Juristerne var repræsenteret på gaderne i København og foran Christiansborg med skilte og fakler. Det samme var lægerne.

Men hverken lærere eller pædagoger havde deres egen ’blok’ til en af de første demonstrationer for ofrene i Gaza, som lærer Israa Ibrahim deltog i.

Det ville den 27-årige lærer lave om på. Hun skrev ud i Facebookgrupper, kontaktede arrangørerne af demonstrationerne og lavede sammen med to andre skilte med budskaber som ”Børn i Gaza har ret til liv, leg og læring”, ”pædagoger og lærere for Palæstina” og ”Alle børn skal i skole, ikke begraves i ligkjole”.

”En stor del af ofrene i Gaza er børn, og derfor synes jeg, det er på sin plads, at lærere og pædagoger er repræsenteret til demonstrationerne. Børn i Gaza har et liv så langt fra, hvad vi bør acceptere. Demonstrationerne er en måde at sende et signal til politikerne om, at det er et gigantisk svigt, hvis ikke de presser på for våbenhvile”, siger Israa Ibrahim.

Læreren har været med til at arrangere lærer/pædagog-blokken to gange, senest til den store demonstration i søndags.

Hudafskrabninger og konflikter i frikvarteret

For Israa Ibrahim er krigen ikke langt væk. Hun er selv af palæstinensisk afstamning og har familie både i Gaza og på Vestbredden, ligesom der også stadig er familiemedlemmer i Libanon, hvor hendes bedsteforældre i 1948 blev fordrevet til.

Selv er hun født i Danmark og er i dag folkeskolelærer og underviser i matematik, historie, kristendom og engelsk i 2. klasse på en sjællandsk skole. Det er en ”noget anden verden”, som hun selv formulerer det.

”I begyndelsen af den nuværende konflikt kunne jeg godt blive frustreret over at stå i klasseværelset. Som om, at alt herhjemme var lidt ligegyldigt, når børn på mine elevers alder lider så meget i Gaza". 

"Men nu bruger jeg det som drivkraft. Det er jo præcis sådan her, et børneliv skal være. Med hudafskrabninger på knæene, man skal puste på, og konflikter i frikvarterne”, siger hun.

Det er den uretfærdighedsfølelse, der fik Israa Ibrahim til at tage initiativ til lærer/pædagog-blokken til demonstrationerne. Hun har ikke fuldt overblik over, hvor mange der går med, men alle de skilte, som hun og hendes venner og kolleger har lavet, har været brugt.

”Alle børn har ret til liv, leg og læring. Det er vores budskab. For mig er det totalt upolitisk”, siger Israa Ibrahim.

Sådan taler du med eleverne om krigen i Gaza

"Hvis ikke vi skal kunne tage den samtale i skolen, hvornår så?"

En dag tjekker en pige i Israa Ibrahims 2. klasse ind med en femmer på humørbarometeret, der går fra et til ti. Usædvanligt lavt, tænker Israa Ibrahim og spørger efter lektionen eleven, hvordan hun har det. 

Så græder pigen og siger, at hun har mistet flere familiemedlemmer i Gaza den foregående dag. Pigen får et kram, og imens kæmper Israa Ibrahim en brav kamp for at holde sine egne tårer tilbage.

Israa Ibrahim savner mere opmærksomhed på de elever, der tænker på krigen i Gaza og måske er berørt af den selv. 

Hun husker, at der var meget fokus på at tage samtalen med skolebørn, da det gjaldt invasionen i Ukraine, og nu mærker hun omvendt en del berøringsangst. Det mener hun er et svigt af børnene.

”Jeg oplever, at mange lærere er usikre på, hvordan de skal tale om konflikten. Derfor ender de med ikke at gøre det, fordi det på en måde virker farligt eller for kompliceret. Men børnene tænker allerede på det og hører om det på sociale medier og derhjemme". 

"Så det handler om at aftabuisere”, siger hun.

Israa Ibrahim har hørt historier om børn, der har fået reprimander for at sige ”Free Palestine”, eller tegne palæstinensiske flag med kridt i skolegården. 

For hende er det ukontroversielle handlinger, som vidner om, at børnene kan være personligt berørte af konflikten i Gaza, måske har familie involveret i den, og har brug for at tale om det eller udtrykke deres palæstinensiske identitet.

”Det handler om, at de skal føle sig trygge. At de må godt være bekymrede eller frustrerede eller vrede. Og at man godt må stille spørgsmål, det bliver man ikke antisemit eller terrorsympatisør af. Hvis ikke vi skal kunne tage den samtale i skolen, hvornår så? Hellere tage den åbent, end at børnene vender det indad. Så vokser vreden bare og dermed polariseringen”.

Skoleleder ærgrer sig over Tesfayes brev om antisemitisme

”Du behøver ikke være ekspert”

Israa Ibrahim håber, at så mange som muligt vil tage emnet op i klassen, og på Instagram-siden ’Palæstina i børnehøjde’ deler hun blandt andet opslag om, hvordan snakken om krigen kan foregå med børn og elever.

”Du behøver ikke være ekspert i mellemøstlige forhold for at tage det op i timen. Lav en objektiv historisk gennemgang eller spørg eleverne, hvad de selv har hørt”, siger Israa Ibrahim og efterspørger undervisningsmateriale om emnet, især med den nyeste udvikling som det centrale.

”Og så er det vigtigt at være kildekritisk. Man kan i udskolingen undersøge, hvad der står på forskellige hjemmesider og medier og tale med eleverne om, hvordan det kan være, informationerne bliver gengivet forskelligt, alt efter om du kigger på f.eks. DR, Al Jazeera, FN eller hos israelske myndigheder”.

Omsorg er ikke politisk

Det vigtigste, man som lærer kan gøre, er ifølge Israa Ibrahim at skære det ud i pap, at der ikke er fare på færde i Danmark.

”Børn i den alder kan godt have svært ved at forstå, hvor langt væk det her foregår. Så det er vigtigt at sige, at der ikke kommer til at ske noget for dem her i Danmark, at de er trygge og i sikkerhed. Især i en klasse, hvor der er flere med familieforbindelser i området”, siger hun og påpeger, at det gælder både palæstinensere og israelere.

”Og man kan altid spørge, hvordan nogen har det. Omsorg er ikke politisk. Det gælder både elever, men også de kolleger, man ved er berørte af situationen. Vend ikke blikket væk, men spørg ind og giv et kram. Det foretrækker jeg i hvert fald helt personligt”.