Wulffmorgethaler har filmatiseret en af deres egne bøger. Venstre halvdel af makkerparret, Michael Wulff, håber, at lærerne kan genkende deres hverdag, men han er også lidt nervøs for reaktion og siger derfor undskyld på forhånd.

Michael Wulff om ny film: "Jeg vil gerne sige undskyld til lærerne på forhånd"

Wulffmorgenthaler har filmatiseret deres egen bog om rummelighed i skolen. Michael Wulff mener selv, at filmen bidrager til en vigtig debat, men han vil også gerne undskylde på forhånd.

Offentliggjort Sidst opdateret

'Mugge og hans mærkelige hjerne'.

Det er titlen på Wulffmorgenthalers nye film, der har premiere i dag.

I 2018 udgav det satiriske makkerpar Anders Morgenthaler og Michael Wulff en bog med sammen navn, og det er den, de nu har filmatiseret.

Bogen fik pæne ord med på vejen af folkeskolen.dks anmelder, som skrev:

"'Mugge og hans mærkelige hjerne' er en forrygende børnebog. Der er fuld fart på - især når man læser højt. Sætningerne flyver ud ad munden på oplæseren, og de vanvittige påfund vækker begejstring hos alle tilhørere, som elsker en god fortælling”.

Men selvom man har læst bogen, er der alligevel god grund til at se filmen, mener Michael Wulff.

”Filmen er et visuelt overflødighedshorn - en eksplosion af farver, karakterer, stemmer og alt muligt. Alle de bedste ting ved bogen er blevet bevaret, og de dårlige ting er erstattet med nogle karakterer og historier af langt højere kvalitet. Så det er ikke den samme oplevelse”, siger Michael Wulff.

Hvad handler filmen om?

Hovedkarakteren Mugger er en dreng, der er rigtig glad for at gå i skole, men som knækker sammen, fordi han skal testes hele tiden, skal gå den samme klasse om fire gange og er til skolepsykolog hele tiden. Han beslutter sig derfor for at lave sin egen skole, hvor man kun bliver undervist i det, man har lyst til at lære. Imens bliver hans lidt ældre veninden Sofia skoletræt og hendes super liberalistiske forældre sender hende på den ultra disciplinerede skole ’The Killer Instinct School System’, hvor hun faktisk får forløst noget potentiale. De to venner bliver uvenner over, hvilken slags skole, der er den bedste, og begynder at konkurrere.

Kilde: Michael Wulff.

Wulff siger undskyld på forhånd

Grundlæggende er historien den samme, fortæller han.

Men filmen er satire og karikatur, og udsigten til, at lærere og andre skolefolk skal se filmen på det store lærred, kan godt give Michael Wulff lidt fugtige håndflader.

”Nu er det jo nok specialiserede folk, der læser det her, og jeg vil gerne sige undskyld på forhånd til dem, der måtte synes, at vi har misforstået alt muligt”, siger Michael Wulff med sin sædvanlige underspillede humor.

"For os har det været vigtigt at lave en film, der har noget relevans eller substans, men det er selvfølgelig en komedie, der fortæller en sjov og underholdende historie", siger Michael Wulff.

Han erkender blankt, at filmen til tider tegner et noget karikeret portræt af den danske folkeskole og fremhæver et eksempel.

"Mugge bliver testet, og skolelederen synes, at den test går rigtigt dårligt for Mugge. Dér træder den danske folkeskole i karakter, og Mugge skal gå samtlige klasser om og skal til skolepsykolog tre gange om dagen… og det er selvfølgelig meget karikeret. Vi laver en voldsom satire i forhold til, hvordan Mugge bliver behandlet i folkeskolen. Det siger vi undskyld for up front, men det, synes vi altså, var sjov satire, og det er jo ikke altid lig med virkelighedens verden”, siger han.

"Så jeg vil gerne sige undskyld til lærerne på forhånd. Undskyld”.

Er skolen rummelig nok?

Da bogen udkom i 2018 talte folkeskolen.dk med Anders Morgethaler om bogens tema. Dengang sagde Anders Morgenthaler,

"Vi har læst en masse teori, og vi kan se, at det meget ensidige fokus på målstyring ikke er godt for hverken Mugge, der er en overdrevent fantasifuld dreng, eller Sofia, der har brug for faste rammer, ellers keder hun sig, og så ender hun med at glo Youtube. Den er ikke god for de børn, der er virkelig dygtige, og den er slet ikke god for de børn, der ikke trives med at blive målt og vejet".

Og hverken temaet i historien eller behovet for at sætte det til debat har ændret sig siden da, mener Michael Wulff.

”Det er jo en komedie og ikke en kompleks ph.d.-afhandling, men vi berører lidt det her med, at det er umuligt at have én måde at gå i skole på, som er beregnet til alle. Den debat har ikke ændret sig særligt meget, og det er stadig værd at diskutere, om der er nok fleksibilitet i den måde, man som barn i Danmark skal gå i skole på”, siger han.

En skolelærer på nervemedicin

Michael Wulff håber, at lærerne vil kunne genkende den virkelighed, som filmen forsøger at tegne en karikatur af.

”Jeg håber da, at lærere og skolefolk vil opleve, at vi tager det, som de beskæftiger sig med til dagligt, seriøst på en underholdende måde”.

For selvom historien tager udgangspunkt i børns oplevelser af dét at gå i skole og at skulle passe ind i forskellige systemer og fællesskaber, handler den også om lærerne, forklarer han.

”Der er jo også nogle skolelærere i filmen, der er under et voldsomt pres. Der er en skolelærer, der er på nervemedicin og en skoleleder, der kæmper en håbløs kamp for at få styr på denne her folkeskole, som hun lige er blevet skoleleder på. Så jeg håber da også, at lærerne vil føle, at vi har set lidt af deres højst sandsynligt mareridtsagtige hverdag med masser af udfordringer også. Det er synd for både elever og voksne i denne her film".