Under en femtedel af lærerne føler sig uddannelsesmæssigt rustet til at undervise børn med diagnoser som ADHD, Asperger og autisme, som et flertal af dem har i deres almindelige klasser, viser månedsmagasinet Underviseres panelundersøgelse.

»Vi har i mange år haft et efterslæb, når det drejer sig om efteruddannelse af lærere - især når det gælder specialundervisning og undervisning af tosprogede«, siger Dorte Lange, formand for Danmarks Lærerforenings skole- og uddannelsespolitiske udvalg.

Det er 25 år siden, de sidste lærere med linjefag i specialundervisning dimitterede. En del af de ældre lærere i undersøgelsen har derfor en uddannelse i specialundervisning, men flertallet af dem fortæller, at diagnoser som ADHD, Asperger eller autisme slet ikke eller næsten ikke indgik i det, de lærte dengang. Men to tredjedele har ikke nogen specialundervisningsuddannelse fra seminariet, og ud af dem har tre fjerdedele heller ikke fået nogen efteruddannelse på området.

DLF tror på, at med en solid investering i at opgradere lærerkorpset, så alle lærere har de nødvendige kompetencer til at hjælpe elever med særlige behov, vil man på sigt kunne spare på specialundervisningen:

»Vores klare vurdering er, at vi vil skulle udskille færre, hvis vi har flere uddannede kolleger, som kan hjælpe til i klassen. Professor Niels Egelunds store undersøgelse viste, at hvis man skal have effekt af specialundervisningen, skal det være velkvalificerede specialundervisningslærere, der varetager undervisningen«.

Efter Lærerforeningens opfattelse bør enhver lærer i folkeskolen have kendskab til tre grundlæggende felter, nemlig læseindlæring, dansk som andetsprog og specialpædagogiske problemstillinger. Og derudover skal hver eneste skole have et kompetencecenter, hvor der er resursepersoner inden for det specialpædagogiske område, som har et tæt samarbejde med Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) og de lokale specialskoler.

»Det koster penge at efteruddanne i det omfang, men det er en investering, som vil give afkast på længere sigt«, siger Dorte Lange og understreger, at det ikke kun kan svare sig økonomisk, men også vil give de pågældende børn en bedre skolegang og fremtid:

»Vi ved, at det er bedre for eleverne at blive i fællesskabet, i det omfang det kan lade sig gøre - det er godt for deres selvværd og videre udvikling. Men vi kan bare se, at hvis vi ikke har lærere med de rigtige kvalifikationer, så taber alle på det«.

»Det kan hjælpe meget, at man har en eller to kolleger på skolen, som kan være med en gang imellem i klassen, og som kan give supervision, og hvor man kan spørge: 'Hvad skal jeg gøre, når hun ligger i vindueskarmen?' og få at vide, at 'Jamen, det er okay, hun ligger der indimellem'. Uden at man kender meget dybt til en bestemt diagnose, kan man godt have forståelse for den. Man skal også være opmærksom på, at de her diagnoser ikke er statiske. Nogle elever kan godt udvikle sig ud af dem«, siger Dorte Lange.

Daværende undervisningsminister Bertel Haarder besluttede i 2006 at afsætte 230 millioner kroner til efteruddannelse af lærerne på nogle områder, hvor han og regeringen mente, der var et behov - nemlig til uddannelse af særlige vejledere til læsning, naturfag, matematik og engelsk. Men under halvdelen af pengene blev brugt, for kommunerne skulle selv finansiere lærerens løn under uddannelsen. På baggrund af de erfaringer siger Dorte Lange, at denne gang skal alle parter være med til at beslutte en investeringsplan - Undervisningsministeriet, kommunerne og DLF:

»I de midler, der bliver sat af, skal der også tages højde for, at der går noget arbejdstid med. Vi er nødt til at tage det op på nationalt plan, så det ikke er op til lokale slagsmål«.

»KL og Undervisningsministeriet har et fælles ansvar. Far og mor skal ikke skændes om det her, de skal samarbejde - og vi vil gerne bidrage«.

Lærerforeningen peger på Herning Kommune som det gode eksempel. Byrådet har besluttet at investere 14 millioner kroner i perioden 2009-2011 i efteruddannelse af alle lærere i særlige pædagogiske metoder og 33 lærere inden for det specialpædagogiske område, i efteruddannelse af PPR-medarbejdere og i flere timer og midler til holddeling i indskolingen. Efter planen begynder den investering at tjene sig ind i 2013, og kommunen regner med på sigt at spare fem millioner kroner om året på specialundervisningsudgifterne.

»Det handler om en tidlig indsats. Jo tidligere vi sætter ind, jo billigere bliver det«.

Den tidlige indsats bør begynde i børnehaveklassen. Skolens læsevejleder skal ind at teste eleverne sammen med børnehaveklasselederen og hjælpe med at identificere de børn, der har brug for ekstra støtte, og dem, der er disponerede for et læsehandicap. En af skolens adfærds-, kontakt- og trivselslærere skal støtte børnehaveklasselederen i arbejdet med social træning og trivselssamtaler med de børn, der har behov for det, og deres forældre. Og en lærer uddannet i dansk som andetsprog skal teste de tosprogede elevers sprogudvikling og give dem den undervisning, de har behov for. Og allerede i børnehaveklassen skal skolens speciallærere og PPR inddrages i forhold til elever, der vurderes at have særlige behov. Det tætte samarbejde mellem PPR, skolens specialcenter og lærerne skal fortsætte i indskolingen og videre gennem hele skoleforløbet, så man løbende følger op på elever, hvis udvikling bekymrer læreren. Ud fra en individuel vurdering kan eleven få specialundervisning i klassen eller på et særligt hold, støtte til trivsel eller adfærd, eller det kan være lærere og forældre, der får supervision og vejledning af eksperter. Og det kan også handle om brug af de mange it-hjælpemidler til for eksempel læsehandicappede.

I dag dækker begrebet specialundervisning over en række meget forskellige tilbud fra specialskoler til korte læsekurser. DLF foreslår en oprydning i begreberne, så den specialundervisning, som foregår i direkte tilknytning til en elevs skolegang i en ganske almindelig folkeskole, fremover skal hedde »inkluderende støtteforanstaltninger«, mens ordet specialundervisning reserveres til undervisning af de elever, der har så vidtgående særlige behov, at de får støtte i den overvejende del af undervisningstiden eller går i en specialklasse/specialskole. Og det er ved en investering i de inkluderende støtteforanstaltninger på de almindelige folkeskoler, at man på sigt vil kunne spare penge på den dyrere, egentlige specialundervisning.

Ligesom lærerne i månedsmagasinet Underviseres panel ønsker Dorte Lange, at så mange børn som muligt kan rummes i folkeskolen. Og hun er overbevist om, at når de nødvendige resurser er til stede, og lærerne har de rette kompetencer, så har også de andre børn glæde af at gå i klasse med mange forskellige børn og opleve nogle svage børn vokse.

Endnu en opgørelse viste i maj, at en tredjedel af udgiften til folkeskolen i dag går til specialundervisning. Det fik undervisningsminister Tina Nedergaard til at sige:

»I landene omkring os udskilles langt færre elever til specialundervisning. Jeg tror ikke på, at danske børn sådan generelt har større behov for specialundervisning end børn i eksempelvis Sverige og Finland. Vores folkeskole skal være inkluderende og ikke ekskluderende«.

Og foreløbig har hun og DLF's formand Anders Bondo Christensen aftalt, at de sammen vil tage ud at besøge nogle kommuner, der har høstet gode erfaringer på specialundervisningsområdet. |

Læreren

Dorte Lange, 49, har været formand for Danmarks Lærerforenings skole- og uddannelsespolitiske udvalg siden januar 2008. På DLF's kongres sidste efterår lagde hun op til, at DLF skulle arbejde på at klargøre begreberne inden for specialundervisningsområdet og styrke den faglige kvalitet i undervisningstilbuddene.

»KL og Undervisningsministeriet har et fælles ansvar for det her. Far og mor skal ikke skændes om det her, de skal samarbejde - og vi vil gerne bidrage« Dorte Lange»Jo tidligere vi sætter ind, jo billigere bliver det« Dorte Lange