Nyuddannede lærere skal tilbydes støtte- eller mentorordninger, lyder Danmarks Lærerforening og Skolelederforeningens svar på den udfordring, at hver femte lærer har forladt folkeskolen tre år efter ansættelsen.

Men det svar er ikke godt nok, mener Patrick Nordfjord, 32, der selv stoppede som lærer efter seks år og nu læser på en kandidatuddannelse.

”Det er ikke dér, problemet ligger. Det ved jeg både fra egne erfaringer og andres. Man kan blive vist nok så godt til rette, men hvis huset er ved at falde ned om ørerne om en, så hjælper det ikke”, siger Patrick Nordfjord.

Han stillede i weekenden op i TV2 for at fortælle, hvor han droppede, hvad der faktisk var hans drømmejob.

”Det er i min optik sket et skred i, hvad lærerne skal. Der er for mange arbejdsopgaver, der er dumpet ned i lærernes turban. Hvad er lærernes kerneopgave? At undervise børn? Eller er det, at vi har børn, der trives og lykkes? Det er som om, alt hvad der opstår i skolen, ender på lærernes bord”.

Inklusion presser lærerne

For ham var det især de manglende resurser til at inkludere elever med mange forskellige udfordringer i den almindelige folkeskole, der gjorde, at han til sidst følte, at lærerjobbet gjorde ham syg.

”Jeg kunne ikke stå på mål for de ting, jeg skulle. Jeg synes, jeg var med til at svigte nogle børn. Især i forhold til inklusionsopgaven. Det var svært at se børn tvunget ind i rammer, der ikke kunne rumme dem med de resurser, der var til rådighed”, siger Patrick Nordfjord.

Udredning tager lærertid

Han forstår godt, at fx Københavns Kommune gerne vil inkludere så mange elever som muligt, men det er vigtigt, at der følger penge med, og at der bliver tænkt nøje over, hvordan det bliver ført ud i livet, for ellers står lærerne med en endnu sværere opgave, siger han. 

Han tror ikke på, at det forslag om Børn - og ungdomsforvaltningen i København har om en målsætning om, at København fremover skal inkludere 97 procent af eleverne i almenundervisningen. 

 Han forklarer, hvordan han har oplevet, at inklusion drænede hans arbejdsdag.

”Når vi får en besked om, at en elev skal igennem et udredningsforløb, så begynder det med netværksmøder, observationer, måske skal vi skrive skemaer til børnepsykiatrisk. Det presser, for den tid skulle tages fra min forberedelsestid, som i forvejen var presset”, siger han.

Næste skridt er, når et barn så får en diagnose.

Inklusion

Mens politikerne diskuterer: Sådan kan du selv gøre din klasse mere inkluderende

”Så øges presset, for så skal der laves tiltag. Der skal være møder, og så skal tiltagene implementeres i undervisningen. Jeg har stået med 28 elever, og så havde jeg seks elever med særlige indsatser og rammer. Det er urealistisk at tro, at alle kan indgå på nøjagtig samme vilkår, hvis jeg også skal tilgodese de 22 andre i klassen”.

Netop målet med, at alle elever skulle være lige meget med i undervisningen gjorde, at Patrick Nordfjord nogle gange følte, at han svigtede alle eleverne.

”Jeg havde dårlig samvittighed. Jeg havde seks elever, der virkelig kæmpede, og det var sejt, at de er mødt op, men så havde jeg også 22, der også skulle stimuleres. Som presset lærer bebrejder man sig selv, at man rammer et midtpunkt, hvor de allersvageste ikke kan være med, og de allerdygtigste keder sig helt vildt”.

Godt med fokus på lærernes hverdag

Han forlod folkeskolen sidste år, og han regner ikke med at vende tilbage. I dag læser han en kandidat i læring og forandringsprocesser.

”Bliver jeg hyret som konsulent på en skole, når jeg er færdig, tager jeg gerne opgaven. Men jeg skal aldrig igen være fast på en folkeskole”, siger Patrick Nordfjord.

Efter han stillede op til interview på TV2, hvor han netop fortalte om, hvad der havde fået ham til at forlade folkeskolen, har han oplevet mange positive tilkendegivelser for at fortælle om lærernes hverdag.

”Jeg har fået virkelig mange opmuntringer. Mange synes, det er sejt, at jeg tør sige det, som de selv har følt. Mange er glade for, at jeg sætter ord på det, som de står i. Jeg har kun fået lutter positive tilkendegivelser”, siger Patrick Nordfjord.