Debat
Debat: Færre lærerstuderende igen i år - lad os nu få vendt den udvikling
Frafald fra læreruddanneslen og lærerfaget har vi talt om i årevis, lad det nu blive noget, vi gør noget ved, lyder opfordringen fra næstformandskandidat i DLF Niels Jørgen Jensen
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.
Sommerferien er afsluttet for de fleste og arbejdet er igen
påbegyndt rundt på alle skoler. Som altid fyldes medierne med debat om skolen –
f.eks. statistikker om optag på læreruddannelserne i Danmark og i de sidste
mange år interessen for den negative udvikling af antallet af lærerstuderende
sammenholdt med manglen på læreruddannede i Danmark.
Året i år var ingen
undtagelse for selvom faldet er mindre end tidligere, så er antallet af
lærerstuderende alligevel faldet fra 2697 til 2253 studerende over de sidste
fire år.
Debatten er heldigvis fulgt op af mange lærere, der på
sociale medier giver udtryk for, at de er glade for deres job og indlæg, hvor
lærere giver udtryk for, hvor meningsfuldt og givende jobbet er set i
samfundsmæssig sammenhæng, og jeg kan ikke være mere enig.
Alligevel giver statistikkerne dybe panderynker. Fra
tidligere undersøgelser ved vi, at 19 % af undervisningen dækkes af ansatte
uden læreruddannelse, og vi ved, hvor betydningsfulde læreruddannede er for
kvaliteten af undervisningen og for kommende generationer af børn og unge i
Danmark.
For få år siden kaldte vi danskere os selv for et
videnssamfund, hvis råstof er vores gode hjerner, der skal skabe og præge en
sund og stabil samfundsudvikling. Mig bekendt så er status på råstoffer stadig
den samme, hvilket betyder at ansvarlige politikere må tage de årlige tal med
alt andet end et træk på skuldrene.
Med såkaldte små årgange er konkurrencen om
uddannelsesinteressen stor, så der skal gøres mere som samfund for at tage
advarslerne alvorligt og få vendt udviklingen.
Lige nu ligger afgørende trepartsforhandlinger mellem
regering, arbejdsgivere og fagbevægelse foran os, og her skal der handles, så
arbejdsvilkårene for lærerne forbedres. Skolernes dårlige økonomi grundet
kommunernes konstante fokus på besparelser presser alt for mange lærere.
Ved
overenskomstforhandlingerne i 2024 kunne man passende starte med at lægge de
effektivitetsforbedringer, som lærerne har stået for bl.a. grundet kommunale
besparelser oven i prisudviklingen, så alle lærere kommer til at mærke en reel
lønudvikling.
Og lige nu og her burde alle kommuner være på forkanten med at
sikre den nye læreruddannelse og de nye praktikformer en god start ved at sikre
rammerne og som en del af dette både tid og løn til de lærere, der skal påtage
sig uddannelsesopgaven i skolen på vegne af kommunerne. Det er desværre mit
indtryk, at det ikke er sådan alle steder.
Så en opfordring til ansvarlige politikere og arbejdsgivere.
Tag nu initiativer og få det nu gjort attraktivt at være lærer til gavn for
eleverne og for samfundet. Der er som beskrevet meget, der skal gøres og mange
steder at tage fat, så faldende optag på læreruddannelsen, frafald på studiet,
og lærere der søger væk fra jobbet, ikke er noget, vi bliver ved med at tale
om, men faktisk er noget, vi som samfund gør noget ved.