Det var et ambitiøst eksamensprojekt Line Grüner havde kastet sig ud i i faget materielt design, da hun ville designe og bygge sit eget drivhus på hjul. I dag lever hun af at sælge sine små drivhuse.

Fra sløjdlærer til selvstændig drivhusbygger

Line Grüner var godt på vej til at blive sløjdlærer, men da interessen for hendes afsluttende projekt i materielt design, et lille drivhus på hjul, var så overvældende, har hun nu lagt lærergerningen på hylden for at være selvstændig.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Line Grüner syntes, at hun var noget uheldig, da hun som lærerstuderende i foråret 2012 var nødt til at stå en måned i vandrehallen på Via UC i Aarhus for at bygge sit afsluttende projekt i materielt design. I dag synes hun, at det var meget heldigt. Der var nemlig rigtig mange, som kom forbi og var nysgerrige efter hvad det var, hun byggede.

Line Grüner byggede et drivhus på hjul, og det, syntes de forbipasserende på gangen, var en spændende idé. Lige så gjorde hendes lærer og censor til eksamen og gav hende 12. Da hun efter eksamen trillede sit drivhus de 300 meter fra læreruddannelsen til hendes hjem, blev hun stoppet flere gange af forbipasserende, der ville vide, hvor hun havde fået det henne. Det blev startskuddet til, at Line Grüner satte læreruddannelsen på pause for at blive selvstændig. Hun lever nu af at sælge rullende drivhuse gennem sit firma Urban Greenhouse.

Kun 81 nyuddannede i materielt design

Drivhus til eget behov Ideen til mobile drivhus opstod dog ikke helt ud af det blå. Problemstillingen til den afsluttende eksamen lød på kulturmøder og kontraster, og på det tidspunkt var Line Grüner meget optaget af trenden urban farming - det at dyrke sine egne grøntsager inde i byen.

"Jeg havde en udfordring i min baggård, for jeg ville gerne kunne dyrke noget selv. Jeg kunne godt have gjort det i et par krukker, men jeg ville også gerne have et drivhus, men jeg kunne ikke finde et, der var lille nok. Desuden er der ikke så meget plads i min baggård, så det skulle være nemt at flytte rundt", fortæller Line Grüner. Derved opstod ideen til et lille 2 kvm drivhus på hjul, som både har plads til krukker, bed og en stol. Drivhuset og Line Grüner har efterfølgende været nomineret til og vundet flere priser inden for iværksætteri og innovation.

Bæredygtigt design i sløjd

Sæt kreativiteten i spil "Faget materielt design skal turde slippe tøjlerne uden at vide hvor vi skal hen, og det udfordrer os som lærere. Det stimulerer også kreativitet, som ikke kommer af sig selv, hvis vi bare skal udsmykke en kasse", siger Line Grüner, der oprindelig er uddannet grafisk designer.

Selvom det går godt med virksomheden, så er Line Grüner ikke afvisende for, at hun en dag vil være at finde i sløjdlokalet som underviser.

"Elever er mere kreative end der er plads til i skolen. De har en masse uforløst kreativitet, som man kan få meget ud af at sætte i spil. For eksempel ved at give dem en problemstilling de skal løse. Men det handler om at slippe kontrollen, og det er svært, når man lærer kontrol på seminariet. Hvis jeg skal undervise i fremtiden, skal det være inden for disse diskurser".

Sløjd- og håndarbejdslærere: Minimumstimetal ind i skoleloven