Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Kan du huske klassens time, hvor vi spiste klassens-time-kage og sammen med vores klasselærer drøftede emner, der optog klassen? Det kan jeg, men desværre vil vores elever ikke i fremtiden kunne huske tilbage på klassens time, for den er blevet en mangelvare i folkeskolen.

I skolen er den individuelle opgaveløsning blevet den dominerende undervisningsform. Det vil sikkert overraske mange, at den klassiske klasseundervisning er nedprioriteret sammen med projektarbejde, emnearbejde og oplevelsesprægede aktiviteter som teater, lejrskoler og andre aktiviteter, der er med til at skabe stærke klassefællesskaber.

En typisk time med individuel opgaveløsning starter med en kort introduktion fra læreren. Derefter løses skriftlige opgaver af eleven alene eller i mindre grupper. Det kan foregå på computer eller på papir, og kilderne kan være fra en sjælden klassisk lærebog eller oftere fra en digital fagportal. Afslutningsvis er der en fælles opsamling og status.

Når den individuelle opgaveløsning er vundet frem, skyldes det flere ting. Eleverne er aktive og problemløsende, det er lettere at undervisningsdifferentiere, og det giver mindre hjemmearbejde. Samtidig er påvirkningen og presset fra nationale test, læringsmålstyring, Pisa, karakterer og afgangsprøve tydelig, ligesom coronanedlukningernes fjernundervisning forstærkede udviklingen.

Det er efter min mening et katastrofalt tab, at mundtligheden, fællesskabet og det oplevelsesprægede i undervisningen er på retur, og når klassens time også har trange kår, er der ikke mange oaser af fællesskab tilbage i skolen.

Fra klassens time til tilfældigt ansvar

Klassens time kom ind i skolelovgivningen i 1972, hvor det bliver et obligatorisk ”fag,” som skulle tillægges eget timetal. Den skulle fortrinsvis anvendes til varetagelse af klasselærerens sociale og almenpædagogiske opgaver i samvær med klassens elever. Indholdet var især de emner og problemer, som optog eleverne. Det kom der mange forskellige og gode oplevelser ud af, og der blev spist mange udgaver af klassens-time-kage.

Med 1993-loven skulle klasselæreren i samarbejde med eleverne løse de særlige opgaver i forhold til klassen. Klassens time blev afskaffet, og i stedet fik klasselærerens fag en ekstra ugentlig time som klassens tid. Klasselæreren skulle sammen med eleverne træffe beslutning om, hvorledes ”klassespørgsmål” skulle drøftes. Det betød, at eleverne som hidtil selv kunne tage spørgsmål op til diskussion.

Men med folkeskolereformen i 2014 blev klassens tid afskaffet. Opgaven som klasselærer skulle nu varetages af en af klassens lærere eller uddelegeres til flere af klassens lærere eller pædagoger. Nu skulle der tænkes smartere, og klasselæreren fik mange steder nye navne som kontaktlærer. Alle skulle være med, og ansvaret blev kastet op i luften, og man håbede, at de ansvarsfulde lærere ville gribe opgaven.

Genindfør klasselæreren og klassens time

”Der går min klasselærer” er en af TV2’s signatursange. Sangen gennemsyrer den danske befolknings bevidsthed om klasselæreren i den danske folkeskole. Den har været med til at definere en af folkeskolens helt klare kerneopgaver, og når man siger klasselærer, har eleverne og forældrene en helt klar opfattelse af, hvad en god klasselærer er.

Jeg mener, at vi skal have genindført klasselæreren og klassens time, så fællesskabet i elevernes skoleliv igen kan komme i fokus. Det er ikke nemt at vende den politiske og administrative styringsdagsorden, men en opprioritering af fælles aktiviteter i undervisningen samt mere plads til elevindflydelse vil være et positivt skridt til mere fællesskab i folkeskolen. Det vil klassens time være en god ramme om at skabe, så lad os komme i gang med at genindføre den.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk