Debat

Der er brug for massive investeringer, hvis vi skal lykkes med inklusionen, skriver lærer Christina Rinaldo

Lærer i København:
Det nye inklusionsforslag giver mig ondt i maven

Københavns Kommune kalder det ikke selv en spareøvelse at inkludere 97 procent af eleverne i folkeskolen. Men det kan ikke være andet, når økonomi kommer før elevernes behov, skriver lærer Christina Rinaldo.

Offentliggjort Sidst opdateret

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

En fuldstændig vanvittig beslutning! Det var min reaktion, da jeg kunne læse, at Københavns Kommune fremover kun vil lade tre procent af eleverne få et specialskoletilbud.

Det vil næsten være en halvering fra i dag. Bare tanken om de børn, det her handler om, og hvordan deres skoleliv bliver endnu sværere, end det allerede er, giver mig simpelthen ondt i maven.

Jeg har været lærer i mere end 20 år, så jeg sidder nu med et flashback til den første inklusionsbølge for efterhånden mere end ti år siden. 

Dengang sad jeg måbende og hovedrystende og tænkte, at det her kommer til at gå galt. Og ganske rigtigt: Konsekvenserne ved den gamle inklusionslov har været børn i mistrivsel, skolevægering, stress hos lærerne og elev- og lærerflugt fra folkeskolen til privatskoler.

Flere elever bliver tabt

Det er naivt at tro, at den nye inklusionsbølge ikke kommer skabe endnu flere elever, som mistrives både fagligt og socialt.

Jeg har på nærmeste hold oplevet en stigning i antallet af elever, der er i mistrivsel. Før i tiden havde vi en til to elever i hver klasse. I dag sidder der nærmere op imod fem elever, som har det skidt. 

I min tid folkeskolen har jeg set konsekvenserne for både elever og lærere. Jeg har på egen krop oplevet bagsiden af inklusionen, og jeg har set flere elever blive tabt i systemet, fordi de ikke i tide har kunnet få det skoletilbud, de har behov for.

Det ender som Kejserens nye klæder

Det er ikke i orden, at vi taber endnu en gruppe børn på gulvet på grund af en spareøvelse – og ja, jeg mener virkelig, at det ender som en spareøvelse, selvom Københavns Kommune vil flytte 300 millioner med fra specialområdet til almenskolerne.

Pengene skal blandt andet bruges på flere to-voksentimer i børnehaveklassen og indskolingen, men de berømte mellemformer bliver alt for ofte brugt som et quick-fix til at hjælpe børn med diagnoser i almenskolen.

Jeg kan godt se, at to-voksentimer og co-teaching kan skabe deltagelsesmuligheder for mange elever, men det kræver de rette rammer og resurser. Her er det, som foregår i dag, alt for ofte en lightudgave, hvor der kun er to voksne et par lektioner om ugen. 

Det skaber slet ikke den ønskede effekt, selvom det ser pænt ud på papiret. Det er Kejserens nye klæder om igen, da det dækker over et underfinansieret bud på, hvordan man kan inkludere flere i almenundervisningen.

Excel-pædagogik hører ikke hjemme i skolen

Det gør mig vred, at økonomi kommer før elevernes behov, og at oveni købet pakkes ind i positive buzz words om at være "first movers". Excel-pædagogik hører på ingen måder hjemme i folkeskolen, og det er en hån mod den professionelle lærer. 

Jeg frygter, at man i fremtiden vil lytte endnu mindre til lærernes vurderinger af, om en elev vil trives bedst i en almindelige klasse, eller om et specialtilbud vil være bedst.

Konsekvenserne bliver fatale, for skolerne i København har allerede en presset økonomi efter mange års besparelser på skoleområdet. Jeg er sikker på, at det vil gå hårdest udover de mest udsatte børn, og jeg bliver oprigtigt trist ved tanken om, at børnene og deres familier i fremtiden får det sværere, fordi de kan få lov til at få det rigtige specialtilbud.

Derfor skal vi holde politikerne op på, at alle elever har krav på det rette skoletilbud, og at der er brug for massive investeringer, hvis vi skal lykkes med inklusionen.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk