Debat
En undersøgelse viser, at LGBTQ+-elever trivsel markant dårligere end deres klassekammerater. Men et tryggere miljø kan hjælpe med at reducere mistrivslen, skriver to forskere fra VIVE.
Foto: VIVE. Redigeret
Forskere i opråb: 16 procent af LGBT+-eleverne føler sig sjældent eller aldrig trygge på deres skole
Der skal skabes tryggere miljøer for LGBT+-elever i grundskolen. De trives nemlig betydeligt dårligere end deres klassekammerater, skriver to VIVE-forskere.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.
LGBT+-elever trives markant dårligere end deres
klassekammerater. Det viste sidste års VIVE-undersøgelse, som vi stod bag, endnu engang, og det er både
skræmmende og bekymrende.
Skræmmende, fordi tallene er så store: Mere end halvdelen af
LGBT+-eleverne udviser tegn på moderat eller svær angst og depression, og
andelen af LGBT+-elever, der har skadet sig selv inden for det seneste år, er
tre gange så stor som blandt de øvrige elever.
Bekymrende, fordi denne mistrivsel kan forhindre de unge mennesker
i at yde og opnå resultater, som de ellers ville være i stand til. Dette kan
have negative følger både for den enkelte, men også for os som samfund, når vi
ikke formår at få det bedste ud af vores unge. Der er altså god grund til at
sætte ind for at reducere mistrivslen blandt LGBT+-unge både i skolen, men også
i samfundet generelt.
Hverdagsdiskrimination
kan gå ud over trivslen
Noget tyder på, at der i grundskolen er elementer af det,
man kan kalde hverdagsdiskrimination. Det kan blandt andet ses ved oplevelser
af manglende accept og anerkendelse, samt at der ikke er tydelige regler for
god opførsel for eksempel i forhold til brugen af skældsord og mobning
relateret til elevernes kønsidentitet eller seksuelle orientering. Fra
forskningen ved vi, at den slags hverdagsdiskrimination er med til at skabe
mistrivsel. Et første skridt til at bekæmpe denne form for diskrimination er at
identificere og kortlægge den.
Vores undersøgelse fra 2023 viser også, at mere end hver
tredje LGBT+-elev ikke er tryg ved at gå til deres lærere, hvis de oplever
problemstillinger, der har at gøre med deres seksuelle orientering og/eller
kønsidentitet. Ydermere er det mindre end halvdelen af LGBT+-eleverne i
grundskolen, der oplever, at de kan være sig selv på deres skole, og 16 procent føler sig sjældent eller aldrig trygge på deres skole.
Der kan være flere forskellige årsager til mistrivslen. De fleste
unge udvikler sig og bliver mere klar på deres seksuelle orientering og
kønsidentitet i løbet af grundskolen, og det kan påvirke dem på mange
forskellige måder, når de ikke passer ind i majoritetens kategorier. Det kan
altså ikke udelukkes, at LGBT+ eleverne bærer på en mistrivsel, der også vil
eksistere, uanset hvilken skole, de går på.
Ikke et lille problem
Blandt de ældste elever i grundskolen er det 11 procent, som
angiver, at de tilhører LGBT+-gruppen. Det svarer altså til, at der i hver
klasse er mellem en og to LGBT+-elever. Derudover er der en betydelig del
blandt de unge, som er uafklarede omkring deres kønsidentitet og seksualitet.
Der er altså ikke tale om et lille problem for en lille gruppe. Vores
undersøgelse peger på, at et tryggere miljø for LGBT+-eleverne, både i forhold
til de øvrige elever og lærere, og tydelige regler for god opførsel i forhold
til skældsord eller mobning på baggrund af LGBT+ kan hjælpe med at reducere
mistrivslen blandt LGBT+-eleverne. Der findes allerede et vejlednings- og inspirationsmateriale til lærer,
ledere og andre aktører på undervisningsområdet, der kan øge tryghed og trivsel
for LGBT+-elever i skolen fra Dansk Center for Undervisningsmiljø. Så det er bare om at komme i
gang. Vi må gøre noget.
Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk