I dag udkommer psykolog Rasmus Alenkærs med bogen ’Pædagogisk værtskab og uro i skolen’ om, hvad der er forudsætningen for at komme støj og andre forstyrrelser i undervisningen til livs.

”Det sidste skolen har brug for er et nyt pædagogisk koncept, som skal rulles ud over det hele i håb om, at det løser alle problemer. 'Pædagogisk værtskab' skal ikke ses som et nyt koncept”, understreger han.

”’Pædagogisk værtskab’ er en samlebetegnelse for alt det, som lærere og pædagoger allerede gør godt. Og det er meget. Faktisk tror jeg aldrig, at de har gjort det bedre, end de gør det i dag", forklarer han.

Til en start var det ikke mening, at bogen skulle handle om den gode skole. Faktisk nåede Rasmus Alenkær at skrive en halv bog om alt det, der er svært ved at arbejde med udfordrende, urolige klasser.

Anmeldelse: Ingen læring uden vært - heldigvis

Men det hjælper ikke nogen, kom han frem til. Så besluttede Rasmus Alenkær sig for at skrive om, hvad man kan gøre ved det.

”For det kan rent faktisk lykkes at vende kaos til harmoni i klasser. Det er en reel mulighed”, siger han.

Rasmus Alenkær understreger, at han har set mange eksempler på skoler, der gør det virkelig godt.

”Jeg kan se i mine journaler og min daglige gang på danske skoler, at niveauet er enormt højt. Lærere og pædagoger har lært at arbejde sammen, og de mangler hverken viden eller faglighed”.

Værtskab er autentisk

’Pædagogisk værtskab’ foregår ifølge Rasmus Alenkærs på tre niveauer: Det strukturelle, det personlige og så elevernes ’medværtskab’.

”Det strukturelle handler om, at der skal være nogle rammer, som skolens voksne kan udfolde deres personlige værtskab indenfor”, forklarer han.

”Økonomi er en faktor, men også at lærerne har nogle reelle handlemuligheder, og at man har nogle værdier. Man skal gøre sig klart, om man vil have en skole, hvor alle kan være med - eller om man vil have en skole, hvor det er rart at være, og så kan næsten alle være med”.

'Kunden' skal have lyst til at komme igen

Det personlige niveau handler om, hvordan skolens lærere og pædagoger møder børn.

Rasmus Alenkær

Uddannet skolelærer, pædagogisk psykolog, Ph.d. og kognitiv terapeut. Han har mere end 28 års erfaring med pædagogisk arbejde, og er offentligt kendt som debattør, forfatter, podcaster og blogger.

Forfatter til bogen ’Pædagogisk værtskab og uro i skolen’, som i dag udkommer på forlaget Dafolo.

Her finder Rasmus Alenkær inspiration i teorier, der oprindeligt beskæftiger sig med værtskab i servicebranchen, og som siden er blevet taget ind i den pædagogiske verden af forskere i udlandet.

”Det handler om, at medarbejderne påtager sig værtsrollen og agerer på en måde, så kunden får lyst til at komme igen en anden gang”, siger han.

”Der er især to ting, jeg rigtig godt kan lide ved værtskabsbegrebet. Den ene handler om at få andre mennesker til at føle sig velkomne og betydningsfulde. Det er også centralt i undervisningen: vi mødes, og så skal vi være hensynsfulde overfor hinanden. Den anden ting er, at et vellykket værtskab er autentisk. Sådan er det også med læreren: Når mennesket træder frem, bliver det for alvor relevant for børnene”.

Netop på grund af autenticiteten vil Rasmus Alenkær ikke sætte pædagogisk værtskab på formel.

For man kan ikke vedtage, at det skal gøres på en bestemt måde for at lykkes, understreger han. Det afhænger nemlig af personen, der gør det.

”Det betinger selvfølgelig, at man er på en arbejdsplads, hvor det er muligt at komme til syne som menneske. På den måde hænger det personlige og strukturelle værtskab sammen”, siger han.

