I aften i Tv-Avisen kommer et indslag om inklusionsproblemerne i 3.-klassen her på Sct. Jacobi Skole i Varde - og om Rasmus Alenkærs arbejde med klassen.
Forvandling: Når inklusion lykkes med de rette midler
Mens vi venter på regeringens inklusionseftersyn, besøger Tv-Avisen i aften en 3.-klasse i Varde. Klassen er kommet på fode igen efter et halvt år med en massiv indsats, men psykolog Rasmus Alenkær understreger, at det kun går, så længe der er hænder nok.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Da han kom, var der store problematikker. Især omkring uro og indlæring. Med hans hjælp har vi fået en klasse, der fungerer meget bedre end for 6 måneder siden. Og ja de er stadig sårbare for forandringer. Men med fælles hjælp skal det nok lykkes", skriver en mor til en af eleverne på Rasmus Alenkærs facebookside. Psykolog Rasmus Alenkær har været tilknyttet klassen de seneste seks måneder. Og både han og andre omkring klassen er bekymrede for, hvad der skal ske, når støttetimerne til de mest udfordrede elever skal genvurderes ved sommerferien:
"Man kan frygte, at svaret vil være, at nu går det jo bedre", siger Alenkær.
Der var 29 elever i 3.-klassen på Sct. Jacobi Skole, som ligger i et socialt belastet distrikt i Varde by - fire-fem af dem kunne have hørt hjemme i en specialskole, og én af dem blev også taget ud i løbet af forløbet. Inklusionseksperten Alenkær går ind for inklusion og ville gerne vise tv-holdet fra DR, at det kan lykkes, men han lægger vægt på, at inklusion kun er det rigtige, når den rette indsats og de rette midler er til stede.
Masser af støttetimer
Sct Jacobi Skole og Varde Kommune var klar over problemerne i klassen, hvor flere familier også var på nippet til at tage deres børn ud. Så der var støttetimer på de elever, der havde de største udfordringer og altid mindst to voksne i klassen, allerede inden skolen fik midler fra Undervisningsministeriets satspuljemidler til at hyre Rasmus Alenkær som supervisor.
"Så de nødvendige resurser var der, og det er meget dygtige lærere, men de var dødstressede og ved at give op", fortæller Rasmus Alenkær.
"Så vi startede med at se på, hvem der gør hvad i timerne. Hvem har det didaktiske ansvar ved tavlen, og hvem skal støtte dem, der har brug for det? Og skal man kun kigge på det barn, man har ansvar for?"
Forældreopbakning
Rasmus Alenkær havde sin decibelmåler med sig i Varde, og det lykkedes at få støjniveauet i timerne markant ned. Og i det hele taget forbedre læringsmiljøet, så teamet kunne begynde for alvor at arbejde specifikt med de elever, der har særlige behov. På et forældremøde viste han videooptagelser af klassen, som den er kommet til at fungere, og det har betydet en langt stærkere forældreopbakning til lærernes og forældrenes arbejde.
"Men vi kan se, at når der er vikar, er der stadig udfordringer", fortæller Rasmus Alenkær, som var i klassen seks hele dage, hvor han startede dagen med at aftale dagens tema med teamet, var med i undervisningen og sluttede med supervision.
Kan alle team læse bøger om inklusion og dermed lære at køre undervisningen på den rigtige måde, og så behøver de slet ikke hjælp?
"Nej", understreger Rasmus Alenkær. For det første er der altså behov for flere voksne ad gangen i sådan en klasse. Og for det andet:
"Jeg tror, det er vigtigt, at man en gang i mellem har nogle andre øjne på. Både fordi det er tryghedsgivende, at der er andre, der har set det - at det ikke er læreren, der hele tiden skal retfærdiggøre, men at der også er andre, der har set, hvor benhårdt, det er! Og fordi det er godt med sådan en udefrakommende forstyrrelse, der kan iagttage og give mere data".