Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Lige siden jeg selv var elev i folkeskolen, har jeg elsket idræt, og jeg husker stadig min første saltomortale på trampolinen. Grænseoverskridende, svær og alligevel dragende for en dreng i 3. klasse.

Glæden ved faget handler om kropsbevidstheden, konkurrenceelementet, fællesskabet og oplevelserne, man får gennem aktiviteterne. Det er et frirum fra skolens boglige fokus, og jeg elsker idræt for dets legende tilgang til læring.

Idræt er grunden til, at jeg valgte at blive lærer. Jeg har været fodboldtræner, spillet volley og deltaget i konkurrencesvømning fra en tidlig alder, og den glæde, jeg oplevede i mine idrætsgrene, ville jeg gerne give videre.

Det hele handler om kompetencemål 

Men siden midten af 2010’erne, hvor faget fik et hav af kompetencemål og en afgangsprøve, der mest af alt minder om en miniversion af idrætseksamen på læreruddannelsen, har faget føltes stift. 

Nu skal idrætstimerne evalueres ud fra Fælles Mål og læreren skal udvælge kompetencemål, som eleverne skal tale om i idrætsundervisningen. For eksempel hvilke ”normer og værdier”, der kan belyses ud fra aktiviteten. Det betyder, at undervisningen ofte er bygget op om, at eleverne skal lave en aktivitet, for derefter at stoppe op og snakke om aktiviteten, før de kan forsætte.

Idræt er blevet endnu et fag, der tilgodeser de bogligt stærke elever. De elever, som har det svært fagligt, har mistet deres mulighed for at være succesfulde i bevægelsesdelen, fordi man hele tiden også skal tale på et mere akademisk niveau. Deres glæde ved faget er i den grad blevet udfordret. 

Jeg har også fornemmet, at kreativiteten har været dalende i faget. Det er bekymrende, da idrætsfagets fineste formål i min optik er at tilskynde til bevægelse og skabe sunde vaner, der går ud over undervisningen. Men her har tilløbet til afgangsprøven endt som et maraton gennem alle undervisningstimerne, og der har derfor kun været tid til at præsentere eleverne for alle de forskellige mål, der findes i Fælles Mål om idræt.

Bevar dannelsen og fagligheden

Derfor bifalder jeg, at afgangsprøven i idræt ser ud til at blive afskaffet i den nye folkeskoleaftale. En gang imellem er det nemlig helt ok, at et fag er et rent dannelsesfag, fremfor endnu et prøvefag med karakterer, som i idræts tilfælde virker helt meningsløse 

Samtidig håber jeg, at man fastholder de mange fagligt dygtige lærere i faget og ikke falder tilbage til, at idræt ”altså også bare kan handle om at spille høvdingebold,” som statsminister Mette Frederiksen fik sagt fra talerstolen i Folketinget.

Jeg har oplevet kollegaer med den samme tilgang til faget som statsministeren. En af mine første kollegaer sad på campingstol, mens hun sendte eleverne ud for at varme op. En anden kollega manglede nogle timer i sit skema og fik derfor idræt. Det mente han sagtens, at han kunne undervise i, da alle kunne tage en fodbold med ned i gymnastiksalen og kaste den til eleverne.

Jeg prøvede at udfordre ham og nysgerrigt spørge ind til, hvorfor han ikke havde valgt musik, hvor der også manglede lærere. Han spillede jo guitar. Men det blev ikke taget godt imod. Musik ville kræve alt for meget forberedelse.

Bare fordi man dropper afgangsprøven, betyder det ikke, at man skal opgive læringen i idrætsfaget. Forhåbentlig er idrætsfaget på vej ind i en frisættelse, hvor idrætslæreren kan ramme eleverne meget bredere,  nu hvor man ikke længere kun skal tage hensyn til det akademiske perspektiv i faget.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk