Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Det kan fand'me godt være, at jeg ikke skal være håndværker", siger en dreng grinende, da han saver skævt i trælisten.
8.a fra Skelgårdsskolen i Tårnby Kommune er på besøg på Next Uddannelses træværksted, hvor lærer Susanne sætter eleverne i gang. De skal bygge en model af de borde og bænke, der står mange steder i parker og anlæg. De skal bygge én hver, og instruktionen er kort og klar. Det er Susanne, der er eksperten i dag i træværkstedet, og hun har hvert forår 1500 elever igennem dette forløb.
Det er Copenhagen Skills, der står for tre introdage og en uddannelsesevent. Omkring 14.500 elever i region Hovedstaden har i efteråret besøgt erhvervsskolerne på en introdag.
Har været i praktik et par gange
Eleverne går i gang straks efter introduktionen. De henter lister, en klemmetvinge, som de lige har lært at bruge, en blyant er uundværlig og så en listesav og en skæreblok.
Flere står og nynner, mens de saver. Nogle har udfordringer med et lige snit, mens andre ser helt proffe ud. Flere i klassen har besluttet at de skal i gymnasiet og er erklæret uddannelsesparate, men de fortæller, at det er skægt at lave noget andet og se hvordan forskelligt arbejde kan være. Andre elever har planer i håndværksretning og nogle er stadig i tvivl.
UU-formand: Godt med vejledning til alle, men ikke på bekostning af brobygning
I går var klassen på Niels Brock Copenhagen Business College, de har tidligere været på skole i hotel- og restaurationsfagene, og så har de lige været i erhvervspraktik. Faktisk har denne klasse været i praktik flere gange, fortæller lærer Bente Wain, der er klasselærer og underviser i dansk og samfundsfag.
"Hvis lærerne arrangerer, så kan eleverne komme i praktik i 7., 8. og 9. klasse med forsikring, og sådan er det med denne klasse. Det er vigtigt, at de kommer ud og får set noget forskelligt. Vi har talt en del om praktik og uddannelse. Deres forældre er også på banen, men ofte er det jo sådan, at forældrene har en kæmpemagt i forhold til børnenes uddannelsesvalg, men samtidig har de tit en meget lille viden på området. Tingene ændrer sig jo, så det er svært at kende til uddannelsesmulighederne", siger Bente Wain.
Jonas fortæller, at han lige har været i praktik som konditor i tre dage. Blandt andet stod han for at producere 50 kilo mazarindej til tærter.
Uddannelsesvalg presser
8.a har flere gange haft besøg af UU-vejlederen i klassen, og de elever der er erklæret ikke-uddannelsesparate er i gang med flere vejledningssamtaler. For nogle er det karaktererne, der ikke har været høje nok, men for andre handler det om, at de er meget stille og ikke får sagt nok i undervisningen.
Blog: Om håndværk og åndværk
"Det var hårdt i november, da de blev vurderet, og der var faktisk flere end jeg umiddelbart havde troet, der blev vurderet ikke-uddannelsesparate. Nogle faldt på deres mundtlighed. På at være meget stille. Det var en øjenåbner for mange. Det er ellers en klasse, hvor viden opfattes som en værdi. Det er jo meget forskelligt fra klasse til klasse", siger Bente Wain.
Hun fortæller, at uddannelsesvalget er noget, der summer meget rundt blandt eleverne i 8. klasse. Så hendes rolle kan også være at berolige nogle elever og sige, at der jo altså er et helt år til valget af ungdomsuddannelse.
De lange trælister er efterhånden ved at være savet ud efter modeltegningen. Nogle står og undersøger om de lister, der skal være lige lange, nu også er det. Eleverne hjælper hinanden og ellers står Susanne klar til at få eleverne videre.
Nogle sliber endefladerne møjsommeligt med sandpapir, mens andre bare saver og accepterer at stykkerne er forskellige.
Eleverne fortæller, at de ikke er vant til at arbejde med træ. De har tidligere lavet et fuglehus og et kuglespil.
"Se, det er godt nok pilskævt", griner en pige. Hun vil gerne i gymnasiet og så arbejde med noget humanitært. Gerne ud med en NGO og regner med en uddannelse indenfor Human Career, som hun siger. Og så noget sprog.
Elisabeth vil være fysioterapeut eller noget andet, hvor hun skal arbejde med kroppen. Sarah har en drøm om at blive advokat.
"Begge mine forældre ville være advokater, men ingen af dem er blevet det. Min mor er lærer og min far kommentator. Nu prøver jeg at gå efter drømmen", siger hun.
De fortæller, at de har oplevet noget pres på uddannelsesvalg her i 8. klasse, så det er også her, deres planer er modnet.
Sjovt at arbejde i træ
Victor har længe overvejet at blive murer eller tømrer. Han er glad for at bruge hænderne og har tænkt i den retning siden 5. klasse. Men efter praktik i murerfaget, hvor han målte op og skar fliser, har han nu besluttet sig for at gå efter at blive tømrer.
KL og DLF ønsker nyt syn på uddannelsesvejledning
"UU-vejlederen har sat nogle tanker i gang, men ellers har jeg tænkt videre selv".
ÉEn vil være journalist og en anden bygningsingeniør. Han fortæller, at han har valgt sløjd som valgfag, og at han nyder at arbejde med træ i dag. Og de fleste er enige om, at det i hvert fald er sjovere at være her end på en uddannelsesinstitution, hvor de bare sad og lyttede, som i går.
I morgen skal eleverne igen på Next. Denne gang skal de arbejde med et spil, hvor de skal arrangere en ungdomsfestival Loud - planlægge hele festivalområdet, butikker og boder, toiletternes placering og regne ud hvor meget mad, der skal bruges til et bestemt antal festivaldeltagere.
Vippende borde
Borde og bænke skal nu limes sammen. Der er gang i limpistolerne efter Susannes instruktion.
"Øj, hvor det vipper. Jeg har vist ikke fået målt godt nok", griner en elev.
Flere af modellerne vipper, men det er der råd for. Først placerer Susanne nogle tunge stykker træ ovenpå modellen i 15-20 minutter. Det hjælper i mange tilfælde, og ellers er hun redningskvinde for de andre, når hun lige saver en lille bid af et ben eller to.
Mange elever sidder på hug ved bordene, mens de lytter til afslutningen på dagen. Det er hårdt at stå op og arbejde en hel dag, synes flere.
"Jeg skal ikke have modellen med hjem", siger en. Men jo, alle skal have deres arbejde med hjem.
"I skal ikke være pinligt berørte. Når unge kommer herfra har de ofte sådan en model i hånden, når de skal hjem med bussen", griner Susanne.
Lærer Bente Wain bryder ind og siger, at alle skal have deres arbejde med hjem, og at hun i morgen vil have et billede af deres forældres ansigtsudtryk, når de viser deres arbejde til dem".
Smågrinende forlader eleverne erhvervsskolen - med modellen i hånden. Nogle mere stolte end andre.