Tværprofessionelt samarbejde og praksisnærhed var omdrejningspunktet på årets dialogkonference om PPR, som DPU afholdt i tirsdags.

Lektor Maja Røn-Larsen fra Institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universitet holdt oplæg om ’Hverdagslivets politik’ i PPR-arbejde.

”Lærere siger, at de vil have PPR ud, før det går galt i klassen, men at psykologerne kommer alt for sent. Samtidig siger psykologer, at de vil ind tidligere, men at lærerne først kalder på dem, når det er gået galt”, indledte Maja Røn-Larsen.

Hun har forsket i PPR, siden hun i 2011 lavede sin ph.d. med titlen ’Samarbejde og strid om børn i vanskeligheder – organisering af specialindsatser i skolen’.

Hun trak en linje til politik.

”Vi er vant til at sige, at politik foregår på Christiansborg, men vi skal se på, hvordan vi skaber politik i vores møder med hinanden. Alle vil gøre det godt for børnene, så vi skal få øje på alt det, der sker ved siden af de faste procedurer”.

Psykolog ser ikke sit usynlige arbejde

Lektoren fik selv øje på det, der foregår ’ved siden af’, da hun fulgte en psykolog en hel arbejdsdag.

Her var Maje Røn-Larsen både med til opstartsmøder, netværksmøder og møder med ledelsen, og hun gik også med ud på parkeringspladsen, når psykologen havde en lærer eller forælder i røret.

”Ved 17-tiden sagde psykologen, at hun ikke kunne forstå, at hun blev så træt. For når hun så i sin kalender, var der huller imellem alle de planlagte aktiviteter. Men dem brugte hun til at tale i telefon med lærere og forældre for at lave aftaler og give gode råd. Nogle gange afgør dette usynlige arbejde forandringer for børn, som er i klemme, så for mig er det væsentligt, at hun hæfter sig så lidt ved den del af sin indsats, at den bliver usynlig for hende”, sagde Maja Røn-Larsen til de 200 konferencedeltagere.

For at få et begreb på de opgaver, som på den ene side ikke er planlagt, men på den anden side kræver både indsigt og fleksibilitet, kaldte Maja Røn-Larsen det for mellemrumsarbejde.

Men det forkastede hun. For psykologer skal også overveje, hvordan de planlægger møder og sørger for, at SFO-pædagogen får taletid. I stedet bruger hun begrebet corridor-casework.

”Udtrykket fungerer på engelsk, men på dansk lyder det som korridorsnak, og det dur ikke. For det handler om at udforske de konflikter og muligheder, der er i spil i en børnegruppe og i samarbejdet mellem børns voksne, og man skal også få øje på faldgruberne”, sagde Maja Røn-Larsen og bønfaldt tilhørere om at lade være med at oversætte begrebet til dansk.

Psykologer snyder sig til viden om klasser

Den manglende anerkendelse af betydningen af corridor-casework hænger sammen med en længsel efter orden.

”Vi forestiller os, at vi skal kunne beskrive det. Ellers eksisterer det ikke. Alle kommuner leder efter den rigtige måde at organisere det tværprofessionelle samarbejde på, men det er illusorisk at tro, at man kan finde en standard. For det handler om, at der er plads til, at medarbejderne kan se de sprækker, der opstår i forhold til at skabe udvikling hos børn i vanskeligheder”, sagde Maja Røn-Larsen og viste med to psykolog-citater andre former for corridor-casework:

"Jeg smutter tit lige forbi bare for at høre, hvordan det går nede i 4. c”.

”Jeg kommer altid lidt før og stiller mig ved siden af kaffemaskinen på lærerværelset. Så taler vi om vejret og alt det, og så kan jeg også lige høre, hvordan det går med Melissa nede i 6., eller hvad de har fået ud af resurseforløbet i 3.”

”At psykologer på den måde snyder sig til viden om klasserne er centralt i forhold til, at de og lærerne kommer til at kende hinanden”, sagde Maja Røn-Larsen.

PPR-ledere skal anerkende corridor-casework

”Hvad er så det gode samarbejde mellem skole og PPR”, lød et spørgsmål fra salen.

Det er ikke nemt at svare på, erkendte Maja Røn-Larsen.

”Det går rigtig godt de steder, hvor det er muligt at gribe det uforudsete, men jeg har endnu til gode at se et vellykket netværksmøde. For når mødet er i gang, lukker det for sprækkerne til udvikling. Det kan være noget banalt, som at en marginaliseret dreng bor ude, hvor Rasmus også bor, og at de har gået til spejder sammen, så kan vi bede dem om at følges i skole? Eller hvorfor vil en dreng på en bestemt specialskole? ’Gud, hans bedste kammerat hjemme fra gården går dér’. At man griber de muligheder, der opstår, kan man ikke metodegøre”.

En centerchef savnede fokus på ledelsesperspektivet og ville dels vide, hvad han kan gøre for at skabe en styrket praksis, dels hvad han bør fokusere på i forhold til skolelederne.

”Vi kan ikke lade være med at holde corridor-casework. Derfor skal man anerkende, at corridor casework eksisterer og gøre det til et rum, man kan blande sig i som leder. Man er også nødt til at skabe betingelser for corridor casework, selv om man ikke kan registrere det. Hvis vi vil have mere af det, skal vi se på den måde, vi registrerer vores arbejde på”, svarede Maja Røn-Larsen.

Studehandler skal frem i lyset

Forskeren understregede sin pointe med endnu et citat af en psykolog:

”Man skal bare også være opmærksom på, at der indimellem indgås nogle værre studehandler ved kaffemaskinen”.

”Studehandler er endnu en grund til, at det usynlige arbejde skal være synligt, så man kan sikre kvaliteten af det tværprofessionelle samarbejde”, sagde forskeren.

Hvis Maja Røn-Larsen var leder af PPR, ville hun få skolelederne til at se på deres måde at prioritere resurserne på.

”I dag skal lærere have prøvet en hel masse, før de kontakter PPR, men det er både dyrt og skidt for barnet, når en sag er kørt så langt ud. Jeg tror ikke, skoleledere altid er klar over, hvor væsentlige de er som gate keepere. Psykologer kan gå fra at græde, når de skal ud til en bestemt skoleleder, til ’Nå, det er Claus, så skal vi nok finde en løsning’. Det er også vigtigt, at tværfaglige møder ligger på tidspunkter, hvor pædagogen kan deltage. Pædagogen ved mest om, hvad der rører sig blandt børnene og har også kontakt til forældrene”, sagde Maja Røn-Larsen.

Selv om psykologer oplever sig selv som ugens gæst på skolen, er psykologen tit samlingspunkt for alle stemmer omkring barnet.

”Opgaven er at få stemmerne til at sige noget meningsfuldt om barnet. Psykologen skal facilitere og være tovholder på samarbejdet mellem parterne, ikke kun på møder, men også når hun løber rundt på parkeringspladsen i regnvejr og taler i telefon med en mor. Det skal vi anerkende”, sagde Maja Røn-Larsen.