Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Jeg kunne godt se på min leder, at der var noget galt, da hun bad mig følge med hende på sit kontor. Og ganske rigtigt. Der var kommet en lang klage over mig fra en elev. Den gik ud på, at jeg var grænseoverskridende overfor mine elever.

Jeg kan ikke gå i detaljer om anklagerne af hensyn til eleven, udover at jeg er sådan en lærer, der rører mine elever. Ofte lægger jeg en hånd på skulderen, og i sjældne tilfælde trøster jeg med et kram.

Min leder håndterede hele situationen perfekt, og jeg føler kun, at jeg har og havde fuld opbakning. Det er jeg vildt taknemmelig for, så dette debatindlæg handler ikke om dårlig ledelse. Nej, det handler om, at noget er ændret i mig og min lærerrolle. For der er en sætning fra klagen, som har brændt sig fast på min nethinde: ”Anders er sådan en, der rører meget.”

Selvom det er noget tid siden nu, går der faktisk ikke en dag, uden at jeg tænker på den sætning. Om jeg igen kan lave seksualundervisning med klasser, uden at de tænker, jeg er en klam type. Om jeg stadig kan være i enrum med en elev?

Puha, tankerne rumsterer, men de ender altid i, at jeg er kommet i tvivl om, jeg som lærer kan drage den nødvendige omsorg for mine elever. Særligt når det indebærer en beroligende hånd på skulderen – eller endda et kram. Jeg er kommet i tvivl, om det er bedre på alle mulige måder at holde afstand til eleverne for at passe på mig selv.

Det har jeg aldrig tænkt før, men sådan er det nok nu. For jeg frygter ganske enkelt at få et pædofilistempel i panden. Det ærgrer mig, for jeg ved også, at min ligefremme tilgang og gode relationer til eleverne altid har været min allerstørste styrke som lærer.

Ingen sweatpants

Når jeg hæver mig lidt op over mit eget navlepilleri, stiller jeg mig selv det principielle og provokerende spørgsmål: Er der overhovedet plads til mandlige lærere, der også gerne vil yde omsorg?

En undersøgelse fra Danmarks Lærerforening viser, at det særligt er mandlige lærere, der undlader at bruge berøring som en del af den pædagogiske værktøjskasse.

For nyligt holdt jeg et oplæg om kønsroller i skolen for mine pædagog-kollegaer i vores skolefritidsordning. Under oplægget afbrød en kvindelig kollega mig. Hun kiggede stift på de mandlige pædagoger og sagde: ”Jeg ser da aldrig jer med børn på skødet”.

Så fik historierne ellers frit løb. Det viste sig, at flere af de mandlige pædagoger var meget mere opmærksomme på ikke at sætte sig i situationer med børnene, der kunne se forkerte ud. En anden pædagog-kollega fortalte om en institution, hvor mandlige pædagoger blev frarådet at have sweatpants på, som hurtigt kunne trækkes op og ned. Om mænd der ikke må – eller ikke tør – være i enrum rum med børn.

En fattig løsning

Vi er simpelthen nødt til at have en grundig diskussion om, hvordan der kan være plads til mænd i lærer- og pædagogfaget – og hvordan man kan være en mand, der også giver omsorg til børn og unge.

Jeg ved, at en diskussion er en fattig løsning, men jeg har simpelthen ikke en snuptagsløsning. Til gengæld er jeg sikker på, at samtalerne er nødvendige, for det vil uden tvivl komme vores børn til gavn, hvis vi mænd i fagene også tør være omsorgsfulde.

For ellers reproducerer vi simpelthen den gale kønsforestilling, at omsorg og trøst er sådan noget, man giver som kvinde, mens man som mand holder afstand. Og så vil det kun blive endnu sværere at få mænd ind i traditionelle ”kvindefag” i fremtiden.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk