Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Som praktiker på skoleområdet forsøger jeg at følge med i de forskellige input, der er i forhold til inklusion i folkeskolen. De af jer, der forsøger det samme, ved, at det ikke er en ukompliceret opgave. Det skorter ikke på nye tiltag, og det lader til, at hver kommune og institution har sin måde at forsøge at håndtere inklusionen på.

Via min funktion i Herlev Lærerforening mødes jeg med andre kredse i hovedstadsområdet og erfarer, at der er forskellige tiltag lokalt. Det være sig alt lige fra pædagogisk retning, specialpædagogisk tænkning, seks timers konsulentbaserede kurser til de såkaldte mellemformer. Og det er kun et udsnit fra mit område.

Lige nu er Odder Kommune fremme med en løsning, hvor specialområdet implementeres yderligere på almenområdet, og økonomien følger med – på et tidspunkt. 

Mere bredt refererer specialister og konsulenter til ”Nest”, ”Lille Hammermodellen” og senest Chef for Center for Bedre Børneliv, KP, Janne Hedegaard Hansen, der i et indlæg fortæller begejstret om: ”Chime Charter Middle School i Los Angeles, Californien”, hvor ”Alle børn uanset forudsætninger, særlige behov eller handicap kan gå på skolen - og lykkes med det”.

Måske findes der, i alle de andre velmenende tiltag, en løsning. Måske er det Oddermodellen, eller skal vi nu kigge mod Los Angeles? Jeg ved det ikke. Andre ved det umiddelbart heller ikke, og det kan jeg sådan set godt leve med. 

Hvad jeg til gengæld har svært ved at forstå og acceptere er, at der kastes rundt med penge, børn, lærere, ledere og skoler i et stort forvirrende økonomisk og socialt forsøg. Der er åbenbart ikke tid til, at vi i fællesskab gør en indsats for at finde ud af hvad der virkelig virker. For der skal handles – nu.

Det er næsten meningsløst

Som folkeskolelærer konfronteres jeg med, at jeg vil af med ”de vanskelige børn”. Jeg afviser påstanden og siger, at jeg vil de børn, vi har, men at jeg også vil gives mulighed for at lykkes med mit arbejde og den opgave og det ansvar, jeg har i forhold til det – altså børnene. 

Det at gøre alle de skønne unger klar til et liv i og efter folkeskolen. At danne og uddanne, så børnene får muligheder for at bruge de kompetencer, de har. At børnene i sidste ende får sig et godt liv i et demokratisk samfund. Og at vi i sidste ende møder nogle individer, der kan og vil videreføre samfundet, som de nu synes, det skal være, når de skal ”være den”.

Og måske kan jeg lykkes med den opgave, selvom jeg åbenlyst skal møde en endnu større variation i behov hos mine elever. Måske har jeg stadig tiden til at planlægge nok varieret undervisning og samtidig formå at arbejde med klassetrivsel og opnå, at alle børn har ret til at være en del af et fællesskab.

Måske skal jeg på et kursus. Måske skal jeg have en lærer mere med i min undervisning. Måske skal den lærer have specialpædagogiske kompetencer. Måske skal jeg have et specialskoletillæg for at arbejde som specialskolelærer på en almenskole. Måske lykkes jeg via de nye inklusionstiltag at afslutte en 9. klasse med børn i trivsel, der er kompetente fagligt og socialt. 

Måske – Hvem ved?

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk