Det er fjerde gang de danske elever i 4. klasse er med i Timss-undersøgelsen
Foto: Helle Lauritsen
Timss: I dag afsløres det, hvordan reformens elever har klaret sig i matematik og naturfag
4.-klasse-elevernes faglige niveau i matematik og natur/teknologi er for fjerde gang blevet undersøgt internationalt i Timss 2019. Resultaterne afsløres kl. 10 i dag. Følg med på folkeskolen.dk
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Som Pisa og Pirls er Timss en international undersøgelser hvor danske elever deltager. Det er IEA - The International Association for the Evaluation of Educational Achievement, der styrer Timss (Trends in International Mathematics and Science Study). National koordinator for den danske del af undersøgelsen er viceinstitutleder Christian Christrup Kjeldsen fra DPU, Aarhus Universitet. Desuden er adjunkt Rune Müller Kristensen og ph. d.-studerende Anders Aastrup Christensen medforfattere på den danske Timss 2019-rapport.
Fra 2007 til 2015 gik Danmark frem i Timss-undersøgelsen og har klaret sig bedre end gennemsnittet i begge fag. Dette er femte Timss-undersøgelse, som danske elever deltager i og den fjerde med deltagelse af elever i 4. klasse. Der er altså tale om elever, der gik i 4. klasse i skoleåret 2019/20, og som dermed startede i børnehaveklasse i 2015. De er med andre ord 100 procent børn af folkeskolereformen.
Timss: Pænt uden at være prangende
I 1995 deltog Danmark i Timss med 8.-klasser, men siden har Danmark deltaget i 2007, 2011, 2015 og nu også i 2019 kun med 4.- klasser. Undersøgelsen gennemføres sådan at de enkelte landes resultater er sammenlignelige i hver undersøgelse og over tid. Det betyder, at man kan iagttage ligheder, forskelle og forandringer for at blive klogere på den danske skole.
60 lande deltager i Timss. Undersøgelsen tester hele klasser i modsætning til Pisa, der tester 15-årige. Timss søger at måle specifikke fagkompetencer defineret på baggrund af nationale læseplaner. Foruden opgaverne i testen svarer eleverne på forskellige spørgsmål om deres trivsel ligesom forældre og lærere har svaret på spørgsmål.
Timss: Klassestørrelse og linjefag betyder ikke noget klart
Denne gang har de danske elever deltaget i eTimss, og har derfor løst alle opgaver på computer, hvor de tidligere har arbejdet på papir. Det er forskelligt om landene har fået opgaverne på papir eller på computer.
Undersøgelsen gennemføres af Nationalt Center for Skoleforskning ved DPU, Aarhus Universitet og er finansieret ligeligt af Børne- og undervisningsministeriet og Faculty of Arts, Aarhus Universitet.