Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Jeg havde aldrig troet, det skulle ske, men jeg har besluttet at stoppe som idrætslærer. 

Du tror måske, det er på grund af udfordringer med utilstrækkelige faciliteter, inaktive elever, administrative opgaver eller manglende forberedelsestid. Men nej, det handler om noget ganske andet: Mine egne ambitioner og idealer kunne ikke forenes med den tilgang, jeg ofte oplevede blandt mine kolleger.

Jeg forsøgte at skabe en undervisning, hvor jeg var en deltagende rollemodel, hvor eleverne blev inspireret til at gøre deres bedste, så de udviklede kærlighed til bevægelse og sundhed – dette kunne ikke forenes med mine kollegers tilgang til idrætsfaget.

I dag koncentrerer jeg mig om de fem andre fag, som jeg underviser i, og om end der stadig er megen pragmatisme forbundet med arbejdet i en folkeskole, så forsøger jeg at implementere idealismen, når jeg eksempelvis står med dansk grammatik, imperialismen i historie og samfundsfag, etik i kristendomskundskab og forskellige projekter i håndværk og design.

Vi skal ikke være olympiske atleter

En konkret situation, der blev afgørende for min beslutning om at stoppe som idrætslærer, var under et atletikforløb. Mine kolleger og jeg diskuterede, hvordan vi kunne øge elevernes deltagelse. En kollega foreslog, at vi som lærere skulle deltage mere aktivt, for eksempel ved at løbe sammen med eleverne.

Her blev det tydeligt, at flere af mine øvrige kolleger ikke følte sig i stand til at deltage i de samme aktiviteter som eleverne. Denne erkendelse gjorde mig opmærksom på, hvor vigtigt det er, at vi som lærere også prioriterer vores egen fysiske vedligeholdelse for at kunne fungere som rollemodeller.

Jeg har nemlig altid set det som en væsentlig del af vores fag at vedligeholde både vores egne fysiske færdigheder og metoderne i undervisningen. Det handler ikke om, at vi skal være olympiske atleter, men om at kunne deltage og demonstrere aktiviteter som en naturlig del af undervisningen.

Det kan have stor værdi for elevernes motivation, og det er mit indtryk, at eleverne elsker, når deres lærere går forrest.

En travl hverdag

Jeg forestiller mig, at mine oplevelser gør sig gældende på mange af landets folkeskoler, så hvordan understøtter vi som idrætslærere bedst vores elevers motivation for at være aktivt med i idræt?

Måske ligger svaret i tilgangen til vores fag.

Det er mit indtryk, at vi som idrætslærere ofte står i spændingsfeltet mellem idealisme og pragmatisme. Her skal idealisme forstås som ambitionen om at være en rollemodel for eleverne, hvor man deltager aktivt og viser et godt eksempel – selv i aktiviteter, som måske ikke falder os naturligt.

Pragmatismen ser jeg som en tilgang, hvor det praktiske og overkommelige prioriteres, hvilket også er forståeligt i en travl hverdag. Men jeg tror på, at vi med en mere idealistisk tilgang kunne skabe større engagement og glæde hos eleverne.

Find sportstøjet frem

Der skal naturligvis være rum til at udøve sin idrætslærerpraksis på egen facon. Det vil være givende med efteruddannelse, sparring og udvikling af egne kompetencer for at højne kvaliteten i vores fag og give eleverne muligheden for at udvikle sig fysisk og personligt. 

Vi kan finde en balance mellem det idealistiske og pragmatiske gennem sparring og refleksion over vores roller som idrætslærere . Men det er efter min mening afgørende, at vi som idrætslærere vedligeholder vores fysik og ikke ender helt ovre i den pragmatiske lejr.

Vi skal bevare noget af idealismen, også for vores egen skyld. 

Skal jeg tilbage, vil det kræve, at vi idrætslærere i hele landet finder sportstøjet og idealismen frem fra skabet.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk