Ekspertgruppe: Inklusionen fungerer ikke godt nok 

I maj 2016 afleverede ekspertgruppen bag inklusionseftersynet over 90 anbefalinger til, hvordan man skulle arbejde videre med inklusionen og skabe en forbedret praksis. Og hvordan ser det så ud nu knap tre år efter? Har noget flyttet sig? Det har Folkeskolen spurgt de to lærere, der deltog i eftersynet, og formanden for ekspertgruppen, skoleledernes formand, Claus Hjortdal, om.

»Tja, vi på gulvet oplever ingen forbedringer på inklusionsområdet, men måske nok en større systematik på området. Og det er positivt. Men generelt går det ikke den rigtige vej. Det er blevet mere tungt dokumentationsmæssigt«, lyder et sammenfattet svar fra de to lærere Ann Rytter Westerberg fra Glostrup Skole Skovvang og Karina Abildgaard Leisin fra Damhusengens Skole i København.

Afgående professor: Ingen tænkte inklusion og folkeskolereform sammen 

De to lærere oplever, at der er kommet langt flere støttekrævende elever ind i skolen nedefra. Det bekræfter skoleledernes formand, Claus Hjortdal.

»I en periode tog man arbejdet alvorligt. Der er kommet flere børn ind i det store fællesskab og andre i mindre fællesskaber. Det er positivt, at vi har fået flere over i almenundervisningen og har fået mere almenundervisning ind i specialundervisningen. For eksempel har vi aldrig tidligere haft så mange unge med autisme, som får en afgangseksamen, begynder på en ungdomsuddannelse og kommer i arbejde, som nu«, siger han.

»Men - og der er et stort men: Der er kommet langt flere børn med diagnoser og med behov for støtte ind på de yngste klassetrin. Flere får diagnoser i dag, og det er ikke lærernes ønsker. Vi ser en større bølge af børn med problemer på de yngste klassetrin. Vi ser bange og usikre børn, nogle med tvangstanker helt ned i 3. klasse. Vi ser nye typer af udfordringer. Det har ikke noget med selve inklusionseftersynet at gøre, men det er sådan, det er gået«, siger Claus Hjortdal.

Fortsat besparelser på inklusion

Har politikerne brugt inklusionseftersynet?

»Nej, det ses ikke mange steder. Der er en kontroldagsorden og en økonomidagsorden, når det gælder folkeskolen. Politikerne mener, at vi skal klare det hele ude på skolerne. Vi siger, at vi ikke har nok penge til det, men der bliver bare sparet fortsat på skolerne«, siger Claus Hjortdal, der hele tiden har kaldt inklusionen for en spareøvelse set med politikernes øjne.

Heller ikke de to lærere, der i sin tid var med til at udforme de 90 anbefalinger, synes, at det er rykket nok.

»Vi kan ikke mærke, at eftersynet er blevet brugt til noget. På min skole skal vi i gang med at arbejde med konflikthåndtering. Men det er kun på vores skole, at det sker, og det sker ikke på grund af eftersynet«, siger Karina Abildgaard Leisin.

Egelund roser inklusionseftersynet: Kommer godt rundt om det hele 

»Vi har haft to kurser på tre timer, hvor det handlede om 'dynamisk mindset' og systemisk tænkning«, siger Ann Rytter Westerberg.

Hun fortæller, at hun ikke kender nogen, der har læst bare pixiudgaven af ekspert­gruppens anbefalinger. Karina Abildgaard Leisin kender én lærer, der har læst pixiudgaven.

Hvis de skal finde på noget positivt, ­fremhæver de begge, at eftersynets anbefaling om at droppe kravet om at inkludere 96 procent af alle børn i almenklasser blev fulgt. Det ændrede mindsettet og sproget.

»Der er nok efterhånden en større respekt for det forebyggende og foregribende arbejde, som børnehaveklasselederne står for. Måske en større respekt for, at de rent faktisk er rigtig dygtige til dét arbejde i børnehaveklassen«, siger Ann Rytter Westerberg.

Men Karina Abildgaard Leisin fortæller, at man på hendes skole i Københavns Kommune har skåret timerne til assistenter i børnehaveklasserne væk, så igen oplever de besparelser på området. Og når der så er kommet endnu flere elever med store problemer ind på skolerne fra de yngste klassetrin, så bliver det generelt en kæmpe opgave. Stadigvæk. Inklusion er en enorm opgave uden ekstra resurser til at løse den.

Pengene fulgte ikke med

»Vi opdagede jo under inklusionseftersynet, at det var umuligt at udregne resurserne, som bliver brugt på inklusion. Det måtte vi opgive«, siger de to lærere og suppleres af Claus Hjortdal:

»Som formand for Skolelederforeningen kan jeg sige, at jeg er helt overbevist om, at pengene fra specialundervisningen ikke fulgte med til inklusionen. Vi måtte under eftersynet opgive at finde ud af, om alle penge var fulgt med. Jeg sagde dengang, at enhver skoleleder i økonomien kan skjule det, når man går fra et paradigme til et andet«, fortæller han.

Men de er alle tre enige om, at der stadig er alt for få penge til en god inklusion. At det alt i alt er op ad bakke med at skabe den gode inklusion. Og at det ikke bliver bedre, når behovet også er stigende.

»Lige nu oplever vi store udfordringer i indskolingen over hele landet. Vi oplever også uro omkring 5.-6. klasse og mobning i den forbindelse. Og vi ved ikke, hvorfor der er flere børn med støttebehov. Onde tunger siger, at der er flere, der får diagnoser i dag, fordi der skal en diagnose til at få støtte. Jeg vil ikke udelukke, at der kan være en kobling dér, men faktum er, at vi ser langt flere børn i dag med behov for støtteforanstaltninger på de yngste klassetrin«, siger Claus Hjortdal og kommer med bud på forklaringer:

»Det kan være, fordi der bliver sparet på folkeskolen og sparet på støtteforanstaltninger. Flere test og prøver i skolen kan også være en forklaring, fordi de presser børnene. Der kan også være helt andre forklaringer: At børnene ikke er vant til fordybelse, at de er vant til hurtige svar og behovstilfredsstillelse fra diverse skærme og elektronik, at de har for dårlig voksenkontakt, at for mange spiser for mærkeligt og sover for lidt. I hvert fald siger psykologer, at de oplever mange ensomme børn. Børn, der mangler reaktion fra de voksne, mangler nogle at spille bold op ad«.

Øget pres på eleverne

De to lærere oplever også et øget pres på børnene.

»Vi har fået en eksamensskole nu. Der er ikke tale om afgangsprøver længere. Du kan rent faktisk dumpe. Og det presser børn og unge meget. Det giver angst og skolevægring, som er i kraftig stigning«, fortæller de.

Karina Abildgaard Leisin fortæller, at man i Københavns Kommune opererer med noget, der hedder BUF-flex. Det betyder, at skolen kan få mellem 70 og 80 procent af resurserne til specialundervisning, hvis de beholder en elev på skolen. Der skal dokumentation til, barnet skal visiteres, men i hele det system kan man så beslutte, at barnet bliver på folkeskolen med øgede resurser.

De fortæller, at der måske er sket noget positivt med hensyn til handleplanerne. I København har man fået barnets perspektiv med i handleplanen, så man også spørger barnet om, hvad det tænker om at gå i skole, hvad der kunne hjælpe, og hvad der er svært.

»Jeg synes stadig, at anbefalingerne efter inklusionseftersynet er gode, men de ligger nok mest bare på en hylde og bliver ikke brugt«, siger Karina Abildgaard Leisin.

»KL burde drive det videre«, mener Ann Rytter Westerberg.

KL har faktisk nedsat en gruppe, der skal implementere anbefalingerne. I pjecen »Godt på vej - med folkeskolen« fra 2018 står: »KL har overtaget formandskabet for det videre arbejde i opfølgningsgruppen for inklusionseftersynet. Der vil i det videre arbejde være fokus på flere af eftersynets temaer, ligesom andre relevante problemstillinger i forhold til at skabe en skole for alle børn inddrages. Der er for eksempel fokus på et bedre sprog og begrebsbrug, progression og opmærksomhed på den enkelte elevs faglige udvikling og trivsel og elevernes sociale og personlige kompetencer. KL vil arbejde på at omsætte anbefalingerne til praksis og til konkrete modeller samt formidle og sprede erfaringerne til kommuner og skoler«.

Danmarks Lærerforening er repræsenteret i gruppen med formand for undervisningsudvalget Jeanette Sjøberg. Hun fortæller, at der blev holdt nogle møder i 2017, men at hun kun har været indkaldt til et møde i hele 2018.

»Der besluttede man, at gruppen var meget stor, og at man ville oprette nogle mindre arbejdsgrupper inden for de enkelte emner. Siden har jeg ikke hørt noget om arbejdet«, fortæller Jeanette Sjøberg.