Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Der er absurd store generationskløfter i skoleverdenen. Fra boomerne på ledelsesgangen til generation X og millennials på lærerværelset - og videre til Z'erne og Alpha’erne i klasseværelserne. Jeg tror ikke, man finder en anden institution, hvor så mange generationer skal arbejde sammen.

Det kommer til udtryk, når vi taler om mistrivsel i folkeskolen. Her kommer vi voksne ofte til at bruge vendinger som "curlingforældre" og "12-talspiger". Jeg har en tese om, at sådanne små, komiske skældsord er skabt af generationer, som finder det meget besynderligt, at samfundet har ændret sig. I stedet for at acceptere, at vi er forskellige, bruger vi nedsættende vendinger, der skaber afstand mellem generationerne. Og jeg tror kun, at problemet bliver større, hvis vi fortsætter sådan.

Generation Z, og nok også Alpha, har lært at sætte ord på deres følelser, uden at det anses som sårbarhed, men snarere som en selvfølgelighed. Det bør ses som en styrke, at vi har en generation, der kender sig selv og sine grænser godt. Vi behøver ikke at forstå det, men blot acceptere det som alt andet end svaghed.

I vores måske lidt krampagtige forsøg på konstant at servere løsninger for de yngre generationer, glemmer vi måske bare at lytte til, hvad de rent faktisk siger. Disse generationer er gode til at fortælle os voksne, hvordan de har det, og bruger vendinger som "jeg er stresset", eller "det presser mig sygt meget" oftere, end vi voksne ville. Derfor kommer vi til at opfatte det som mere voldsomt, end det måske er ment.

Kollektivets trivsel

En ny forældregeneration har også fundet vej ind i skolen. De har i stigende grad ønsker at blive inddraget i deres børns skolehverdag og vise dem, at de vil det bedste for deres børn. I folkeskolen kan det for eksempel komme til udtryk, når en klasse skal have nye pladser eller grupper. Forældrene kan have mange idéer og krav til, hvordan og med hvem deres barn skal placeres.

Men før vi falder i forældrebashing-fælden, så skal vi lærere nok tage et kig indad. For når vi lytter til forældres krav og kommer dem i møde, bliver det de facto en anerkendelse af, at forældrenes ønske er legitimt, selvom det kan være på bekostning af, hvad der er bedst for klassen som hele. Måske gør læreren det fordi, der er en lille frygt for at få et sæt forældre imod sig – særligt hvis ledelsen vælger at tage forældrenes parti.

En forælder skal ikke til at skrive til læreren, hvis deres barn ønsker en bestemt plads i klassen for at hjælpe og møde barnet. I stedet bør forældrene hjælpe barnet med at se helhedsbilledet i klassen og ruste barnet til selv at tage fat i læreren, hvis ønsket om en ny plads stadig er der.

Ligeledes bør lærerne forklare forældrene, at det kan være svært at efterkomme krav fra alle forældre, da læreren gør sit bedste for at lave pladser, der tilgodeser klassens fællesskab. Lederne bør samtidig forsikre deres lærere om, at de altid bakker dem op i beslutninger, der værner om klassefællesskabet.

For fællesskabet bidrager til, at eleverne føler et tilhørsforhold til klassen og skolen. Forældrene, lærerne og lederne bør acceptere fællesskabets værdier og øve sig i at se det kollektive hensyn frem for det enkelte barns behov. På tværs af generationerne bør vi nemlig kunne se, at kollektivets trivsel også fremmer den enkeltes trivsel.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk