke i den egenskab, at Thomas Uhrskov ville tale med ministeren.
"Jeg repræsenterer en forældregruppe på Rudolf Steiner-skolerne, som er i gang med at søge offentlig finansiering af vores 11. og 12. klasser. Vi mener, at det, Steinerskolerne kan tilbyde, er noget, der ville appellere til ministeren", forklarede Thomas Uhrskov.
Men som med de andre besøgende kunne ministeren dog ikke love skiværten noget i denne omgang, men alle vil modtage et svar på deres henvendelse i denne måned, lover ministeren.
"Det viste sig at være en blandet landhandel af mennesker, der mødte op til, med mange gode og forskellige spørgsmål", siger han.
Han kalder fredagens træffetid for en stor succes.
"Egentlig havde vi kun afsat to timer til det, men eftersom der var så mange fremmødte, syntes jeg, vi skyldte at tale med dem alle sammen, og derfor blev vi lidt senere færdige", siger undervisningsminister, Troels Lund Poulsen (V).
Træffetiden vil nu være en tilbagevendende månedlig begivenhed, så de, der ikke nåede med i første omgang, kan prøve lykken igen i juni.