Blågård Skole

”Vi forstår ikke, hvordan det her tiltag skal kunne løse nogle af de arbejdsmiljøproblemer, som vi har stået overfor i lang tid”, siger lærernes tillidsrepræsentant.

Blågård-lærer: ”Kan vores arbejdsgiver slet ikke se, hvorfor vi er bekymrede?”

Lærerne på Blågård Skole føler sig overhørt og efterladt i uvished, fortæller lærernes tillidsrepræsentant, efter politikerne i går besluttede at gå videre med planerne om at opsplitte skolen.

Onsdag kom en opsplitning af Blågård Skole et skridt nærmere.

Her godkendte skolepolitikerne i København børne- og ungdomsforvaltningens indstilling om at sende i høring, at udskolingsafdelingen på Blågård Skole fremadrettet skal underlægges ledelsen på naboskolen Nørrebro Park Skole.

Lærerne på skolen står uforstående overfor beslutningen, der efterlader dem frustrerede og kede af det, fortæller lærernes tillidsrepræsentant Merve Kotan.

”Vi forstår ikke, hvordan det her tiltag skal kunne løse nogle af de arbejdsmiljøproblemer, som vi har stået overfor i lang tid”, siger hun.

I august sidste år henvendte lærerne sig til forvaltningen i København, fordi de oplevede problemer med arbejdsmiljøet på skolen. Vigende arbejdsglæde, dårligt arbejdsmiljø, utydelig rammesætning over tid og opgaver samt en skyhøj personaleomsætning på skolen var på lærernes bekymringsliste, fortæller Merve Kotan. 

Året forinden havde der været en personaleomsætning på 40 procent på skolen, og den tendens havde stået på i årevis. Efter seks år på skolen er hun nu blandt de lærere, der har været der længst, fortæller tillidsrepræsentanten.

Mangler stadig en anerkendelse af problemerne

Merve Kotan underviser selv i udskolingen, og hun fortæller, at det især er den manglende lydhørhed fra skoleforvaltningen, der plager lærerne.

”Vi har ikke på noget tidspunkt mødt en anerkendelse af de problemer, der har været med arbejdsmiljøet på skolen, selvom vi virkelig har prøvet at få det”, siger hun.

”Man er jo ked af hele situationen, og man begynder at tænke: Kan vores arbejdsgiver slet ikke se, hvorfor vi er bekymrede og har været det i så lang tid?”

I sidste uge udsendte skoleforvaltningen en pressemeddelelse, hvor administrerende direktør i kommunens børne- og ungdomsforvaltning Tobias Børner Stax konkluderede, at det er lærerne, der er skyld i samarbejdsvanskelighederne på skolen.

”Der er ingen af vores bekymringer, der bliver nævnt i pressemeddelelsen eller talt om overfor os. Det efterlader os i et dilemma, hvor vi på den ene side gerne vil skabe en god skole, men på den anden side også gerne vil høres af vores arbejdsgiver, og være på en god arbejdsplads, hvor der er styr på forholdene”, siger hun og tilføjer,

”Det sender et signal om en forvaltning, der tager sig af lederne og ikke af alle de andre medarbejdere, der er på skolen”.

Lærerne havde følelserne udenpå tøjet

Gårsdagens beslutning efterlader lærerne i den samme situation, som de har stået i siden efteråret, og belært af sidste uge forventer Merve Kotan da også, at frustrationerne vil være til at få øje på, når hun møder ind på lærerværelset i dag.

Sådan var det i hvert fald, da lærerne torsdag aften første gang fik besked om forvaltningens indstilling til politikerne om at dele skolen op.

”Fredag morgen havde mange lærere følelserne udenpå tøjet, og det tager lidt tid, før de følelser lægger sig igen. Ved siden af det skal vi jo også passe vores kerneopgave og komme glade ind i klasserummet, passe godt på vores elever og tage imod forældrehenvendelser”, fortæller Merve Kotan.

Der var endelig kommet ro på

Da ledelsen blev hjemsendt i efteråret, fik skolen en konstitueret ledelse, og i den periode var der faktisk ro på i dagligdagen, fortæller Merve Kotan.

”For første gang i lang tid oplevede vi noget stabilitet i hverdagen, fordi der kom styr på tingene”, siger hun.

”En del af de bekymringer omkring arbejdsmiljøet, som vi henvendte os til forvaltningen med i starten af skoleåret, blev løst chokerende hurtigt, da vi fik en konstitueret leder på”, fortæller hun og tilføjer,

”Vi har kun haft to lærere, der har sagt op i den periode, hvor vi har haft konstituerede ledere, og det er meget få sammenlignet med tidligere. I de seks år jeg har været her, har der altid været mange flere, der naturligt nok har søgt væk”, siger tillidsrepræsentanten og tilføjer, at de to opsigelser kom af helt naturlige årsager og ikke på grund af problemer med arbejdsmiljøet.

Planen om at opdele Blågård Skole er nu i høring de næste to måneder. Politikerne i børne- og ungdomsudvalget skal den 18. juni tage stilling til, om de vil gå videre med opsplitningen..

”Så sender man lærerne på sommerferie med en usikkerhed omkring, hvordan det kommer til at se ud på den anden side af sommerferien. Den uvished fylder meget hos lærerne”.