Forældrene vil på mødet i aften kunne se, at de ikke står alene med svære spørgsmål om deres barns fremtid.

Dialogmøde skal lette vejen til voksenlivet for specialelever

Overgangen til voksen kan være en udfordring for unge med en funktionsnedsættelse. Holstebro Kommune har inviteret forældre til elever fra 9. og 10. klasse i specialtilbud til møde om, hvordan de sammen skaber en tryg overgang for de unge - og deres forældre.

Offentliggjort Sidst opdateret

31 forældre med børn i et specialskoletilbud har sagt ja tak til en invitation til et dialogmøde i aften med foredrag, som familieafdelingen og socialafdelingen i Holstebro er gået sammen med jobcentrets ungeenhed og UU Nordvestjylland om at arrangere. Målet er at gøre overgangen fra ung til voksen lettere for både forældre og unge.

”Alle overgange i børn og unges liv er vigtige, men når en ung med handicap eller funktionsnedsættelse fylder 18 år, kan overgangen til voksenlivet være særlig sårbar. Derfor er det vigtigt, at vi i fællesskab med den unge og den unges familie sikrer en så god og velforberedt overgang til voksenlivet som muligt”, siger Lillian Skovby Storbank, leder af familiesektionen.

Det bedste kan se forskelligt ud

 

Ideen til mødet er født i social- og sundhedsudvalget i forbindelse med udarbejdelsen af en ny ungepolitik.

”Møderne i sagsbehandlingen er planlagte, men når en ung med en funktionsnedsættelse skal overgå til voksenlivet, er der også en følelsesmæssig side. Vi vil gerne have fat i begge dele”, siger Lillian Skovby Storbank.

På mødet deler psykolog John Zeuthen ud af sin viden og mangeårige erfaring på området. Han har selv et barn med særlige behov og har specialiseret sig i at undervise på både almen-, handicap- og psykiatriområdet.

John Zeuthen vil blandt andet sætte perspektiver på at have bekymringer for sit barns fremtid og voksenliv, at støtte sit barn i sociale relationer og at have brug for sikkerhed og tryghed i, at andre kan hjælpe ens barn ind i voksenlivet.

”Alle vil det bedste for deres barn, men det bedste kan se forskelligt ud. John Zeuthen taler om de bekymringer, man kan have som forældre om sit barns voksenliv. Forældre skal blandt andet kunne være trygge i, at nogle vil hjælpe deres barn, når de overlader barnet til voksensystemet. Samtidig skal forældrene indgå i samarbejdet”, siger Lillian Skovby Storbank.

Forberedelserne begynder i 9.-10. klasse

UU Nordvestjylland er vært for mødet, men det er et fælles ansvar for familieafdelingen, socialafdelingen, jobcentrets ungeenhed og UU-vejledningen at understøtte overgangen til voksenlivet sammen med forældrene, understreger Lillian Skovby Storbank.

”Vi har valgt at invitere forældre til elever, som går i et specialtilbud i 9. og 10 klasse, fordi det er der, man begynder at forberede overgangen til voksenlivet”.

Det er vigtigt, at forældrene ved i god tid, at der også er nogle til at følge dem og deres barn ind i voksenlivet på den uddannelsesmæssige side, fortæller Hanne Paustian Tind, som er leder af UU Nordvestjylland.

”Forældre til et barn med funktionsnedsættelse har mange svære spørgsmål: Hvad vil fremtiden bringe for mit barn? Kan mit barn få uddannelse og job? Kan barnet blive selvforsørgende, når hverken gymnasiet eller en erhvervsuddannelse ligger lige for? Vi kan fortælle, at der kan være mange veje til Rom. Nogle vil tage den hurtige, mens andre kører ad den smukke Margueritrute”, siger UU-lederen.

De svære spørgsmål er naturlige

Det er dog ikke meningen, at forældrene skal drøfte fremtiden for deres eget barn i aften.

”Aftenen byder på en generel snak om, at det er helt naturligt at have disse spørgsmål, og John Zeuthen giver inspiration til, hvordan forældrene kan håndtere situationen. De vil også kunne se, at de ikke står alene med spørgsmålene, og vi fortæller, at vi har medarbejdere, som de kan bruge”, siger Hanne Paustian Tind.

Det er for tidligt at sige, om dialogmødet bliver en årlig tilbagevendende begivenhed.

”Vi vil evaluere på, om mødet i aften bidrager til at skabe bedre overgange”, siger Lillian Skovby Storbank fra familiesektionen.