Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

På tværs af landets kommuner varsles der nedskæringer i budgetterne for skoler og fritidstilbud. Igen.

I sidste uge modtog jeg en mail fra skolebestyrelsen på Skolen ved Søerne på Frederiksberg, der opridsede de planlagte lokale nedskæringer. Nedskæringerne afspejler et selvfølgeliggjort hierarki i forhold til, hvad der skæres på, når der skæres skal, for de orienterer sig samlet mod betingelserne for det pædagogiske arbejde, hvor pædagoger og lærere arbejder med børn og unges trivsel og fællesskaber.

Af skolebestyrelsens mail kan jeg forstå, at der bliver færre pædagoger i skolen, samt at holddeling, to-lærer- og to-voksenordninger, vil blive stort set umulig.

Fra forskningen i inklusion, specialpædagogik og pædagogers arbejde i skolen ved vi, at det kræver gode organisatoriske betingelser at kunne støtte alle børn i at trives i skolen. At være to voksne hjælper selvsagt. Samtidig er det afgørende at fastholde pædagoger i skolen, så de kan støtte børn og unge i deres trivsel på tværs af skole og fritid. At opløse muligheden for pædagogers ”dobbelte iagttagelsesposition” er at skabe en skole, hvor mulighederne for at arbejde med alle børns trivsel - både forebyggende, foregribende og indgribende - er meget vanskelige.

Nedskæringer kan føre til mistrivsel

Af mailen fremgår det ligeledes, at lejrskoler på alle trin må afskaffes, som led i besparelserne. Skolernes trivselsmåling og den nationale sundhedsprofil fra 2021 burde være nok til at understrege, at mistrivselskrisen skal tages meget alvorligt. At fjerne mulighederne for at børn får gode oplevelser sammen, der kan styrke deres fællesskaber, er at understøtte betingelser for mistrivsel.

Det er særligt unges fællesskabsdannelse, som ungdomsforskningen peger på vakler i et samfund, hvor individuelle præstationskrav står forrest. Lejrskoler og det (fritids)pædagogiske arbejde der kan foregå der, er her helt centrale værktøjer til at styrke børn og unges fællesskaber.

De trængte vil trække sig

Af mailen fremgår det ligeledes, at børnene fremover skal opstarte ungdomsklub i 6. klasse, frem for i 7. klasse, samtidig med at de eksisterende ungdomsklubber skal lægges sammen og deres aktivitetsbudgetter vil halveres.

Fra min egen forskning kan jeg se, at det er børn og unge, der allerede har venner og kompetencer/interesser inde for særlige aktiviteter, der har overskuddet til at gå i de klubber, hvor de ikke kender de voksne eller de andre unge.

Det er ikke svært at forestille sig, at man vælger klubben fra, hvis man ikke kender de voksne, tilbuddene eller de andre brugere.

De børn og unge, der muligvis trænger allermest til pædagogiske tilbud efter endt skoletid, er dem, der ikke vil komme, hvis klubber lægges sammen, gøres uoverskuelige og placeres langt væk fra det velkendte. Det er de børn, der er ensomme, eller på anden måde er på kanten af, eller helt uden for fællesskaber.

Endelig kan jeg af mailen forstå, at nedskæringerne vil betyde takststigninger i alle kommunens fritidstilbud. Når takster stiger, betyder det selvsagt at de, der i forvejen har svært ved at få midlerne til at række, vil vælge fritidstilbuddene fra.

Generel problemstilling

Sagen med Frederiksberg er konkret og alligevel almen, for overalt i kommunerne varsles der nedskæringer på områder som den pædagogiske forskning peger på, at vi burde investere i, nemlig gavmilde organisatoriske betingelser, der kan sikre, at pædagoger og lærere kan arbejde med børn og unges trivsel og fællesskaber.

Men sagen er selvfølgelig større end kommunernes hierarkiseringer og prioriteringer. I et mistrivselsforebyggende perspektiv burde regeringen derfor kigge kritisk på finanslovsudspillet.

Tør vi skære mere på områder, vi ved, det er værd at investere i?

Deltag i debatten - send dit indlæg på 4-600 ord til debat@folkeskolen.dk.