Debat
Alle børn skal ikke kunne det samme. Det er os, der arbejder med og omkring børnene, der skal være klar til at møde dem i det, de kan. Så skal resten nok komme, skriver Anne Søgaard.
Foto: Jesper Knudsen
Ingen børn kan leve op til det hele: Søren er for aktiv, William er for passiv, Laura fylder for meget og Muhammed fylder for lidt
Lad os fokusere på det, barnet kan, fremfor alle de krav børnene ikke lever op til, skriver skolekonsulent og forfatter Anne Søgaard.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.
Som skolekonsulent
møder jeg lærere, pædagoger og forældre, der forståeligt er pressede
over at skulle gøre børn klar til at begynde i skole eller træde videre ud i
uddannelsessystemet, når barnet simpelthen ikke er klar endnu.
Selv om barnet
har trænet motorisk, socialt, fagligt, sprogligt og har lært at byde ind og lege –
og man har holdt overleveringsmøder, optimeret læringsmiljøet og sat alverden i
gang – så er børnene nogle gange bare ikke klar. Men vi skal vende tankegangen
om. Det er os voksne og skoleprofessionelle, der skal være klar til dem.
Jeg mener ikke, det handler om det enkelte barn. I stedet
skal vi se på vores samfund, som presser både ledelse, lærere, pædagoger og
forældre. Et pres som så igen kan smitte af på barnet, der skal leve op til alt
for mange krav og forventninger i stedet for at blive mødt, som dem, de er.
For Søren er for aktiv, William er for passiv, Laura fylder
for meget og Muhammed fylder for lidt. Smilla er for stille, og Silje skal byde
mere ind. Hugo er for klog og Sofus er ikke helt skarp nok. Anna har for mange
ideer og skal tage den med ro, mens Aisja ingen ideer har og derfor skal udvide
sin horisont. Peter skal bevæge sig mere, og Julius han skal sidde mere stille.
Det er afgørende, hvordan vi møder børnene. Alle børn skal ikke
kunne alt og det samme. Det er os, der arbejder med og omkring børnene, der
skal være klar til at lære dem at kende og møde dem i det, de kan. Så skal resten
nok komme.
Fra dumme drenge til
kloge hænder
Jeg kom som konsulent på en skole, hvor nogle af drengene
hamrede løs på bordene. Bordene var næsten var helt ødelagte, indtil en lærer
fangede deres opmærksomhed og motiverede dem.
Han spurgte, om drengene ville være med til at bygge en terrasse af de gamle
borde. Drengene fik et budget, og så skulle de ellers regne ud, hvor meget det
ville koste. De skulle læse op på og undersøge, hvordan man byggede en
terrasse.
Det endte med den flotteste overdækkede terrasse til hele
skolen. De blev hyldet for det og gik fra at blive opfattet som de dumme drenge
til at være drengene med de kloge hænder.
Hvor de før blev set som det dårlige
selskab, der ødelagde undervisningen for de andre, er fortællingen om dem
blevet ændret. Nu bliver de i stedet mødt som nogen, der har potentiale.
Børn skal ikke kunne det hele
Ingen af os voksne har fået fuld plade på det hele. Derfor
er det også en idé at gribe det, som det enkelte barn elsker. Han bliver måske
alligevel ikke programmør eller ingeniør, og ligegyldigt hvor mange kolbøtter,
vi træner ham i, er det nok ikke balletdanser, han stræber efter at blive. Vi skal passe på, vi ikke får slukket børnenes ild, i forhold til alt det, de
kan, i vores iver efter at de skal kunne det hele.
Vi skal holde af forskelligheden, dyrke den og styrke det. Skolen
må ikke blive en fabrik, der producerer varer, som skal se ud på en helt bestemt
måde, før de kan sendes videre til det næste samlebånd.
Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk