Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Tesfayes forslag til ændringer i Ordensbekendtgørelsen har ledt til en ophedet debat om konsekvenser, børnesyn, sanktioner, forebyggelse og disciplin. Jeg vil gerne bidrage med nuancer til de udtalelser, jeg har præsenteret i diverse medier med kort taletid.

Som alle andre er jeg optaget af, at skolen bidrager til alle børns trivsel og udvikling. Dette er ikke det samme som konfliktsky hensynsbetændelse. Det er ikke altid hyggeligt at bidrage til børns udvikling, for ofte skal voksne insistere på noget, børn ikke har lyst til – for eksempel at rydde op efter sig, vente på tur eller aflevere noget, de ikke må have.

Her kan der være indlejrede naturlige konsekvenser, som børn kan være stærkt utilfredse med, samtidig med de lærer af det. For eksempel at rodet stadig venter på en næste dag, eller at man mister sin tur. Men sanktioner som eftersidninger og eksklusion er ikke naturlige konsekvenser, og man ved, at det kan lede til øget aggressiv og voldelig elevadfærd. Det er altså ikke nogen farbar vej at gå.

Hvad skal læreren stille op?

De sikre løsninger går på to ben. Jeg er dermed helt enig med Niels Christian Sauer i, at hvis skolens fællesskaber skal fungere, må vi både fokusere på forebyggelse og indgriben. For hvad skal læreren stille op i forhold til tre unge i 9. klasse, der lige nu har en meget voldsom adfærd. Og også har gjort hårde ting ved andre børn efter skoletid?

De tre unge har lidt under for dårlig kvalitet i daginstitution og skole, men hvad hjælper det at pege på manglende forebyggelse som forklaring, når læreren står lige midt i tumulten?

Her er der brug for følgende muligheder for indgriben:

• Et akutberedskab der via roskabende pædagogik kan håndtere en opstået konflikt, så den ikke eskalerer. Det kan være nødvendigt at anvende magt over for en elev, “for at afværge, at eleven øver vold mod sig selv eller andre eller ødelægger eller beskadiger ting”, som det allerede i dag fremgår af Ordensbekendtgørelsen. En sådan fysisk guidning bør dog kun ske af personale, der er opkvalificeret i konfliktnedtrappende praksis.
• Dæmpning af de unge med tid i et af skolens “Pitstops”, hvor man kan være med trygge voksne i en mindre ramme med meningsfulde aktiviteter.
• Genoprettende praksis hvor man blandt andet gennem mægling styrker empatien hos den, der har gjort noget hårdt ved en anden og styrker trygheden hos den, der har været udsat for noget hårdt (se her, hvordan der arbejdes i Albertslund med støtte fra Det Kriminalpræventive Råd.)
• Derudover er der også brug for støtte til familien

De indgribende indsatser kan dog ikke stå alene. Det er som bekendt helt nødvendigt med forebyggende indsatser, selv om de på det politiske niveau slet ikke prioriteres højt nok i dag.

Det er tiltag, der bidrager til menneskevenlige rammer for både børn og voksne med langt færre svære konflikter. Det er nemlig et miljø, hvor børnene kan realisere deres menneskelighed. 50 års psykologisk forskning viser, at når børn får støttet grundlæggende behov, så vil de udfolde deres medfødte nysgerrighed og deres socialitet. 

Men hvis behovene for autonomi, kompetence og samhørighed hæmmes, får man asocial, kaotisk og disreguleret adfærd, indtil børnene lærer noget andet gennem støtte af deres behov.

Ministerens erkendelse

Børn er dybt tilpasningsdygtige, så når rammer og relationer er hjælpsomme, kan den tillærte negative adfærd ofte ændre sig meget hurtigt. Fordi mennesket som udgangspunkt er socialt og vil bidrage.

Skolen sanktionerer ikke børn, der ikke kan dividere, for der har vi erkendt, at de har brug for støtte og hjælp.

Jeg håber, Børne- og undervisningsministeren når til erkendelsen af, at det samme gør sig gældende i forhold til social opførsel.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk