Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Der er ingen grund til at pakke det ind. Over en bred kam falder tilslutningen til vores folkeskoler. Seneste undersøgelse peger på, at folk i hobetal vælger folkeskolen fra til fordel for eksempelvis en friskole.

Og selvom jeg som Venstre-kvinde er varm fortaler for den fri grundskole, så er det et problem, at så mange vælger vores folkeskole fra. For selvom man, som jeg, er glad for den danske friskoletradition, så skal en friskole være et aktivt positivt tilvalg. Ikke et fravalg af folkeskolen.

Rundt omkring i landet har flere kommuner, som led i frikommuneforsøg, fået friere rammer til deres folkeskoler. Med stor succes til følge. Alt tyder på, at der er stort mod på en frisættelsesreform hos alle, der har berøring med folkeskolen. Men med mere frihed kommer også et større ansvar.

I den forbindelse kommer vi heller ikke udenom at tale inklusion. Det er et svært emne. Men jeg er ikke i tvivl. Inklusionen i folkeskolen er kommet for at blive. Derfor handler en kommende frisættelse af folkeskolen ikke om, hvorvidt vi skal have inklusion eller ej, men om hvordan.

Vi kommer derfor til at se på, om lærere har de rigtige redskaber til at få inklusionsbørn til at blive en bedre del af hverdagen. F.eks., om vi skal ændre på psykologernes tilstedeværelse i skolerne eller give mulighed for at bygge oven på læreruddannelsen, så lærerne bliver bedre i stand til at håndtere en stadig større gruppe af børn med særlige behov.

Det er min og Venstres ambition, når vi efter sommerferien sætter os ved forhandlingsbordet.