Elever som medværter

Nogen vil måske blive provokeret af, at begreber fra servicebranchen bringes ind i pædagogikken, men det behøver det ikke, mener Rasmus Alenkær.

For den sidste type værtskab, han opererer med, er ’elevernes medværtskab’, og det er et begreb, som hænger snævert sammen med begrebet disciplin, fortæller han.

”For mig er ordet disciplin simpelthen så positivt ladet. Det er noget af det mest demokratiske, vi har. For det betyder, at vi anerkender, at hvis vi skal kunne høre, hvad hinanden siger, så er vi nødt til at tale én ad gangen", siger han.

Selvom Rasmus Alenkær er glad for ordet disciplin, har han meget bevidst valgt at bruge et andet begreb i sin bog.

"Ordet ’disciplin’ har for mange nogle negative konnotationer, så jeg er landet på begrebet ’medværtskab’ i stedet. Det betyder grundlæggende, at børnene ikke bare går i skole for at blive serviceret af de voksne, men at de lærer, hvordan man er sammen som fællesskab".

Ifølge Ramus Alenkær "er det relevant som aldrig før".

"For vi har i dag en generation af børn med en uhørt egocentrisk tilgang til verden. De er hele tiden udstyret med teknologi, som fortæller dem, at det ikke er vigtigt at kigge op og kigge ud eller forholde dig til andre mennesker. Du skal bare forholde dig til dig selv. For alt er rettet mod dig”.

Det kommer til udtryk i skolen som uro og utryghed, mener Rasmus Alenkær. Han vil lære børnene at være hensynsfulde og ordentlige overfor hinanden ved, at de tager deres medværtskab på sig.

Ikke inklusion for enhver pris

Men er det realistisk at forvente, at folkeskolens elever med al deres forskellige bagage, de bringer med sig, kan påtage sige at være ’pædagogiske medværter’?

Ja og nej, mener Rasmus Alenkær.

”Der er altid en faglig opgave og en værtskabsopgave i skolen. Værtskabsopgaven kunne for eksempel være at huske at række hånden op eller at være opmærksom på ikke bare det, man selv laver, men også om andre bliver forstyrret af det, vi laver”, siger han.

”For nogen børn vil det være let, for andre vil det være helt umulige krav. Og så er det, vi skal overveje, om de børn kan og bør inkluderes i den almene folkeskole”.

Rasmus Alenkær vurderer selv, at han har arbejdet med inklusion i hen ad 20 år, og nu er han med egne ord ved at være "lidt træt af begrebet".

”Jeg synes, vi skal lægge inklusionsbegrebet lidt til side, selv om vi selvfølgelig skal holde fast i, at det er godt med skole, som kan rumme børn, der ikke er lige ud ad landevejen, og gøre dem til en del af fællesskabet".

"Men jeg er blevet interesseret i, hvad kvaliteten af de fællesskaber er. Elevernes eventuelle diagnose eller sociale problemer er ikke så relevant for mig i forhold til, hvem der må være inde og hvem, der må være ude".

"Hvis vi ikke søger for, at der er ro og fokus i fællesskabet, så mister vi alle børnene i klassen. Så simpelt er det i virkeligheden”.

Brug for fællesskab med ro og fokus

I praksis har det længe været sådan, at fællesskabet har forsøgt at tilpasse de børn, som har en forstyrrende adfærd, siger Rasmus Alenkær.

Nu vil han vende den tankegang på hovedet og have et fællesskab, der er kendetegnet ved en høj grad ro, fokus og tryghed.

”Dem, der kan være med til det, de er velkomne og dem, der har svært ved det, skal have hjælp”, siger han.

”Nogen har brug for mere hjælp, end de kan få i et almentilbud. En af bogens vigtigste pointer er, at vi skal gøre op med ’inklusion for enhver pris’-tankegangen. For vi taber hele klasser ved det”.