Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

”Sommetider bliver det værre og værre, jo mere man prøver”.

Udtalelsen er fra en elev i 3. klasse, der talte med den amerikanske uddannelsesforsker Robert McDermott til artiklen Hvordan indlæringsvanskeligheder skabes for børn, der udkom for mere end 40 år siden.

Det kan virke støvet at fremhæve så gammel en tekst, men den har aldrig har været mere aktuel end nu, hvor flere børn mistrives og får diagnoser.

Robert McDermotts skoleforskning kritiserer den vestlige tendens, hvor vi tidligt beskriver børn ud fra særlige karaktertræk og afvigelser i deres udvikling. Det uheldige er, at barnets manglende kompetencer fagligt og socialt bliver analysens genstand. For måske er det netop det, der føles stigmatiserende og hindrer barnet i at opnå kompetencer?

Mød Antons vanskeligheder

Lad mig give et eksempel: Anton i 5. kl. er diagnosticeret med ADHD og indlæringsvanskeligheder af både PPR, psykiatri og skolen. Han omtales som et ”inklusionsbarn” med mange svagheder.

Tidligere var han ivrig efter at deltage i undervisningen, men nu virker han trist og kommer ofte i konflikter. Han har svært ved isolerede, kognitive opgaver og scorer lavt i standardiserede prøver, for eksempel dem fra læsevejlederen.

Anton har fået specialundervisning, en-til-en undervisning og haft samtaler med inklusionsvejlederen om hans ADHD, men han trækker sig alligevel mere og mere fra fællesskabet og har mange faglige huller. Selv giver han udtryk for, at han hellere vil have en person, der støtter alle i klassen, end en, der kun hjælper ham.

På opfordring fra skolens ledelse og PPR-psykologen skriver klasseteamet et pædagogisk notat. Her beskrives alle Antons vanskeligheder.

Gør plads til eksperimenterne

Jeg mener, at fokus og beskrivelserne af Antons problemer er en statisk tilgang til ham.

Skolens fokus er på, hvad Anton skal lære og præstere, og mindre på motiver og muligheder for at inddrage ham i undervisningen. Set i den sammenhæng opleves Anton som forstyrrende og udenfor fællesskabet.

Men i madkundskab er Anton en helt anden. Han er motiveret, samarbejdsvillig og eksperimenterende. Og når han ikke kan læse et ord i opskriften, hjælper en kammerat.

Her er han udholdende og har færdigheder. For her er det nemlig okay at prøve sig frem. Det er ikke Antons erfaring i skolens andre fag.

Vores børnesyn står i stampe

Min hypotese er, at skoler og PPR alt for systematisk placerer elever efter deres præstationer og måske også testresultater – og at det bliver en hindring for udvikling.

Der er også en risiko for, at skoler og PPR’s måde at måle præstationer på – for eksempel med IQ-test – unødvendigt er med til at degradere de elever, der scorer lavt.

Vi må ligesom Robert McDermott derfor spørge, om vi forsat vil lade børn som Anton opleve skolen som en fiasko?

Svaret er selvfølgelig nej. Det er en skandale, at så mange børn i dag mistrives, og at vores løsning er at sige, at de ikke præsterer godt nok, og derfor bør tilbydes mere individuel undervisning.

Kig på det hele menneske

Jeg ved godt, at nogle børn lærer langsommere, eller har brug for en anden undervisning end den gængse i klassen. Indlæringsvanskeligheder kan forsinke et barn – men det må ikke ødelægge det.

Det er vigtigt at forstå, at indlæringsvanskelighederne ikke er psykologiske træk ved Anton, men derimod konstrueres i den skolemæssige ramme og påvirker Antons selvforståelse og forståelse af omverdenen.

Derfor skal vi skifte fra et kompenserende til et styrkebaseret børnesyn, hvor eleverne er eksperter og selv viser os, hvornår de er livsduelige. Vi ved fra udviklingspsykologien, at børn lærer i motiverende og legende situationer. Lad os derfor starte med at lave tiltag her.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk