Oplevelser med seks drenge i en presset skoledag for 12 år siden blev vakt til live, da tidligere lærer Monica Langelund læste andre læreres oplevelser på folkeskolen.dk. Hun satte sig til tasterne og skrev en mail til redaktionen.

"Det bekymrer mig voldsomt at kunne genkende min egen historie i det I skriver og i at et stigende antal lærere sygemeldes med stress", skrev hun. "Mange af de ramte lærere kommer måske ikke reelt tilbage i arbejde, men inden da skal de nok - som jeg - gennem årevis af uvis ventetid og diverse forløb i beskæftigelsessystemet. Som fagblad synes jeg I bør dække den her inklusionsproblematik fra denne vinkel - at det kan få så store konsekvenser som lærer".

Gør som mere end 100 andre: Råb op om, hvordan du oplever inklusionen 

I 2002 var Monica Langelund en forholdsvis nyuddannet lærer. Hun havde seks drenge i sin klasse, som ikke havde en diagnose, men som blev tydeligt presset i skolens rammer.

"De havde et voldsomt temperament og var en konstant udfordring for klassen", fortæller hun.

"Eleverne kom løbende op at slås på kryds og tværs. Det var meget vigtigt, at jeg nåede op i lokalet, før de elever. Jeg brugte især i begyndelsen af timen meget tid på at forsøge at løse konflikterne. Men som dagene gik, mærkede jeg en tiltagende magtesløshed. Jeg vidste simpelthen ikke, hvad jeg skulle gøre".

Før inklusionen

I 2005 havde politikerne endnu ikke sat fokus på inklusion. Monica Langelund havde klassen fra 2005-2008, men dengang brugte hun ikke tid på underretninger eller diagnosebørn. Men hun tror, at der i klassen allerede dengang var et par elever, som i dag måske ville have haft en diagnose. Derudover var der nogle med meget høj IQ.

"Jeg kunne simpelthen ikke styre min klasse. Eleverne begyndte at stikke af. Hvordan skal jeg lige sige det til min leder? I en af de slåskampe, som jeg splitter op, er der en dreng, som er meget vred. Så da jeg stopper ham, langer han ud efter mig. Han rammer mig ikke, men min eneste tanke var: om et øjeblik går det galt. Og hvis det ikke er om lidt, så bliver han større, og så går det rigtig galt", siger Monica Langelund.

Men hun delte ikke oplevelserne med nogen. Ikke engang manden derhjemme. I stedet forsøgte hun at råbe op om de mere praktiske udfordringer, som hun kæmpede med i skolen, der var midt i en omfattende ombygning.

Folkeskolens leder: Hold op med at klare det

"Jeg er kontaktperson for indskolingen i elevrådet. Da ledelsen for tredje gang beder om elevernes ønsker til ombygningen, og ikke på noget tidspunkt har reageret på de ønsker, der er kommet, går jeg til ledelsen. Når skydedøren ikke virker, går jeg til ledelsen. Men jeg går ikke til ledelsen med konfliktniveauet i klassen", siger Monica Langelund og forklarer: "Jeg har bare sådan en utilstrækkelighedsfølelse. Jeg er jo en meget engageret lærer. Jeg er tæt på eleverne. Jeg har hele mig selv med i arbejdet, og derfor er det helt klart skamfuldt, at jeg i de rammer der er, ikke magter det".

"Jeg gik til ledelsen om den generelle mistrivsel i klassen, men ikke, om at jeg følte mig utryg ved et par af drengene, som jeg i tiltagende grad følte, jeg ikke kunne styre. Jeg gik ikke til ledelsen med det der var mest sårbart for mig, nemlig min personlige magtesløshed", lyder det fra Monica Langelund.

I begyndelsen tænkte Monica Langelund mest på, hvordan hun skulle få sit lærerliv til at fungere.

Lærer dropper folkeskolen: "Man bliver syg af at være lærer"

"Men efterfølgende har jeg tænkt på de stakkels unger, som har startet deres skoletid med en masse konflikter og sikkert også en masse skældud. Jeg har altid søgt den konstruktive dialog, men der er jo andre der skælder ud. Og jeg kan også komme til det i afmagt. Men jeg havde ingen sanktionsmuligheder. Jeg kunne sende dem uden for døren. Men det klarede de ofte selv. Og så løb de væk", sukker hun.

Skoleprojekter presser

Monica Langelund er slet ikke i tvivl om, at store skoleprojekter som folkeskolereformen og inklusionsdagsordenen presser elever og lærere. Da hun begyndte på skolen i Gentofte, var kommunen i gang med det prestigefyldte SKUB-projekt, som blandt andet betød åbne klasselokaler, fælles områder og ny pædagogik. Og Monica Langelund glædede sig til at være med.

"Det var datidens folkeskolereform. Det var ambitiøst. Et prestigeprojekt, der helst skulle fremstå som en succes. Og det var det jeg allerhelst ville. Det var det første job, jeg søgte, og jeg fik det", siger hun.

Efter et år i midlertidige lokaler flyttede hun ind i et 34 kvm2 stort lokale til 24 elever og voksne. Målet var, at meget af undervisningen skulle foregå uden for lokalet, men realiteten blev, at eleverne var længe i det iltfattige lokale. Døren som adskilte klasselokalet til aulaen var en stor skydedør som også fungerede som tavle. Men tavleeffekten forsvandt undervejs og døren kunne ikke skærme mod lyden fra aulaen. Og der manglede inventar og der var ikke mulighed for at låse uv-materiale inde Ofte gik tavlen i stykker og kunne ikke skærme mod lyden fra aulaen".

"Eleverne blev klemt af rammerne. De faldt over hinandens tasker. De sad for tæt og blev hurtigt trætte Og så kom konflikterne", siger Monica Langelund.

Magtesløsheden

Følelsen af magtesløshed har sat sig fast i hende. Og den sidder så fast, at hun har fået en psykiaters ord for, at oplevelserne i skolen har ført til, at hun har fået post traumatisk stress syndrom (PTSD).   

"Jeg har ikke været truet på livet. Eller oplevet gruopvækkende ting. Jeg har bare været skolelærer i en indskolingsklasse i folkeskolen", lyder det fra Monica Langelund som forklarer:

"Min PTSD er jo ikke på niveau som hos mennesker, der har været i krig eller er blevet voldtaget. Jeg kan godt fungere i hverdagen. Min PTSD bunder i den måde, jeg håndterer magtesløshed på i dag. Selv meget små udfordringer i hverdagen trigger min magtesløshed, og jeg håndterer dem med en uhensigtsmæssig blanding af kæmp/flugt mekanismer, hvilket er belastende for både mig selv og mine nærmeste".

Og netop derfor mener hun, at det er vigtigt, at lærerne får et sprog til at sætte ord på de oplevelser i skolen, som kan være meget svære at tale om. For konsekvenserne ved ikke at gøre noget, kan blive meget store.

Monica Langelund nåede at undervise i fem år med to kortere sygemeldinger, før hun blev langtidssygemeldt. Hun havde en tarmsygdom, der var i konstant udbrud, som officielt var årsagen til sygemeldingen, og i øvrigt årsagen til at hun ikke bare søgte et andet job.

"Jeg havde ingen dialog om noget som helst. Der var en berøringsangst over for tarmsygdommen, og jeg var på det tidspunkt den eneste, som var stresssygemeldt. Men alle lærerne var jo i den samme virkelighed. Og hvorfor var jeg den eneste, som ikke kunne klare det? Jeg blev isoleret fra mine kolleger og kunne ikke snakke om, at det ikke kun handlede om tarmene, men at det også var mit arbejde, der havde gjort mig syg".

Hun følte, at hun fik mundkurv på af ledelsen, der på et tidspunkt bad lærerne lægge ombygningsfrustrationerne bag sig.

"Det forstærkede jo, at jeg ikke turde komme med min magtesløshed og sårbarhed og på den måde blev jeg fastholdt i en ond spiral".

I årene efter drømte hun om, at hun var fanget på skoler.

"Jeg kunne ikke komme ud af skolerne i mine drømme. Jeg var Palle alene i verden i en klaustrofobisk skoleudgave. Der var klasser, som jeg stod overfor, som jeg ikke kunne håndtere. Og mine kolleger var kom også. Men de var ligesom bag glas, så jeg ikke kunne få hjælp. Drømmene ændrede først karakter, da jeg fik PTSD-diagnosen og fik en forklaring på magtesløsheden".

Sig op

DLF anbefalede hende, at hun ikke skulle sige op, fordi hun i så fald ville komme i karantæne. Og derfor var hun sygemeldt næsten et år, før hun fik en opsigelse. Det fortryder hun i dag:

"Hvis det var anerkendt lige efter, at det var arbejdsstress, så tror jeg, det lettere kunne være bearbejdet. Jeg sneg mig rundt og var nervøs for at møde kolleger, elever eller forældre. Jeg vidste jo godt, at jeg ikke ville komme tilbage. Det var et virkelig dårligt råd. Jeg vil råde alle andre til at tage den karantæne, så de kan komme videre. Jeg fik desværre heller ingen hjælp fra kommunen da jeg blev syg, så det var op til mig selv at finde en vej videre".

Selv om hun med sikkerhed vidste, at hun ikke kunne være lærer, ville hun gerne bruge pædagogikken, og hun har i årene siden, hun forlod folkeskolen blandt andet taget en master i børne- og ungekultur ved Syddansk Universitet. Og som led i uddannelsen skulle hun forbi en folkeskole.

"Da jeg trådte ind på skolen, fik jeg ubehag. En dag kom to drenge op at slås foran mig. Jeg skilte dem ad, og sagde, at de skulle finde deres lærer. Da jeg havde skilt dem ad, gik jeg direkte ud ad skolen, og jeg kom ikke tilbage igen. Jeg kunne ikke være der".

I dag er Monica Langelund indstillet til invalidepension, da der er kommet flere helbredsproblemer til. Hun troede, at den ville gå igennem kort før jul, men en lang sygehistorie og et langt resurseforløb trækker ud.

"Jeg er glad, når jeg har en hel dag, hvor jeg er frisk. Glad når det lykkes at holde kontakt med venner og familie. Jeg har ikke en meningsløs tilværelse, men det er en stor sorg, at jeg ikke kan arbejde som lærer og ikke kan arbejde med de ting rundt om lærerlivet, som jeg har uddannet mig til".

"Jeg havde rent professionelt meget at byde på, men der er blevet drevet rovdrift på mine resurser, og jeg fik ikke den rette hjælp i tide. Det gør mig vred at finde ud af problemet ikke er blevet mindre,  siden jeg måtte stoppe som lærer", siger hun.

Christina blev spyttet i ansigtet