Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Elevsager med vold, trusler og krænkende adfærd har fyldt meget i medierne de seneste år. Det har ikke overraskende skabt stor debat og med rette vakt bekymring. Politikerne har derfor valgt at skærpe skolernes sanktionsmuligheder. Senest har vi set undervisningsministerens bud på en ny ordensbekendtgørelse.

Det er bare ikke flere sanktioner, der er brug for, men derimod en relationsorienteret pædagogik og bedre rammer for skolens arbejde. Derfor har flere organisationer og forskere, herunder jeg selv, sendt høringssvar til ministeren.

For et hårdt sprog, trusler, udadreagerende adfærd og fysisk skadende handlinger på andre, er alt sammen udtryk for at eleven har brug for hjælp. Det samme gælder for de elever og lærere, som handlingerne går ud over.

Den uhensigtsmæssige adfærd viser, at hele fællesskabet er ramt. Enten i den enkelte klasse eller i grelle tilfælde hele skolen. Alt for ofte ser vi dog, at de berørte parter ikke modtager den hjælp og støtte, som de har brug for.

Det har store konsekvenser for de berørte, både de krænkede og udøverne, der fortsat står på kanten af skolens fællesskab, måske endda samfundets. Det skyldes ikke uvilje, men rådvildhed. For hvordan håndterer man alvorlige sager mest hensigtsmæssigt?

Det giver restorativ praksis velafprøvede bud på. Det er dog endnu en relativt ukendt pædagogisk tilgang herhjemme, om end den er udbredt i store dele af verden.

Det afgørende afsæt

Restorativ praksis handler grundlæggende om at genoprette den relationelle skade, som en uhensigtsmæssig handling har forvoldt de berørte parter. Her er der både værktøjer til det fællesskabsopbyggende og forebyggende arbejde.

Helt konkret tages der afsæt i at lytte til de berørte parter og med brug af en spørgeramme hjælpe dem med at sætte ord på deres tanker, følelser og behov. Når børnene får en større forståelse for egne og andres handlinger – både intentioner og skadevirkninger – kan de bedre hjælpes til at træffe klogere valg i fremtiden.

Det er skaden fra vold, trusler og mobning, som værktøjerne i restorativ praksis har fokus på. Sammen med de berørte elever undersøger man, hvad den eller de, der har lidt skade, har brug for.

Det kan handle om tryghed, sikkerhed, at blive lyttet til, genoprejsning eller heling. Dernæst undersøges hvad den elev, der har påført skaden, har brug for. Det kan også være tryghed og sikkerhed, at blive forstået og hjulpet til mere hensigtsmæssig adfærd. Til slut undersøges hvordan eleverne tænker, at skaden kan genoprettes, altså hvilke konkrete handlinger, der skal til. Alt dette gøre i samtaler med dem hver i sær.

Når de er klar, kan de involveres i det genoprettende arbejde. Det afgørende afsæt er, at skolen tager ansvaret for fællesskabet og de elever, som går på skolen.

Tryghed, værdighed og tillid

Eleverne skal ses for deres ressourcer og styrker og mødes på deres velvilje til at gøre godt igen, samtidig med at fokus særligt er på de forurettede og deres behov for tryghed, værdighed og tillid.

Erfaringer fra flere lande viser, at brugen af restorativ praksis kan nedbringe antallet af konflikter, uro, sanktioner og eksklusioner, samt øge trivslen og fremmøde i skolen både blandt eleverne og skolens professionelle.

I New Zealand og Californien er det undervisningsministerierne, der har drevet udviklingen frem ude i skolernes praksis, både med henblik på kompetenceudvikling og finansiering. Herhjemme har enkelte skoler og kommuner selv fundet vej til restorativ praksis og de tilbagemeldinger jeg får herfra, er, at det er hjælpsomme værktøjer.

Jeg har besøgt skoler i de meste fattige kvarterer i San Diego og San Berbardino, som med hjælp af restorativ praksis har formået at skabe trygge, udviklende skolefællesskaber. Også på skoler, hvor elevsammensætningen er præget af stor diversitet og mangfoldighed. Hvis de kan, så kan vi også.

Ph.d. Gro Emmertsen Lund har sammen med John Winslade skrevet bogen ’Restorativ Praksis – stærkere fællesskaber i skolen’, der udkommer i dag.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk