Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Da jeg startede på læreruddannelsen for fem år siden, sagde størstedelen af mine småspændte medstuderende at de ”gerne ville gøre en forskel” og ”være noget for nogen”, da tutorerne på skift spurgte os, hvorfor vi gerne ville være lærere. Det lød som en fed idé – altså at gøre en forskel ude på skolerne og være en vigtig rollemodel.

Efter fire år med praktik, pensum og bachelor blev vi færdige fra Københavns Professionshøjskole, og så vidt jeg ved, er alle fra mit stamhold i job og trives – det er fedt. Men det er helt okay, hvis den forskel, som jeg og mine medstuderende gerne vil skabe, blot er en beskeden en af slagsen – i hvert fald her de første år. 

Vi skal huske at værne om os selv og hinanden. Og ikke mindst vores nyuddannede kollegaer, som pibler frem på skolerne i sensommeren og efter jul. Som lærere har vi mange ansvarsområder, og der er endnu flere ildebrande, vi skal slukke, for ikke at nævne Aula-beskeder, som er svære at svare på. Men vi skal huske at have os selv med, både i studietiden og når vi er uden på den anden side. Jeg vil gerne være en god kæreste, veninde, søster og datter med tid til dem, jeg elsker. Misforstå mig ikke, jeg vil også gerne være en god lærer. Men det er mit job. Ikke min identitet.

Sænk forventningerne

Jeg tror, det er vigtigt ikke at stille for høje krav til sig selv døgnets 24 timer. Som lærer kan man føle sig fanget i krydsilden mellem skolens forskellige aktører og sit eget private liv. For mig er det vigtigere med glade børn og en Julie med overskud til arbejdsdagen end en ekstra side i Fandango.

Det er okay at lave fejl, at have mangler og lære hen ad vejen. Det vigtigste er, at man gør sit bedste og har sig selv med. Mit praksischok var ikke så meget skolens “wow-tempo”, Aula og gårdvagter, men mest af alt, at jeg nu arbejdede fuldtid hver dag og ikke altid kunne indfri mine egne ambitioner. Og jeg arbejder heldigvis et sted, hvor okay også kan være godt nok. Der kan jeg sige fra, hvis jeg føler mig overvældet, og søge hjælp, råd og vejledning uden at nogle ser skævt til mig. De er overbærende og forstående, de har jo også selv været nye i faget og på skolen engang.

Vi kan ikke - og skal ikke – redde verden

Jeg elsker mit arbejde, mine kollegaer og de muligheder, Trørødskolen giver mig. Men jeg er kun 25 år og arbejder sammen med garvede lærere, som startede på skolen, før jeg blev født. Jeg ser op til dem, får hjælp af dem og værdsætter dem, men de hverken kan eller skal redde verden.

Det tror jeg dog, at de alligevel ender med at gøre i sidste ende, når de bliver i lærerfaget i så mange år.

Jeg er så nyudklækket, man kan være, med blot ét år på bagen. Men jeg har allerede lært, at jeg nok skal nå det hele. Så kære nyuddannede kollega: Pas nu på dig selv, og husk at værne om det liv, du har uden for skolen. Brug dine kollegaer og dine studiekammerater, del erfaringer såvel som udfordringer, og tal med dem i din omgangskreds, som laver noget helt andet end dig selv.

Du skal nok komme til at gøre en forskel, ikke blot for eleverne - men også for dig selv.