Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Mattias Tesfaye har for nylig besluttet at opdatere ordensbekendtgørelsen. Opdateringen dikterer på ingen måde, hvordan uhensigtsmæssig adfærd skal sanktioneres. Den stiller udelukkende en ramme op, som skolelederen selv kan disponere indenfor. Den giver frihed til skolerne.

Ændringen har sat gang i langt mere debat, end den relativt lille skærpelse egentlig berettiger til.

Det er altid sundt med debat, og sidste uges samråd mellem Tesfaye og Lotte Rod om ordensbekendtgørelsen har afsløret en dyb uenighed blandt Folketingets partier om, hvordan vi bedst støtter børns udvikling og trivsel i skolen. Mens Rod argumenterer for, at selv små sanktioner skader børn og sender dem ud af fællesskabet, står Tesfaye fast på, at klare konsekvenser – herunder hjemsendelse i visse situationer og krav om hjælp til oprydning – er nødvendige for at skabe ro og orden i skolen og kan være en vej tilbage til fællesskabet.

Fremkaldervæske over problemet

For mig at se hælder debatten fremkaldervæske ned over et bredere problem i vores samfund: at forældre og skoler i dag mangler vilje til at sætte klare grænser og skabe strukturer, som børnene kan navigere indenfor.

Mange voksne undlader i dag at sætte grænser af frygt for at hæmme børns frihed og trivsel. Men forskning viser, at børn trives bedst med klare rammer og konsekvenser. Børn opdraget i et permissivt miljø har ofte lavere selvkontrol og mangler erfaring i at regulere egne impulser. 

Psykologen Diane Baumrind viser i sine studier, at børn, der får støtte og klare grænser, udvikler sig bedre socialt og emotionelt. Uden disse rammer kan børn have sværere ved at håndtere ansvar, forstå andres behov og tilpasse sig sociale normer, hvilket kan skabe problemer i relationer.

Halvdelen af sandheden

Rod fremhæver, at børn gør det så godt, de kan, og at sanktioner derfor er skadelige. Rods udsagn om, at børn gør det så godt de kan, fremstår sympatisk, men er kun halvdelen af sandheden. Børn gør det i praksis så godt, som de kan under de rammer, de agerer i. 

Hvis vi fjerner de naturlige konsekvenser for uhensigtsmæssig adfærd fra deres rammer, så tager vi samtidig noget vigtigt fra børnene: forståelsen af at deres handlinger har konsekvenser. Uden denne forståelse vil børn ikke gøre det så godt, som de kunne, hvis rammerne bibragte dem forståelsen.

Tesfaye har med andre ord en vigtig pointe i, at børn i nogle tilfælde har brug for at mærke konsekvensen af deres adfærd – ikke for at udstøde dem, men for at give dem en læring om, at der er grænser for, hvad der er acceptabelt. Børn har brug for ydre strukturer til at udvikle deres indre selvregulerende struktur, som allerede Freud beskrev om skabelsen af overjeget.

Formløshedens tyranni

Lotte Rod repræsenterer et børnesyn, der kan spores tilbage til Rousseau, som betragtede barnet som et naturligt og uspoleret væsen, der bedst kunne udvikle sig uden indblanding. Men det barnesyn, som psykologisk forskning i dag viser er nødvendigt, indebærer, at børn bliver mødt med grænser. 

Den danske teolog og filosof K.E. Løgstrup advarede om "formløshedens tyranni", hvor fraværet af faste rammer fører til en tilstand uden retning og stabilitet. I en sådan formløshed risikerer børn at opleve en dyb usikkerhed, og en del af den mistrivsel, vi ser, kan sandsynligvis spores tilbage til en sådan moderne grænseløshed.

En generation af usikre unge

Sanktioner og konsekvenser behøver ikke at være hårde eller ekskluderende – de kan også være udtryk for omsorg og ansvarlighed.

Forældre og skoler bør derfor ikke frygte at sætte klare grænser. Vi skal som samfund gøre op med formløshedens tyranni, som risikerer at skabe en generation af usikre unge. Opdateringen af ordensbekendtgørelsen er et lille men godt skridt i denne retning.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk