Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Det er en ynkeligt endnu engang at se Socialdemokratiet iscenesætte sig selv som progressiv skolepolitisk aktør med et spinbudskab om, at skaden fra reformen i 2014 kan rettes op ved at justere lidt i ordensbekendtgørelsen og gøre den en tand mere korporlig. Selve det forhold at partiet tilskriver bekendtgørelsen så stor betydning for folkeskolens genopretning, er det bedste bevis på, hvor katastrofal udviklingen har været efter 2012-13, og hvor nødvendig en genopretning er.

Undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) har søsat otte justeringer af ordensbekendtgørelsen, der skal gøre det mere tydeligt, hvordan lærere og ledelse kan handle for at sikre ro og orden i folkeskolen. Justeringerne fremtræder dog mere som luftige anbefalinger end konkrete, praksisnære handlemuligheder i hverdagen.

Tyren ved hornene

Tillad mig at løbe dem igennem fra en ende af:

»Bedre beskyttelse af elever, ansatte eller andre, der er påvirket af andre elevers dårlige opførsel« skal opnås på tautologisk vis med »større hensyn til de elever, ansatte eller andre, som bliver negativt påvirket af andre elevers opførsel«.

Der skal indføres en ”skoletjeneste”, hvor ”elever hjælper med oprydning ifm. Eftersidning”. Eleverne kan for eksempel ”blive bedt om at hjælpe med oprydning eller lignende, således at der anvises en konkret vej til at genoprette skaden på fællesskabet”. Her er sproget afgørende. Eleverne bliver ”bedt om”, ikke ”sat til”. Hvad hvis de takker nej?

”Hvis en elev har behov for en øjeblikkelig indsats”, skal der ydes ”akutindsats med hurtig hjælp”, så der kan ”sættes en specialpædagogisk indsats i gang”. Det kræver mange resurser. Bliver de stillet til rådighed?

”Øget fleksibilitet” skal gøre det »lettere at flytte en elev til en anden skole, hvis det er nødvendigt«. Hvordan sikrer man udspillet imod at kamme over i en overdreven eksportpraksis som følge af krav fra forældreside – når det nu er muligt at komme af med den umulige elev. Den øgede fleksibilitet forudsætter desuden, at den modtagende skole også kan se nødvendigheden og accepterer, at det lige er dén, der skal løse problemet.

Med ”fokus på digital adfærd” ønsker Tesfaye, at ”det bliver tydeligere, at ordensbekendtgørelsen også kan benyttes ved dårlig opførsel og krænkelser online over for andre elever eller skolens personale. For eksempel ifm. mobning på sociale medier”. Har han et bud på, hvor stor effekt en sådan tydeliggørelse vil få?

Så tager Tesfaye tyrene ved hornene: Forældrene ”skal tage deres del af ansvaret”, ja, mere end det, de skal have det pålagt: ”Skolen kan give forældre konkrete opgaver eller stille krav, der skal hjælpe deres barn med at forbedre sin opførsel i skolen.” Har ministeren gennemtænkt dette punkt? Det kan potentielt blive uhyre konfliktskabende at omsætte det til praksis.

Et udemokratisk, politisk attentat

Med adresse til ordensbekendtgørelsen stiller tidligere lærer, nu læringskonsulent Cecilie Guldbrandsen på folkeskolen.dk spørgsmålet: ”Er vi ved at gøre børnene ansvarlige for en presset folkeskole, som de voksne har skabt?”. Mit svar er klart: I den grad!

Cecilie Guldbrandsen har et bud på, hvad der skal til for at løse folkeskolens problemer: ”Det vil først og fremmest indebære en skole, hvor vi indser, at nøglen til den trygge skole er lærerne. Hvis de har tid til omsorg og forberedelse, og hvor de ikke hele tiden er på vej til den næste time eller det næste møde, vil vi have en skole, som lærerne har lyst til at blive i.”

Beskrivelsen passer på den folkeskole, som Socialdemokratiet i 2012-13 var hovedkraften bag at smadre med et udemokratisk, politisk attentat, hvis realitet partiet fortsat på trumpsk vis benægter.

Socialdemokratiets ambitioner for folkeskolen rækker kun til at pacificere symptomer, ikke bekæmpe sygdom. Det sidste ville indebære selvransagelse, ansvarspådragelse og tilførsel af resurser. Så hellere blot lade som om, man gør noget vigtigt.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk