Debat

Myten om, at e-sport fører til ensomme unge mennesker, kan gennemhulles, mener de to skribenter.

E-sport i skolen: Er musen farligere end køkken­kniven?

Det handler ikke om chips og energidrik. Hvis rammerne sættes rigtigt, kan e-sport være et vigtigt pædagogisk redskab, mener de to skribenter.

Offentliggjort

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribenternes holdning.

I dagens Danmark bliver der stadig stillet spørgsmål ved e-sportens berettigelse i grundskolen. ”Er det ikke farligt?”, er der nogle, som spørger.

Til dem må vi være frække og svare med et nyt spørgsmål: Har I været i et madkundskabslokale for nylig?

Det er ikke fordi, der er noget galt med madkunstskab, men der arbejder eleverne altså med store køkkenknive. Alligevel er det computermusen, som nogle frygter.

Vi er dog af den klare overbevisning, at det handler om, hvordan man bruger redskaberne, og hvad man bruger dem til, uanset om det er en skarp kniv eller en computermus, man har i hånden.

Det handler altså om at sætte de rigtige rammer for både computermus og e-sport, hvis man vil bruge det som pædagogisk værktøj og i en læringssammenhæng.

Her er det vores erfaring, at et spil som Counter-Strike 2, hvis det bruges rigtig, kan være et fantastisk redskab til at træne og udvikle kommunikation, samarbejde, problemløsning og andre af de evner, der hører sig til i det 21. århundrede.

Det er et redskab, der ikke blot er sjovt, men også utrolig effektivt, fordi lysten driver værket.

Sæt rammerne

For at e-sport skal være et stærkt pædagogisk og didaktisk værktøj, kræver det dog, at man som underviser sætter rammerne, så fokus bevæger sig væk fra computerspillet. Det er som pædagogisk uddannet, man ser computerspillet som et redskab til læring, hvorimod eleverne oftest vil se det som sjov.

Derfor er det vigtigt, at man som underviser sætter scenarier op, hvor eleverne skal problemløse, kommunikere og samarbejde og dermed træne vigtige færdigheder.

Ved at bruge e-sport i undervisningen ser vi mulighed for at arbejde med elevernes digitale dannelse i situationer, hvor vi rent faktisk kan komme i umiddelbar dialog om elevernes digitale adfærd, mens den foregår. Vi tror, de fleste lærere har oplevet, at manglende digital dannelse er en hyppig årsag til konflikter og mistrivsel, og et område der er svært at håndtere, hvis ikke man kender til de konkrete udfordringer.

Ingen chips og energidrik

Myten om, at e-sport fører til ensomme unge mennesker, der sidder alene på et værelse og gamer, mens de spiser chips og drikker energidrik, kan gennemhulles fra flere sider.

For det første er det faktisk ret fysisk krævende at være god til at spille computer. Vi ser derfor, at nogle af de dygtigste – og i øvrigt fuldtidsprofessionelle – e-sportshold i Danmark i høj grad fokuserer på mental og fysisk træning som en vigtig forudsætning for at blive bedre. Igen er det her oplagt at gå dialog med eleverne i et kontrolleret miljø, hvor vi har mulighed vejlede dem på stedet.

I de to tidligere sæsoner af Skolemesterskaberne i e-sport, som vi står bag, har vi set, hvordan konkurrence i en atmosfære af fair play har dannet (digitale) fællesskaber; ikke bare på de deltagende hold, men også tværs af skoler, regioner og skoler. Eleverne har altså ikke mindst skabt relationer, som de kan tage med sig videre i fritiden.

Når e-sporten er forankret i et solidt pædagogisk fundament og står på nogle værdier, der styrker elevernes trivsel og dannelse, er den et fremragende værktøj, der også rækker langt ud over en turnering og et skolemesterskab.

Skolemesterskaberne i e-sport 2024-25

Arrangøren bag er Kirstinebjergskolen i Fredericia og sæsonen 2024-25 er tredje sæson.

Der spilles i Counter-Strike 2 og EA Sports FC 25 (Tidligere kendt som Fifa). Skolemesterskaberne er åbent for alle grundskoler og grundskoletrin.

Her afvikles de indledende runder online, og alle hold er garanteret mindst 5 kampe.

Kvartfinaler, semifinaler og finalerne afvikles live i Fredericia Idrætscenter den 21. marts 2025.

De indledende runder starter i uge 1, men det er ikke alle hold, der spiller kampe her. Sidste frist for tilmelding er søndag den 15. december på skolemesterskaberne.dk

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk