Fællesskabet er vigtigt i landsbyen Klejtrup uden for Viborg, og på Brattingsborgskolen bruger de mange kræfter på fællesskab og samarbejde - og på inklusion. De inkluderer langt de fleste elever - lige nu betaler skolen kun til en elev i specialtilbud og til et par stykker, som har været i specialtilbud, siden de var helt små.

Inklusion er noget, alle medarbejdere arbejder med. Og selv om det er en lille landsbyskole med cirka 165 elever, så kender de til alle slags problematikker. Alle skal have en vej at udvikle sig på, og vejen er ikke snorlige for nogen elever.

Brattingsborgskolen er en almindelig folkeskole med elever med forskellige udfordringer. Nogle har ADHD, ADD, autisme, eksekutive vanskeligheder, og andre har indlæringsvanskeligheder eller fysiske udfordringer, som skolens personale hjælper dem med i hverdagen. Skolen har klassekvotienter på mellem 15 og 26 elever.

»Vi kender børnene, fra de kommer i institution som treårige, og det giver klart nogle fordele. Vi kender familierne, og de kender os. Men vi bruger også tid på samarbejdet. Vi har de samme resurser som alle andre skoler i Viborg, men vi prioriterer tid til samarbejde og at have så mange medarbejdere ude hos børnene som muligt. Og ville vi gerne have flere derude? Ja tak«, siger skoleleder Michael Flarup.

»Vi har bøvl hver dag her på skolen. Det er bestemt ikke rosenrødt det hele, men vi tager problemerne, når de opstår. Børnene skal andet end at få høje karakterer i skolen, vi har også en dannelsesforpligtelse. Og så taler vi meget om det, der fungerer, og det, vi gerne vil have mere af«.

Michael Flarup fortæller, at skolen godt kan have elever, der ikke når de faglige mål for 6. klasse, men hvis de skal have glæde af at være på skolen, så skal børnene udvikle sig.

Skolen bruger 120 timer om ugen på to-voksenordning til syv klasser. Flest timer går til indskolingen, men der er også tovoksenordning i nogle timer på mellemtrinnet, hvor der er behov. Hvert team har halvanden time ugentligt til at planlægge deres arbejde sammen.

Gratis debatmøde: Hør en skoleleders bud på bedre inklusion 

Godt håndtryk og øjenkontakt

Sascha Østergaard har dansk i en klasse på mellemtrinnet. Hun har været på skolen i fire år og har også en bachelor i inklusion.

Eleverne kommer stille ind og sætter sig, Sascha Østergaard spørger, hvilken dag vi har, dato og årstal, og de taler om det gode vejr.

Eleverne skal hver især skrive en præsentation af sig selv, fordi de snart skal hen på plejehjemmet og læse højt for de ældre. Sascha Østergaard skriver punkter på tavlen: At man fortæller sit navn, sin alder og måske lidt om sin familie.

»Vi kommer jo ind i den ældres hjem, så hvad er vigtigt?« spørger hun.

At give hånd og at have øjenkontakt, svarer eleverne.

»Det skal være et ordentligt håndtryk og ikke en slatten klud«, siger en dreng. Han går op og giver hånd til Sascha - et fast håndtryk mens de ser hinanden i øjnene. Det er vigtigt at fortælle, at man vil den anden person.

Eleverne henter computere og går i gang med at skrive. Mange elever i klassen har store læsevanskeligheder, er ordblinde og har brug for støtte undervejs.

På væggen har to elever en lamineret seddel hængende. De kan gå op og hente deres seddel og give den til læreren, hvis de har vikar en dag. Så skal de ikke til at forklare sig. På den ene elevs seddel står der, at hun har svært ved at læse og derfor ikke vil læse højt. Den anden elev har lov til at tage sin fidget cube frem og dimse med den.

Bagerst i klassen er et par skærme stillet op til en af eleverne, som selv kan vælge at gå om bag dem, hvis det bliver nødvendigt.

Rutiner og hjælpeskemaer

Sascha Østergaard viser et skema, hun har udarbejdet til en elev. Det er et skema, hvor der for hver dag er et felt for »morgen«, »tipausen«, »formiddag« og »eftermiddag«. Eleven har små grønne, gule og røde brikker til hvert felt. Eleven går ved skolestart hen og sætter en brik på »morgen«. I dag er den grøn, så eleven har haft en god morgen derhjemme. Det er godt at vide, hvis det for eksempel har været en dårlig morgen, eller hvis der har været konflikter i tipausen, så kender læreren til elevens stemning og eventuelle problemer. Skemaet ligger i lærerens skuffe.

På væggene hænger forskellige regler for, hvordan man opfører sig over for hinanden.

»De seneste to år har vi haft en ugentlig trivselstime, og vi prioriterer at få talt om, hvordan man er en god klassekammerat. Når eleverne har læsebånd, læser mange selv, men to elever kan godt gå sammen, og så læser den ene højt for den anden. Det kan også være svært at skrive det, man har på hjerte, når man er ordblind, og så må de gerne trække på en livline i form af en klassekammerat«, fortæller Sascha Østergaard.

Nogle elever har en app på deres mobiltelefon, hvor de kan få læsehjælp. Det er vigtigt, at de lærer forskellige hjælperedskaber at kende, for en del af dem skal bruge computer resten af deres liv, når de skal læse. I klassen har de også talt om brugen af CD-ord, fordi nogle elever finder det stigmatiserende at bruge redskaber til støtte, men intet er hemmeligt her i klassen. Også meget personlige problemer kan blive vendt med klassekammeraterne, så alle ved, hvordan de bedst kan støtte op om den enkelte.

I en klasse har en elev for eksempel et kort, der er rødt på den ene side og grønt på den anden. Eleven kan tjekke ud og ind i undervisningen efter behov.

»Når kortet er grønt, ved vi, at eleven deltager aktivt. Tidligere brugte vi lærere en del tid på at spørge eleven og sikre os deltagelse i undervisningen, men det blev stressende for eleven. Det her fungerer meget bedre«, siger Sascha Østergaard.

»Alt er meget tydeligt, vi har forskellige rutiner hver dag. Det handler om at være på forkant med så mange af udfordringerne som muligt, så vi ikke skal brandslukke. Det her virker meget bedre«, siger dansklæreren.

Relationen er vigtigst

Det er i indskolingen, man skal sætte ind. Det er dér, børnene skal lære at gå i skole, og dér, rutinerne skal opbygges, mener de på Brattingsborgskolen.

»Relationen er det vigtigste. Da min klasse gik i indskolingen, var vi to om at have alle timer, fordi vi fandt det nødvendigt. Vi har også en klasse på mellemtrinnet, der kun har tre lærere. Og vi vikardækker selv på skolen, hvis det på nogen måde er muligt, sådan at eleverne altid kender de voksne i klassen«, fortæller Lene Bak Outzen, der underviser på mellemtrinnet.

Hun er uddannet pædagog og cand.pæd.psych. og begyndte egentlig på skolen, fordi hun skulle være støtte for en elev, der måske skulle i specialtilbud. Derfor var hun ekstra på klassen i alle timer.

»Den gennemgående støtte betød alt for barnet, der stadig går på skolen«, fortæller hun. I dag arbejder Lene Bak Outzen fast på skolen og har en stor del af undervisningen i klassen.

Lærer og tillidsrepræsentant Susanne Thomsen fortæller, at en elev med en dia­gnose så også kunne blive i klassen, fordi der var fast støtte.

»Vi går ind for tidlig indsats. Vi sætter ekstra resurser på i indskolingen, så vi får fat i problemerne, inden det løber af sporet. Vi har i det hele taget en kultur, hvor vi samarbejder og gør hinanden gode«, siger hun og understreger betydningen af flere læreres hænder ude i praksis.

»Det betyder så meget, at der er to voksne på en klasse, og at den ene er en gennemgående person. Det er simpelt hen konklusionen, når det gælder god inklusion. Det viser undersøgelser også, så det er bevist. Men mange steder bliver det med to voksne taget ud af ligningen, og så tror politikere og ledelse, at det stadig kan virke. Men tomatsovs uden tomater er altså ikke tomatsovs«, som Susanne Thomsen siger.

Træner elever i at samarbejde

Selv om de i klasserne arbejder med en tydelig struktur og faste rutiner, så træner lærerne også eleverne i at kunne klare mere uforudsigelig undervisning. For det skal de også kunne.

»Men vi aftaler det i teamet. Hvis jeg nu laver noget mere løst og elevstyret om mandagen, så venter min kollega til en anden dag, så det ikke er hele dagen, der bliver ustruktureret«, forklarer Lene Bak Outzen.

Lærerne gør også meget ud af at lære eleverne at samarbejde. Hvert år har skolen et fokusområde. Det kan for eksempel være social forståelse, og det betyder, at eleverne arbejder med emnet, medarbejderne har fokus på det, og familierne bliver inddraget.

»Man kan ikke bare sætte små elever i grupper og så tro, at de kan arbejde sammen. Gruppearbejde skal trænes, og alle skal være med på, at vi forventer, at de arbejder, sådan som vi har aftalt det, og at de ikke i stedet løber ud for at gynge«, siger Susanne Thomsen.

Hun fortæller, at hun og matematiklæreren en gang i en indskolingsklasse arbejdede med spil. Men de oplevede, at børnene græd og slet ikke kunne finde ud af ikke at vinde hver gang. Så blev de ved med at spille og tale om, hvordan man kunne være en god taber, indtil børnene kunne det.

»Vi kunne lige så godt tage problemet i opløbet, for det er jo noget, børn skal kunne, og det bliver kun værre, hvis de ikke lærer det fra begyndelsen«, siger Susanne Thomsen.

Det er en af grundpillerne hos medarbejderne - at man tager hånd om det, når man står med et barn i vanskeligheder, og man taler højt om vanskelighederne, får hjælp, gode input og støtte fra hinanden.

»Jeg er aldrig bange for at spørge mine kolleger om noget. Vi bakker hinanden op, og man kan roligt vise sin sårbarhed her«, siger Lene Bak Outzen.

Men den fælles holdning er også, at et barn ikke skal være på skolen, hvis det ikke er det bedste for barnet og for omgivelserne.

Find det, der virker

Sascha Østergaard har tidligere arbejdet i en ADHD-afdeling på en skole. Hendes erfaring er, at det handler om at inddrage specialviden, men at den skal bruges individuelt.

»Der findes ikke fem elever, der skal behandles ens. Men alle skal være en lige del af fællesskabet, ellers dur det ikke. Det handler om det enkeltes barns progression, og alle har individuelle behov - også selv om de måske ikke står i store vanskeligheder. Det handler også om den stille elev. Jeg har en elev, der lige nu øver sig i at sige: 'jeg kan, jeg vil, jeg skal'. Og det virker for denne elev, som er kommet mere på banen og nu tør sige noget i klassen«.

Skolen er privilegeret med et stærkt forældresamarbejde og en kultur, hvor hele landsbyen støtter op om skolen. Når der er teaterforestilling, hvor en klasse eller to står for underholdningen, kan der godt komme 600 tilskuere. Daginstitution og skole samarbejder også, holder fester og arbejdsdage sammen, for så er det lettere at tale sammen i hverdagen.

»Ingen kan løse opgaverne alene. Det handler om at lære at have respekt for andre, og det taler vi med familierne om. Det handler også om at sige tak for mad derhjemme. Familierne skal arbejde hjemme med noget af det samme, som vi arbejder med her på skolen«, siger skoleleder Michael Flarup.

»Vi er meget tydelige omkring, at vi ikke vil acceptere, at nogen bliver slået. Men alle kommer jo i konflikter gennem livet, og derfor er det så vigtigt, at børnene lærer at håndtere deres konflikter, når de er små. Det bliver straks mere problematisk, hvis de ikke kan det, når de er 17 år og kommer i konflikt på et gadehjørne i Viborg«, mener Michael Flarup.

Skolen bruger noget af den understøttende undervisning til trivselstimer. De har et godt samarbejde med Pædagogisk Psykologisk Rådgivning og har en socialrådgiver, der fast kommer på skolen.

I skolens årshjul er trivsel indarbejdet. Der er afsat tre ugentlige timer til at arbejde med den røde tråd i hvert team. Emnerne er: Mod og nysgerrighed hos den enkelte elev. Respekt, omsorg og tolerance over for andre. Gode omgangsformer, selvkontrol og behovsudsættelse. Træning - så de gode elementer holdes ved lige og bliver automatiseret.