Drengene bliver hægtet af i uddannelseskapløbet! De røde advarselslamper blinker hidsigt i debatten, men dr.phil. Marie Nordberg - der er en af de fremmeste drengeforskere i Norden - siger stop en halv og klap lige hesten. Det er ikke drengene, der underpræsterer, mener hun. Det er derimod pigerne, der overpræsterer.

»En gang imellem skulle man vende den her diskussion om og spørge sig selv: Har drengene egentlig ikke lagt sig på et sundere præstationsniveau? Måske skulle vi forsøge at få pigerne til at falde lidt ned. Mange af dem satser så hårdt i skolen, at de bliver syge af det. De får ondt i maven og hovedet«, funderer Marie Nordberg.

Hun er forskningsassistent på Institut for kønsvidenskab ved Karlstad Universitet i Sverige og er i gang med et femårigt forskningsprojekt, hvor hun er ude på skoler og gymnasier for at observere og interviewe drenge. Hun har flere lignende projekter bag sig.

Det er især de mellempræsterende og højere præsterende drenge, hun tænker på, når hun siger, at de ligger på et sundere niveau. De lavt præsterende er en anden snak. Dér rækker en kønsanalyse ikke, der må man også tage en klasseanalyse i brug.

»Hvem er det, der havner i restgruppen? Det er socialklasserne snarere end kønnet, der bestemmer, hvem der bliver tabere, og hvem der bliver vindere«, siger hun, der oprindelig er børnehaveklasseleder. Hun uddannede sig til etnolog i 1990'erne.

Det nye i debatten - som Marie Nordberg synes er kørt for højt op - er den stærke fokusering på, at drenge generelt ikke længere kan følge med pigerne i karakterræset.

»Man kan se, at pigerne bliver en del af eliten. At de bliver fremtidige magthavere. Det kan man se af statistikkerne over skolekarakterer. Det er det egentlig nye, men det siger man ikke højt«.

Det har længe bekymret myndigheder og meningsmagere i USA, England og Australien, at drenge præsterer lavere end piger i skolen. I løbet af de sidste år har uroen så forplantet sig til Norden i takt med udbredelsen af nationale og internationale færdighedstest og pædagogisk statistik, som Marie Nordberg kalder »prøveolympiader«.

»Man må se det her med, at drenge præsterer lavere end piger, i en større sammenhæng - for når man kommer ud i samfundet, er det stadig sådan, at det er lettere at nå en højere position i erhvervslivet med en højere løn, når man er mand. Derfor har budskabet i Sverige til pigerne været: I må lære mere, I må blive dygtigere i skolen, så I kan komme i en position, hvor I får økonomiske muligheder for et godt liv«.

»Mens budskabet til drenge har været: I er en privilegeret gruppe, I er vinderne. Og det gør, at drenge egentlig ikke behøver at lære så meget. I hele samfundet og i medierne møder de en mængde mænd, der er nået langt, og som samtidig fortæller, at de fik dårlige karakterer i skolen. Mens forbillederne for piger er kvinder, som har studeret og knoklet for at avancere«.

Det er én grund til, at drenge scorer lavere karakterer. En anden er selve den maskulinitet, drenge får formidlet af medier, forældre og skole, siger Marie Nordberg. Det er en stereotyp mandeopfattelse, der blandt andet byder dem at lægge afstand til skolen og skolearbejdet.

»Drengene opfører sig sådan, som samfundet siger, at mænd skal opføre sig, men bliver så straffet for det i skolen. De har en meget begrænset fortælling om, hvordan en normal dreng skal være. Det gør, at drenge begrænses, mens piger opmuntres til at gå ind i mandlige områder og opføre sig på måder, som vi forbinder med maskulinitet: At erobre plads, lære sig udadagerende kropssprog, lære sig at udtrykke autoritet«.

»Drenge kan ikke på samme måde gå ind på feminine områder, fordi det skaber mistanke om homoseksualitet. På den måde holdes drenge på plads. Det koster en dreng mere at sige: Jeg orker ikke at lave ballade, jeg gider ikke alle de der drengeting, end det koster en pige at gå ind i mandlige områder«.

En »normal« dreng tør brede sig, tør tage ordet, tør drive gæk med læreren og protestere mod undervisningen på egne og andres vegne; tør tage en risiko, fastslår Marie Nordberg. Og hvis han gør det, får han sociale point og høj status i klassen.

»Så man kan sige, at nogle af de ting, der skaber fremgang for drengene senere i livet, giver dem problemer i skolen i dag. Det er nemlig ofte netop de egenskaber, der efterspørges i chefpositioner i erhvervslivet - at føre an, tage risiko, tale på andres vegne, udadvendt kropssprog. Men skolen kan også straffe den slags adfærd. Det kan gå to veje. De kan lykkes eller lykkes mindre godt, så de ikke som voksne kommer til at leve det gode liv, som mange børn og unge drømmer om«.

Det er en udbredt opfattelse i debatten, at rigtige drenge ikke rækker hånden op. At det er svanset at være et dydsmønster. At en rigtig dreng altså per automatik er en dårlig elev. Men det er en sandhed med modifikationer, mener Marie Nordberg.

»Den elev, der ikke er dygtig, ligger lavt i mandighedshierarkiet. Den normale dreng klarer skolen relativt godt. Han er måske ikke helt i top, men hvis han præsterer for lavt, er det ikke godt. Han skal klare skolen, men han skal også være god på en masse andre områder. Han skal kunne tage risiko, han skal kunne forsvare kammeraterne, han skal være en god kammerat, han skal ikke være autoritetstro, han skal turde protestere«.

»De drenge, der er forsigtige, eller som har en krop, der ikke er så stærk, eller som ikke orker at imponere med deres mandighed, kan blive isolerede«.

En dreng, der ikke er dygtig i skolen, kan i en vis udstrækning kompensere ved at være dygtig til sport, men det omvendte kan ikke lade sig gøre. Det er ikke nok at være fagligt dygtig.

»Når jeg følger ungerne i mit feltstudie, så taler de vældig meget om sport. Sport fylder kolossalt meget i skolen i dag. Det er vigtigt at være dygtig til sport, siger de. Man skal også være dygtig i skolen, det er også vigtigt, men man skal ikke tale om det. Du skal ikke fortælle, at du er dygtig, men derimod skal du snakke om resultatet i ishockeykampen i sidste weekend. Skolen er nemlig også et mødested, hvor man møder kammeraterne og snakker med dem. Der er ikke så mange mødesteder i dag. Men det gør, at det faglige kan blive perifert«.

Drenge, der ikke er interesserede i sport, kan falde udenfor.

»Man taler ikke ret meget om de drenge, der er interesserede i poesi, som er dygtige til at formulere fortællinger, skrive, drenge, som interesserer sig for kunst - dem giver man ikke samme opmærksomhed«.

Alle taber på det alt for stereotype mandebillede, der trives i skolen og i samfundet i det hele taget, mener Marie Nordberg. Det fører til for meget uro i klassen, og mange drenge lider under det, både dem, der lever op til det, og dem, der ikke kan eller vil. Det ville være en fordel for både lærere og elever at bryde det op.

»Man kunne for eksempel tage ungdomsmagasiner og soap-serier fra tv ind i undervisningen og analysere og diskutere de meget primitive kønsroller, som de formidler«.

Hun kunne ønske sig en mere bred og mere moderne manderolle.

»En mand, der kan gå ud og sparke fodbold, og som kan snedkerere og se heltefilm, men som også kan lytte og samarbejde, som ikke behøver at kravle op i det højeste træ, som kan leve i gode relationer med kvinder og ikke kun med kammerater. Hvis vi støtter hinanden i stedet for at konkurrere, tror jeg, at vi kan skabe et rigtig godt samfund«, siger Marie Nordberg. |