Debat

Hendes hænder var rødglødende, nu er de bidende kolde, skriver Cecilie Guldbrandsen.

Skolekonsulent: Jeg har selv brokket mig over, at de har jord i hovedet

En folkeskolelærer går ikke ind i 5.a og fortæller dem, hvor seje de er, men at 5.b er nogle røvhuller, skriver Cecilie Guldbrandsen. Hun er blevet opmærksom på en giftig tendens.

Offentliggjort

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Man kan næsten se det for sig: Et knastørt kontormiljø med mørkegrå kontorstole, laminat-hæve-sænkeborde og kunstige planter. Det eneste, man kan høre, er lyden af fingre, der kribler på tastaturerne og dybe suk. Måske kaffekoppen også en gang imellem rammer skrivebordet. Med andre ord: Det er alt andet end en livlig skolegård.

Når vi snakker om skole, sammenligner vi alt for ofte de kolde og varme hænder. Budskabet er ikke til at tage fejl af. De varme hænder sidder på heltene, og de kolde sidder selvfølgelig på skurkene. Men hvorfor har vi skabt det her behov for at stille hænderne op mod hinanden?

Jeg har selv siddet med min lunke lærerværelseskaffe og brokket mig over, at dem inde i ministeriet intet ved om kerneopgaven. At de har jord i hovedet. Jeg tror ikke, jeg er den eneste.

Jeg har hadet, når jeg på et netværksmøde fik besøg af en konsulent udefra, som skulle fortælle mig om de udfordringer, mine elever havde. For som lærer vidste jeg klart bedst. Den følelse tænker jeg heller ikke, jeg er ene om.

Og værst af alt, så fik jeg nærmest ild i øjnene, når en udefrakommende embedsperson holdt oplæg til vores lærermøder om et nyt såkaldt spændende tiltag i kommunen. For gang på gang lød det mest af alt som forklædte sparerunder. Den ild har jeg også set i mine lærerkollegaers øjne.

Jeg havde rødglødende lærerhænder

Undervisningsministeren er glad for de varme hænder, det er vist ingen hemmelighed. Så sent som 2. september kom regeringen med et forslag under overskriften ”Flere ressourcer i klasseværelser, færre bag skrivebordene”.

Det er heller ingen hemmelighed, at ministeren ikke er glad for de kolde kontorhænder i hans eget ministerium. Det virker næsten som om, det er på grund af hans projekt, der netop er blevet varslet massefyringer i undervisningsministeriet med den nye finanslov.

Jeg var lærer med rødglødende lærerhænder, men i dag sidder jeg med bidende kolde konsulenthænder, og mit eget personlige skifte har gjort mig opmærksom på noget giftigt.

Alle som arbejder med skole og undervisning – uanset hvilken temperatur deres hænder har – vil børnene det bedste. Og det er virkelig en uhensigtsmæssig kløft, vi har skabt, mellem to grupper af mennesker, som faktisk er enige om rigtig meget. Nemlig at skolen er vigtig, og at den kræver de dygtigste mennesker, før vi kan komme i mål.

Jeg tror desværre, at vores politikere har været med til at skabe den her voldsomme kløft i frygt for at gøre en hel profession kede af det.

Ingen kolde hænder kan lykkes med deres arbejde uden de varme hænder og omvendt. Det er et parløb og ikke et kapløb om, hvem der er vigtigst for børnene. Jo dybere den her kløft bliver, jo sværere bliver det at skabe en trivselsfremmende folkeskole.

Der er helt sikkert en ubalance i mængden af kolde hænder og den voldsomme lærermangel, vi ser. Men det hjælper slet ikke lærerne at forære dem et fjendebillede. En folkeskolelærer går jo heller ikke ind i 5.a og fortæller dem, hvor seje de er, men at 5.b er nogle røvhuller.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk