Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Der kan ikke herske tvivl om, at der både blev drukket kaffe og bidt negle på professionshøjskolernes rektorkontorer, i skoleforvaltningerne og på Vandkunsten, da tallene for kvote 2-ansøgere for nyligt landede. Men med undtagelse af Absalon, hvor der formentlig var højt humør og en læreruddannelsesledelse, som helt kikset spontandansede i bar glæde over deres gode resultat, var der en sikkert en mat stemning.

Denne stemning bunder i færre unge mennesker, der ønsker at indtræde i verdens vigtigste profession. Færre børn, der kan se frem til at blive undervist af dygtige, kærlige og veluddannede folkeskolelærere. Ja, faktisk har vi set den tendens siden 2013 - man skulle næste tro, at der skete noget det år, der gjorde, at flere vendte skolen og læreruddannelsen ryggen.

For selvom folkeskoleloven foreskriver, at man selvfølgelig skal have en læreruddannelse for at undervise i skolen, ser vi en stigning i undervisere, der er ansat, fordi de har såkaldt særlige kvalifikationer.

Om de kvalifikationer er en kandidatgrad i pædagogik og tysk, eller om det bare skyldes, at de er gode til at tage telefonen, rimeligt ædru, når den ringer klokken syv med en sød og lidt panisk skolesekretær i røret, skal jeg lade være usagt. Men én ting er sikkert: De har ingen læreruddannelse og er derfor også ofte udfordret i deres møde med børnene.

Der er håb

En del af dem er dog så heldige, at de er voksne, sådan rigtigt voksne, med en akademisk uddannelse bag sig. Og selvom de har erkendt, at folkeskolen og lærergerningen er deres livs projekt, er det umuligt at starte på en læreruddannelse, når de har to børn, huslån og er løbet tør for SU-klip.

Helt ideelt ville meritlæreruddannelsen være løsningen for dem. Her bygges der ovenpå alt det, de kan i forvejen, og de kan ofte studere fleksibelt med andre voksne, der også har fast arbejde i 2.a på den lokale kommuneskole.

Her opstår så det store problem: En meritlæreruddannelse koster op mod 80.000 kroner. Det er mange penge, særligt når skolens efteruddannelseskasse er slunken, og du derfor selv skal betale, samtidigt med at du betaler af på boliglån og ungernes daginstitutionspladser.

Derfor burde regeringen, næste gang finansministeren skal agere julemand og dele gaver ud, vælge at fællesskabet selvfølgelig betaler, når dygtige akademikere ønsker at hjælpe med at løse vores fælles opgave med manglende lærere.

Vi burde også lade fællesskabet betale, når en lærer ønsker at videreuddanne sig i et ekstra linjefag i nogle af de fag, vi mangler allermest - blandt andet tysk, fysik/kemi og musik. 

Eller når inklusionsindsatsen kræver folk, der er uddannet i specialpædagogisk, ja, så betaler fællesskabet også.

Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at mine meritstuderende selv skal betale for at løse en af vor tids største fælles udfordringer, nemlig lærermanglen. Særligt ikke, når der er penge nok i samfundet.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk