Charlotte Husman Hansen har mødt mange elever med den udviklingsmæssige sprogforstyrrelse DLD (Developmental Language Disorder). Først som lærer og siden som om logopæd gennem mange år. Det er udfordrende at give børnene tilstrækkelig hjælp, synes hun. 

Derfor var det i bedste mening, at hun sammen med kollegaen Jana Asmussen-Hansen inviterede fem elever i 6.-7. klasse til DLD-gruppe over to formiddage før sommerferien.

”Jana og jeg har stammergrupper, hvor eleverne oplever et trygt fællesskab om deres fælles udfordringer. Derfor havde vi den tanke, at eleverne med DLD også skulle have viden om deres sprogforstyrrelse, lære strategier og opleve et fællesskab”, fortæller Charlotte Husman Hansen.

Hvem siger, at jeg har DLD?

De to logopæder fra Nordfyns Kommune valgte elever fra 6. og 7. klasse ud fra, at børn på den alder har en vis indsigt i egne vanskeligheder. Men mødet blev snarere en øjenåbner for de to PPR-medarbejdere end for eleverne.

”Vi begyndte med at gennemgå kommunens folder om DLD, som vi tænker, er let tilgængelig, men vi havde overvurderet elevernes sproglige niveau. Vi troede, de kunne samles om, at det kan være svært for dem at forstå lærerne, men vi fik aldrig skabt det frirum, vi ønskede. Enten var eleverne prægede af nederlag, fordi de virkelig er udfordrede i skolen, eller også oplevede de ikke at have sproglige udfordringer. Nogle sagde: Har jeg DLD? Hvem siger det?”, fortæller Jana Asmussen-Hansen.

Det er typisk for børn med DLD, at de prøver at kamuflere deres vanskeligheder.

”Det gør det svært at få dem til at reflektere over, at der er mange ord, de ikke kender, og at de har svært ved at formulere sig”, siger Charlotte Husman Hansen og drager en parallel til gruppen med elever, som stammer.

”Dem samler vi to dage i hvert skoleår, fra de begynder i skole. Vi får god respons på tilbuddet, fordi eleverne møder et frirum og vænner sig til at tale om deres vanskeligheder. Hvis vi havde lavet DLD-gruppen for elever fra indskolingen, havde det måske været anderledes”, siger hun.

Børnene skal lære strategier til selvhjælp

DLD-gruppen blev til, efter at den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation Viso havde samarbejdet med den nordfynske kommune om at kvalificere indsatsen for elever med DLD.

”Otte til ti procent af eleverne har DLD, så det vil være besværligt, hvis vi skal kalde på Viso til den enkelte elev. Vi havde behov for en bredere indsats med et tættere samarbejde mellem PPR og skolerne, for vi kan ikke ’fikse’ børnenes sproglige udfordringer. Vi skal have et fælles sprog for, hvad DLD er, så skolerne bliver opmærksomme på eleverne, hvorefter vi kan bidrage med sparring”, siger Jana Asmussen-Hansen.

Børn med DLD skal lære strategier, som kan kompensere, når de støder på ord eller beskeder, de ikke forstår.

”Eleverne kan lære at tage udgangspunkt i hv-spørgsmål: Hvad skal jeg gøre, hvorfor skal jeg gøre det, og hvordan skal jeg gøre det? Det er en strategi til at bede om hjælp. De kan også lære, at de får et bedre overblik ved at skrive stikord eller lave understregninger i teksten”, siger Charlotte Husman Hansen.

Eleverne kan også få handlemuligheder til, når de støder på et nyt ord i undervisningen: De kan spørge sidemakkeren, de kan prøve at dele ordet op, eller de kan se, om de kan lede noget ud af konteksten.

Nu satser logopæderne på lærerne

Et er elevens egen strategi. Noget andet er, at også lærerne skal være opmærksomme på, hvordan de griber deres undervisning an, så den støtter elever med DLD.

”Lærere kan blandt andet nedsætte deres talehastighed, skrive på tavlen, hvad eleverne skal, og give en særlig instruktion til eleven med DLD”, eksemplificerer Jana Asmussen-Hansen.

Logopæderne satser netop på at klæde lærerne bedre på, nu da det ikke blev vellykket med DLD-gruppen. Det begyndte med en workshop i lærernes forberedelsesuge i slutningen af elevernes sommerferie.

”Vi inviterede alle lærere i kommunen, og 40 tilmeldte sig. Der var en del dansklærere, men også matematik- og naturfagslærere og læsevejledere”, fortæller Ida Jern Worsøe.

Hun er også logopæd i PPR og var med til at køre workshoppen, som vekslede mellem teoretiske oplæg og øvelser. For eksempel havde de tre logopæder fået lærere til at optage deres undervisning, så kollegerne i workshoppen kunne tale om, hvad der fungerede godt, og hvad der kunne gøres anderledes. 

Logopæderne havde bevidst sørget for lydfiler fra forskellige fag, for DLD vedrører ikke kun sproglærere.

”Vi håber, at lærerne udbreder på deres skoler, at også eksempelvis matematik- og fysiklærere kan bruge viden om DLD i deres undervisning”, siger Charlotte Husman Hansen.

Lærerne prøvede DLD på egen krop

I en anden øvelse prøvede lærerne, hvad det vil sige at have DLD. Først læste Jana Asmussen-Hansen en beskrivelse af en kage op på tysk. Det skete med hurtig oplæsning, uden øjenkontakt og uden visuelle hjælpemidler.

Bagefter gentog hun seancen, men langsomt og med små pauser, øjenkontakt, gestik, mimik og understøttende billeder. Forskellen var mærkbar.

”Pludselig kunne lærerne forstå, hvad teksten handlede om, selv om de ikke nødvendigvis var gode til tysk. Lærerne gik ikke fra workshoppen med endnu en opgave, men med blod på tanden til at lave små justeringer, som elever med DLD har brug for, og som har en effekt for hele klassen”, siger Ida Jern Worsøe.

At bruge visuelle redskaber kræver forberedelse, men man kan bruge kropssprog og mimik her og nu, tilføjer Jana Asmussen-Hansen.

Eleverne skal have mod på at spørge

De tre logopæder kan mærke, at workshoppen giver resultater.

”Vi har alle fået henvendelser fra lærere, som er kommet til at tænke på, at en elev måske har DLD. Næste skridt er, at vi laver en logopædisk udredning af eleven”, siger Ida Jern Worsøe.

Desto bedre skoler og dagtilbud bliver til at finde børn i risikogruppen for DLD, jo før kan logopæderne udrede dem, så man kan begynde at arbejde med børnene.

”DLD kræver dagligt arbejde, for børnene skal høre tingene mange gange, før de forstår, at de skal lære at lære. I dag får mange med DLD ikke en uddannelse, og de har større risiko for at udvikle angst og depression og blive kriminelle. Ved at gribe tidligt ind håber vi, at elever med DLD ikke bliver tabt på ungdomsuddannelserne, men at de får mod til at sige, at de har brug for hjælp, når der er noget, de ikke forstår, så de kan få større livskvalitet som voksne”, siger Charlotte Husman Hansen.

Indsatsen skal primært ligge på skolerne

Selv om logopæderne ikke fik det ud af DLD-gruppen, de havde regnet med, var det ikke spildt at samle eleverne.

”Vi bliver hele tiden klogere på praksis, og mødet med de fem elever har gjort os skarpere på deres udfordringer. Vi var sammen med dem to hele formiddage, og det gav anderledes samtaler, end når vi udreder for DLD. Derfor blev det en øjenåbner for os: Hold da op, her er nogle elever, som har det sværere, end vi havde regnet med”, siger Jana Asmussen-Hansen.

En DLD-gruppe, som mødes et par dage om året, kan slet ikke imødekomme elevernes behov, mener logopæderne. Derfor skal indsatsen i højere grad ligge på skolerne.

”DLD-gruppen kan være et fint supplement, men hovedparten af indsatsen bør centreres omkring elevens hverdag i skolen, gerne med støtte fra skolens logopæd, læsevejleder og andre resursepersoner”, siger Charlotte Husman Hansen.

Trekløveret vil invitere lærerne i Nordfyns Kommune til en ny workshop om DLD til sommer.