På Søndersøskolen er morgensamlingen et storstilet talkshow
Gæster fra byrådet, sjove sketches og forproducerede videoer. Søndersøskolen i Værløse har skruet helt op for showbiz-faktoren, når der skal gives fællesbeskeder til skolens elever.
Hvad hvis morgensamlingen var noget, eleverne
var med til at lave, og som var et stort højdepunkt?
Annonce:
Det var
baggrunden for lærerne Brian Nett og Mais Fenckers idé. De ville skabe en
morgensamling, som skulle være et samlingspunkt på skolen og skabe et endnu
stærkere fællesskab blandt eleverne og lærerne. Hurtigt tegnede der sig
et billede. Morgensamlingen skulle revolutioneres, og eleverne skulle være med
til at gøre det.
Her halvandet år efter er ”Søndersø Live” en bragende
succes:
”Talkshowet er blevet et omdrejningspunkt på skolen, og
eleverne går og spørger, hvornår det næste show bliver. Alle har det sjovt med
at lave det og se det. Altså virkelig sjovt. Vi går og griner sammen og finder
på nye idéer. Selv går jeg rundt
med en notesbog, hvor jeg skriver nye ideer ned, og der er mange ideer,” siger
Brian Nett, lærer på Søndersøskolen i Furesø Kommune.
Tværfagligt samarbejde med fokus på fællesskab og anerkendelse
Annonce:
Det er i udskolingen, eller som det på Søndersøskolen hedder,
ungemiljøet, at produktionen til Søndersø Live foregår.
Det er hovedsageligt i Brian Netts ugentlige valgfag
”produktionen”, men ofte bliver musikundervisningen, som Mais Fencker står
for, inddraget. Hun har skrevet blandt andet titelnummeret, som åbner hele showet.
Søndersø Live er nemlig en kæmpe satsning på Søndersøskolen, der har fokus på stærke
fællesskaber, sammenhængskraft og kreative og innovative læringsmiljøer. Showet
er på halvandet år blevet afholdt i alt seks gange, hvor to af gangene har
været i Galaksen,
Værløses kultur- og spillested. Torsdag den 8. december løb den seneste udgave
af stablen.
Alle elever på valgfaget ”produktionen” er med til at lave showet. Alle er måske
ikke på scenen, men så har de været med til at indspille eller klippe en video.
Annonce:
For eksempel en informationsvideo fra seneste show, hvor skolens pedel var
”guest star” i en musikvideo, som satte fokus på skolens affaldssortering. Eller en humoristisk
sketch, hvor det lokale band The Scribbles stillede op til at spille sig selv, og hvor eleven
Oliver spillede deres manager Møller,
som ikke altid løser opgaverne på traditionel vis.
”Programmet spænder virkelig bredt, for der skal både være læring, underholdning og selvfølgelig
variation. Og så er det vigtigt at få eleverne til at samarbejde om
noget, de selv synes er sjovt og spændende. Vores mål med showet er at skabe et
bånd af respekt og omsorg, og hvor eleverne kan mærke, at de er i et fedt
fællesskab sammen. Vi skaber
relationerne gennem leg.” siger Brian Nett.
Elever får lov til at "shine"
Søndersø Live er en blanding af humoristiske indslag,
videoer, fællessang, undervisning og praktiske meddelelser serveret på en sjov
eller anderledes måde.
Annonce:
Der er typisk to-tre praktiske meddelelser per show. Alvorlige ting kan også blive taget op.
F.eks. havde showet besøg af en Ukraine-ekspert fra BT, Yaroslav Portnoy, der fortalte om hvordan det er at
være ukrainer.
Det var ikke længe efter Ruslands invasion, og indslaget var
tænkt til at hjælpe eleverne med at forstå situationen og til at forberede
eleverne, hvis skolen og lokalsamfundet ville skulle tage imod ukrainske
flygtninge. Der har også været et indslag om folketingsvalget 2022.
Et højdepunkt for Brian Nett var, da Lucas fra 9.B havde lokalpolitikeren Mohammed Bektas
(A) med i ”den varme stol”. Det var et dynamisk interview, der med sine emner
nåede langt ud over scenekanten.
”Det var det vildeste
interview. Vi var helt overvældede. Siden har jeg hørt fra flere forældre, at
deres egne børn er begyndt at interessere sig for politik efter indslaget om valg og det
interview, som Lucas lavede. Og det er dét, Søndersø Live kan. Det er et
inspirerende og anerkendende omdrejningspunkt, og ikke kun fordi vi lærere
siger det, men fordi eleverne oplever det”.
Annonce:
Kræver tid, lyst og tillid
Brian Nett anerkender, at et projekt som Søndersø Live tager
tid og kræver resurser. Både ham selv og Mais Fencker har fået flere timer til at lave showet.
”Vores
ledelse har bakket op omkring vores ideer. De har givet os både tid og plads,
og de nyder selv showet og alt det, som det kaster af sig,” siger Brian Nett,
der påpeger vigtigheden af det gode lærersamarbejde:
”Mais og jeg er
gået helhjertet ind i det projekt. Vi arbejder effektivt sammen, der er bestemt
ikke langt fra idé til handling. Vi har tillid til hinanden, vi tager begge et
stort ansvar i vores arbejde, og vi har begge modet på at skabe noget nyt”.
Udover at
tiden og ansvaret helt praktisk skal prioriteres, er det vigtigste for at få
succes med et show som Søndersø Live, at lærerne bag vil gøre en forskel og synes,
det er sjovt. Det fortæller Brian Nett.
”Vi både
bruger og får enormt meget energi af at lave og se showet. Sammen med eleverne
står vi ude bag ved scenen, når tæppet gået ned, med en masser af nye ideer,
samt lysten til at gå i gang igen. Flere af eleverne som har set shows spørger,
kommer der ikke en toer til nogle af filmene.”