Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

I disse dage er toppen af det kommunale Danmark samlet i Aalborg til Kommunernes Landsforenings Børn og Unge Topmøde. Derfra er meldingen klar: Der bliver brugt alt for mange penge på specialskoler og specialklasser, så nu skal der altså skrues op for inklusionen i de almindelige klasser.

Signalerne er allerede opsnappet i nogle kommuner. I Randers skal alle inkluderes, når de starter i skole, og i min egen kommune, København, har lokalpolitikerne lige vedtaget en ny visitationsmodel. Den lægger op til at presse langt flere elever med særlige behov, der ellers ville have gået på specialskole, ind i almindelige klasser.

Det er dybt bekymrende.

Jeg har efterhånden mange års erfaring fra min skole, der er en specialskole for elever med en autisme- eller ADHD-diagnose. Her har jeg og mine kollegaer et utal af gange oplevet at modtage elever, hvis skoletid har været præget af mange skift, skolevægring og nederlag efter nederlag – ikke fordi deres skoler har været dårlige, men fordi de ikke har haft de nødvendige økonomiske og specialpædagogiske ressourcer.

Med meldingerne fra KL-topmødet, Randers og København er jeg alvorligt bange for, at vi fremover vil komme til at gentage fortidens inklusionssynder: Vi risikerer ganske enkelt at svigte en stor gruppe elever, når de år efter år skal mangle, det rigtige skoletilbud.

Lad dig ikke snyde

Nu kunne man måske tænke, at det her bare er en udfordring i Randers og København, men som debatten om udgifterne til specialskoler har været de seneste år, og som udmeldingerne er fra Aalborg, frygter jeg, at mange andre kommuner med pressede økonomier vil følge trop.

Hos os i København, har man endda valgt det meget positivt ladet begreb mangfoldige børnefællesskaber til at beskrive den nye visitationsmodel, der skal sikre, at langt færre elever kan få plads på en specialskole eller i en specialklasse. Og lur mig om ikke de voldsomme besparelser på specialområdet alle mulige steder vil blive pakket ind i lignende flotte fraser.

Men man skal naturligvis ikke lade sig snyde af de flotte plusord, for der er for mig ingen tvivl om, at det her er en spareøvelse. Det handler om at spare penge på specialområdet.

Hvis man virkelig ønsker mangfoldige børnefællesskaber, handler det altså også om, at alle elever får det rigtige skoletilbud, der passer til deres behov. Jeg vil endda gå så langt og sige, at hvis almenskolerne skal lykkes med at inkludere flere elever, må det ikke ske på bekostning af specialskolerne. Det skal ske i et samarbejde.

Regnearksvisitationen har fejlet

Mine elever med en ADHD- eller autismediagnoses faglige, personlige og sociale udvikling afhænger af, at de er i det rigtige skoletilbud. Det vil for en gruppe af elever – dog ikke alle – være på en specialskole. Det samme gør sig gældende for andre typer specialskoler med andre typer elever.

Fælles for dem er, at hvis eleverne presses ind i almenfællesskabet, hvor rammerne ikke er tilpasset, kan det have fatale konsekvenser som skolevægring og skabe angstproblematikker. Tro mig, det tager ofte flere år at bringe disse elever tilbage i trivsel og i undervisningen.

Derfor er det dybt problematisk, hvis det fremover ikke er den enkelte elevs udfordringer, der er styrende for, hvilken støtte han eller hun skal have, men at det i stedet bliver kommunens regneark, der bestemmer. Det bør naturligvis i stedet ske på baggrund af specialpædagogisk faglighed.

Erfaringerne med regnearksvisitation har vi prøvet før. Det mislykkedes med et brag, så lad nu for pokker være med at gentage fortidens fejltagelser.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk