Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Når man ser på de voksende udgifter til specialundervisning, så er det for nemt at se et spareobjekt. Det er nok bedst eksemplificeret af børne- og ungdomsborgmester i København Jakob Næsager (K), der i Politiken den 22. oktober lufter tanken om at flytte penge fra specialskolerne til almenundervisningen i folkeskolen. 

Eller sagt på en anden måde: Hvis vi inkluderer flere elever fra specialskolerne i almenklasserne, kan vi spare en masse penge.

I SF mener vi ikke, vi kan spare os til bedre inklusion. Der skal være økonomi til både det specialiserede område og til de almene klasser. Folkeskolens fornemmeste opgave er at lære alle elever at læse og regne – også de svageste elever. Det er den basisydelse, der sættes højest af forældrene. 

Vi anerkender, at det økonomiske fundament for folkeskolen er presset, men vi mener, at der er brug for at investere nye penge for, at vi kan lykkes med både almenområdet og det specialiserede område. Svaret på en presset økonomi er nemlig ikke mere inklusion. Alt for mange børn, forældre, pædagoger og lærere oplever hver dag konsekvenserne af fejlslagen inklusion uden tilstrækkelig og tidlig støtte.

Specialtilbuddene bør få en pris

Hvis vi ser på folkeskolens formål, kan man ikke isoleret vurdere specialundervisningsområdet på, hvor mange penge man bruger per elev. Det handler om de opnåede effekter. Bliver elever, som modtager specialundervisning, tilgodeset, og får de lige udviklingsmuligheder? Bliver de fuldgyldige medlemmer af samfundet? Nej. Sådan er det desværre ikke i dag for rigtig mange elever. 

Der er derfor brug for at investere flere penge i folkeskolen. Det kræver, at regeringen kommer til lommerne og giver kommunerne flere penge. Ellers vil udhulingen af både almenundervisningen og specialundervisningsområdet fortsætte.

Fortalerne for mere inklusion i almenklasserne fremhæver ofte, at inklusion virker, fordi færre elever fra specialtilbud får en ungdomsuddannelse. Denne påstand tager ofte udgangspunkt i en analyse fra Kommunernes Landsforening, som er elendigt lavet: Den medtager ikke, at børn i specialtilbud kommer med andre forudsætninger som handicaps og indlæringsvanskeligheder. 

Specialtilbuddene burde tværtimod få en pris for, at så mange får en ungdomsuddannelse med de forudsætninger, børnene kommer med. Der er også stadig mangel på pladser på ungdomsuddannelser med f.eks. autismelinjer, så det er ikke nødvendigvis specialtilbuddenes skyld, hvis eleverne ikke kommer videre.

Brug for investeringer i folkeskolen

Hvis flere elever skal inkluderes i almenklasserne, risikerer vi at miste flere forældres opbakning til folkeskolen, og en øget inklusion kan blive dyr i form af flere lærere og pædagoger, som vil forlade skolen, og tabt arbejdsfortjeneste hos forældrene. Regningen kommer forskudt, når et barn ender i mistrivsel og måske slet ikke får en ungdomsuddannelse. Det kan resultere i lavere livstidsindkomst og tabte leveår.

I SF er vores bud, at det kræver langt bedre arbejdsvilkår for lærere og pædagoger og dermed flere penge fra regeringen og Folketinget, hvis det skal lykkes både at skabe bedre inklusion i Folkeskolen og stærke specialtilbud. Lærerne og pædagogerne skal have tid til at undervise sammen med dygtige kolleger, tid til at forberede og efteruddanne sig - og der skal være færre børn i hver klasse. 

Samtidig skal støttesystemet genoprettes efter 20 år med sparekrav fra Folketinget, så der er kvalificerede støttelærere, psykologer og socialrådgivere på alle skoler. 

Vi må stå sammen over for Folketinget og kræve ordentlig økonomi til at løfte opgaven.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk