"Det er jo, når man er ude i virkeligheden, at man virkelig forstår, hvordan processserne er", fortæller lærerstuderende Jacob Kofoed, som var med på plastkurset.
Fysik-kemi-lærere bliver klogere på plastik
25 fysik-kemi-lærere og –lærerstuderende fik i sidste uge udvidet deres plasthorisonter. Et teoretisk kursus og et besøg på en fabrik gav både inspiration til sjove forsøg i undervisningen og ideer til uddannelsesvejledning.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Fyld et kondom med vand. Det holder uden problemer tæt. Smør babyolie på. Det lækker som en si.
Plastik er overalt omkring os og bliver brugt i alt fra micro til macro. Men der er alt for mange myter og alt for lidt viden, mener man i brancheorganisationen Plastindustrien. Derfor arrangerer de gratis kurser for folkeskolelærere.
25 lærere og lærerstuderende var med i sidste uge, deriblandt Jacob Kofoed, som læser på Aste-linjen på Metropol og derfor har matematik, fysik, kemi, biologi og geografi til overbygningen.
Dagen startede på DTU, hvor lærerne fik en lektion i polymerkemi og derefter fik præsenteret en masse forsøg, som de kunne tage med hjem og lave i klasserne.
"Det var direkte brugbart i undervisningen. Det sjoveste, syntes jeg, var det med kondomet. Det vil ungerne helt sikkert synes er sjovt. Og så kan man lære noget om plastik, samtidig med, at man taler seksualundervisning", fortæller Jacob Kofoed.
Viser andre veje end gymnasiet
Efter DTU kørte lærerne til plaststøbefabrikken Carmo i Espergærde, hvor de fik blå hår-net og futter på og blev vist rundt blandt plaststøbemaskiner og robotter og fik støbeprocessen forklaret.
"Det var virkelig en god oplevelse. Det giver meget mening at se det praktisk, når man har fået det forklaret teoretisk. Det er jo et vidundermiddel - plastik, som kan bruges til afsindigt meget. Men vi havde også nogle virkeligt gode diskussion af, hvad det betyder for miljøet på langt sigt. Det er fedt for mig som geografilærer. Og det var godt at se, hvor gode de var til at genbruge materialerne".
Han kunne klart forestille sig at tage ungerne med på den slags besøg også. Og udover det rent faglige, var selv fabrikken også interessant at opleve.
"Vi mødte yngste lærling, og han var meget begejstret for sit arbejde. Det var så fedt at høre. Og det var tydeligt, at de virkelig mangler folk inden for den branche, så når de får folk ind, er de meget tilbøjelige til at tilbyde dem efteruddannelse og kurser. Det vil jeg tage med mig, når jeg bliver lærer, så jeg også kan guide de unge ad andre stier end gymnasiet. For der er masser af muligheder her. Arbejdet virkede spændende, og et godt arbejdsmiljø og kolleger betyder også meget".
Materialesamlinger til lærerne
Kurserne bliver arrangeret af Plastindustrien, som er en brancheorganisationen for danske plastvirksomheder.
Innovationskonsulent Ramus Grusgaard, som står for kurserne, er absolut godt tilfreds med Jacob Kofoeds udbytte af dagen, for hans ønske er netop at udbrede viden om, hvad plast kan bruges til, afkræfte nogle af myterne, og så få gjort opmærksom på, at der er en branche, hvor unge kan få job.
"Lærerne efterspørger viden om plastik, så vi har lavet de her kurser et par gange om året gennem en del år. Vi har haft 600-700 lærere igennem efterhånden", fortæller han.
"Det betyder meget for os at nuancere billedet af plast og for eksempel åbne øjnene for, hvor meget godt plast gør i medicobranchen. Og så vil vi meget gerne fortælle, at man kan få et godt arbejdsliv i plastbranchen - som plastmager eller værktøjsmager eller tekniker eller ingeniør. Og at man kan læse videre undervejs", fortæller han.
Plastindustrien har også udarbejdet tre materialesamlinger til lærerne, og efter nytår kommer der en ny. Man kan læse mere om de gratis kurser og materialesamlingerne på plastindustriens hjemmeside.