Mette Lindorff Hejn (th), Lille Værløse Skole, er vinder af Novo Nordisk Fondens Natur og Teknologilærerpris i Østdanmark.

Her er årets prisbelønnede naturfagslærere

Traditionen tro uddeler Novo Nordisk Fonden sine priser for årets naturfagslærere under Big Bang-konferencen, der i disse dage løber af stablen i Odense.

Offentliggjort

Hvert år uddeler Novo Nordisk Fonden en række priser til undervisere og pædagoger, der gør en særlig indsats for at fremme børns og unges interesse for naturfag i Danmark. Priserne gives både til enkeltpersoner og team, der har bidraget til at udvikle og styrke naturfaglig læring på forskellige alderstrin.

"Undervisere og pædagoger spiller en helt central rolle i at fastholde og styrke børn og unges interesse for naturen, naturvidenskab og teknologi. De prismodtagere, vi hædrer i år, har på hver deres måde bidraget til at skabe engagerende og nysgerrighedsdrevet undervisning, der styrker elevernes faglige kompetencer såvel som deres forståelse af verden", siger Berith Bjørnholm, Senior Vice President for Education & Outreach i Novo Nordisk Fonden i en pressemeddelelse.

De ti prismodtagere fordeler sig over seks forskellige kategorier, der dækker undervisning og formidling på forskellige trin, fra daginstitutioner og folkeskolen over ungdomsuddannelser til lærer- og pædagoguddannelsen.

I fire ud af seks kategorier uddeles en pris både øst og vest for Storebælt, så undervisere fra hele landet anerkendes for deres indsats.

Natur og Teknologilærerpris – målrettet undervisning i grundskolens indskoling og mellemtrin:

  • Vest: Rasmus Kjeldsen & Rebecca Asmussen, Skovvangskolen, Aarhus
  • Øst: Mette Lindorff Hejn, Lille Værløse Skole, Værløse

Naturfagslærerpris – for undervisning inden for fysik/kemi, biologi, geografi og matematik i folkeskolens udskoling:

  • Vest: Lene Buchhave, Udefriskolen Fabjerg, Lemvig
  • Øst: Nanna Filt Christensen, Taastrup Realskole, Taastrup

Pris til naturfagsundervisere på læreruddannelsen:

  • Pernilla Ulla Andersen, Læreruddannelsen Aarhus, Via.

Naturvidenskabelig Gymnasielærerpris – målrettet undervisning på ungdomsuddannelserne:

  • Vest: Pia Halkjær Gommesen, Faaborg Gymnasium.
  • Øst: Claus Gudum Faaborg, Frederiksborg Gymnasium og HF, Hillerød

Naturtematisk Pædagogpris – gives til pædagoger, der i daginstitutioner giver børnene oplevelser med natur, tal og teknologi:

  • Vest: Bo Andsbjerg, Spilophuset, Herning
  • Øst: Birthe Stoumann Fosgrau, Utterslev Børnegård, København

Pris til Naturfagsundervisere på Pædagoguddannelsen:

  • Birgitte Damgaard, Københavns Professionshøjskole, København

Modtagerne af Novo Nordisk Fondens undervisningspriser er udvalgt efter indstillinger fra deres respektive ledelse eller institutionsbestyrelse, i samråd med børn, forældre eller kolleger. Den endelige udvælgelse er foretaget af Komite for Novo Nordisk Fondens Undervisningspriser.

Alle uddelinger inkluderer en personlig hæderspris på mellem 25.000 og 50.000 kr. samt 200.000 kr. til prismodtagerens undervisningsinstitution. Beløbet til institutionen skal bruges til at støtte og videreudvikle det pædagogiske arbejde inden for naturfag, blandt andet gennem anskaffelse af nye materialer og udstyr.